Jeg har lært at vælge mine kampe med omhu

Én ting, jeg har lært efter, jeg er blevet mor, er, at man skal vælge sine kampe med omhu. Vi ønsker alle at være superforældre, der tager konflikterne, så snart de opstår, for at til sidst stå med det perfekte, lille eksempel på et velopdraget afkom. Realiteten er bare, at det er fuldstændig urealistisk i mine øjne, at man ikke i ny og næ vil gøre, hvad man kan, for at undgå en konflikt eller raserianfald midt i Bilka.

Da jeg ventede Frk. Tumling, brugte jeg meget tid på at finde ud af, hvad slags mor jeg egentlig gerne ville være. Jeg ville være hende, der serverede økologisk og varierende kost, der altid var lavet fra bunden. Hende, der havde et barn, der ikke fik snacks lige inden spisetid. Hende, der lod telefonen og facebook ligge på køkkenbordet, når barnet var vågen, og først fandt den frem, når det var sengetid. Og hende, der aldrig hævede stemmen i frustration over barnets manglende forståelse for ordet “Nej”.

Hende bliver jeg aldrig, men det troede jeg.

Faktum er, at i vores liv pt. er alle disse ting urealistiske, og det er okay! Vi gør det alle så godt, som vi kan, men vi skal også huske at sætte forventningerne til os selv på et niveau, der er realistisk. Da jeg var i gruppebehandling imod min angst, spurgte den ene psykolog om, hvad mine forventninger til dette gruppeforløb var, og mit svar var naturligvis, at jeg gerne ville blive angstfri. Han grinede en del af mig og spurgte, om jeg også havde forventninger om at lære at flyve?

I starten forstod jeg ham ikke helt, men nu kan jeg godt se, at der er stor forskel på at forvente, jeg ville blive angstfri, og at forvente at lære at leve MED angsten.

Indimellem er det ok

Det samme gælder mine forventninger til, hvilken mor jeg ville være. Før var de dybt urealistiske, ligesom at lære at flyve – nu er de skiftet ud med, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at være den bedste mor jeg kan være, og at mit “bedste” er godt nok.

Som udgangspunkt vil jeg gøre hvad jeg kan for, at mit barn får sund og varierende kost, men om det er økologisk og lavet fra bunden er ikke et mål mere – og det er okay!

Hvis jeg står med et sulten barn, inden jeg er færdig med maden, så prøver jeg at finde et fornuftigt alternativ til en snack, der ikke vil fjerne appetitten fra aftensmaden, men i ny og næ får hun altså stukket et par marie kiks i hånden – og det er okay!

Når jeg ligger på gulvet med børnene og leger, så lægger jeg telefonen fra mig, men leger de selv eller ser tv, så det tilladt at sidde og koble af med telefonen, så længe de får min opmærksomhed, når de beder om den. De skal jo også lære at lege selv.

Det ikke okay at hæve stemmen, men det sker selv for den bedste, især når barnet er ved at komme galt af sted – men det er okay! Det der gør os gode forældre er når vi lære af de fejl vi laver, og bagefter kan man give hinanden et kram, og så det hele glemt.

Herhjemme har vi pt. mange konflikter, som vi springer over og gemmer til en anden god gang, så længe at Frk. Tumling ikke direkte kan komme galt afsted. Faktum er, at jeg stadig ikke er mobil nok til at hive hende ned fra sofabordet eller slæbe hende skrigende væk fra skabet med hendes kopper og tallerkener, men hvad sker der i sidste ende ved, at hun leger med sine plastikkopper og tallerkener henne på gulvet? Ja, det da træls at skulle samle dem sammen bagefter, men de kan ikke gå i stykker, og hun hygger sig med at stable dem og dække bord nede på sofabordet.

Det var noget andet, hvis det var skarpe knive eller glas, hun rendte rundt med. 

I ny og næ må man bare vælge sine kampe, selvom man egentlig burde tage dem med det samme.

Det er bare ikke altid realistisk, men det gør os ikke til dårlige forældre.

Læs mere på tumlingtvillinger.dk