Stine har været jordemoder i det offentlige og private: Så - skræmmende - stor er forskellen

Det er en sag for ALLE at sikre, at alle fødende får den korrekte faglige omsorg og behandling. Både for gravide, deres partnere og for jordemødre - uanset om man, som jeg, er privatpraktiserende, eller om man er ansat på et hospital.

Derfor har jeg stillet mig i spidsen for et opråb mod den politiske ledelse af landets tilbud til gravide, fødende og nybagte familier.

Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at de uanstændige arbejdsvilkår, som Danmarks jordemødre tilbydes, er medvirkende årsag til, at vi i de seneste uger har hørt kvinder fortælle om fødselsoplevelser præget af travlhed, dårlig kommunikation, taxa-ture med veer til fremmede hospitaler og meget andet, der har givet mig – og sikkert mange andre læsere – ondt i maven.

Jeg har grædt

Selvom jeg i dag er privatpraktiserende, har jeg frem til 2017 været offentligt ansat jordemoder. Jeg husker de pressede arbejdsvilkår, som var det i går, jeg stod der. Jeg har nemlig så mange gange på mit job følt mig så utilstrækkelig, at jeg slet ikke kunne være i mig selv. Men jeg tog mit game-face på og gjorde alt for, at uro og stress ikke skulle forplante sig til den familie, der lagde deres liv i mine hænder.

Det er der stadig hver dag jordemødre i hele landet, der gør – skjuler stress og kaos fra de enkelte familier i håb om, at de går derfra med en god oplevelse, selvom travlheden er enorm.

Vores kroppe er nemlig ikke skabt til at føde i utryghed. Det er simpel biologi, som alle jordemødre kender. Vi ved, at hvis vi kan skærme familierne fra at opdage, hvor travlt der er, så er det en fordel for dem – bliver en fødende kvinde bange, falder hendes produktion af ve-hormon, og det får fødslen til at trække ud og kan gøre den mere kompliceret.

Derfor gør jordemødre alt, hvad de kan: ”Ja, der er lidt travlt i dag, men det skal I ikke tænke på, for alt er i skønneste orden her hos jer,” hører jeg mig selv sige med et professionelt smil, en tom mave og en fuld blære.

Når jeg efter en 8 eller 12 timers vagt blev afløst, sad jeg på de travle dage tilbage med en tom følelse indeni. Følelsen af simpelthen ikke at kunne slå til. At være en dårlig jordemoder, der ikke havde kunnet give familierne det, som de havde behov for – ikke fordi jeg drak kaffe eller dovnede med lange pauser, men fordi der simpelthen var flere familier og flere behov, end der var timer i døgnet og jordemødre på arbejde.

”Undskyld, at I har måttet vente, der skete lige noget akut, som jeg blev nødt til at kigge på først, men nu er jeg her” siger jeg, da jeg kommer ind ad døren til et par, der har ventet en time på, at de skulle blive tilset.

”Undskyld, jeg ved godt, at planen er, at din fødsel skal sættes i gang i dag, men hvis jeg prikker hul på fosterhinderne, er der ikke en jordemoder til at støtte dig gennem fødslen, når du får veer. Så desværre må jeg bede jer om at vente.” siger jeg til en kvinde, som egentligt har en god grund til at møde til igangsættelse af fødslen.

Der er bare for dårlig bemanding, fordi fødeområdet er underprioriteret og har været udsat for besparelser efter besparelser i alle de år, jeg har været jordemoder.

Jeg har sagt undskyld for sidste gang

Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg ikke kunne sige undskyld mere. For det var ikke mit ansvar. Jeg havde ikke valgt, hvor få jordemødre der mødte på arbejde. Jeg bestemte ikke, at vi altid skulle have travlt og tit helt urimeligt travlt.

Jeg stod der i min kittel – systemets repræsentant – og undskyldte på systemets vegne. Til sidst kunne jeg ikke være en dårlig jordemoder mere.

Når alt kommer til alt, så er en del af min opgave som jordemoder at opdage katastrofer, før de sker – og afværge dem. I langt de fleste graviditeter og fødsler sker der ikke noget farligt. Heldigvis! Men jeg har også reddet liv. Det siger jeg ikke for at spille smart, for det har alle jordemødre gjort. Det er et faktum. Sommetider er det eneste, der står imellem liv og død, at en jordemoder er til stede.

Den dyrebare tid er det vigtigste for en jordemoder

Jeg kan ikke være en ordentlig jordemoder, hvis ikke jeg er til stede. Mit vigtigste redskab er tid. Uden tid er det fuldstændigt ligegyldigt, at jeg ved præcis, hvordan man redder liv – for er jeg der ikke til at opdage faresignalerne, så er jeg der heller ikke til at afværge katastroferne, før de folder sig ud.

Heldigvis er det ikke så ofte, at jeg redder liv. Alle de andre dage hjælper jeg med at bygge et stærkt fundament under en ny familie, så de er rustet til at klare deres nye roller som forældre for et lille hjælpeløst væsen.

I dag, hvor jeg arbejder som privat jordemoder, bestemmer jeg sammen med en familie, hvor meget tid de har brug for. ”Er I okay med, at vi sætter et punktum her?” spørger jeg ofte i slutningen af en konsultation, når jeg fornemmer, at samtalen er ebbet ud. Deres spørgsmål er blevet belyst fra de nødvendige vinkler, og jeg har lavet de fysiske undersøgelser, der gør, at jeg nu ved, at der ingen katastrofer er at afværge. For de fleste graviditeter forløber – tak og lov – uden de store katastrofer.

Alligevel har man brug for en jordemoders tid. Tid til at sætte ord på de følelser, man har – måske dukker ens egen barndom op til overfladen, nu hvor man snart selv står i rollen som forælder, og gamle oplevelser skal bearbejdes. Tid hvor der kan svares på spørgsmål om plukkeveer, ligamentsmerter, sex, fødslen og alt mellem himmel og jord. Tid hvor man oplever, at der er respekt om, at man er et menneske i et af livets største overgange – at gå fra at være nogens barn til nogens forælder, fra fri til for evigt forbundet til et lille menneske, fra mig til os.

Tid er et arbejdsredskab, jeg ofte blev frarøvet af politisk underprioritering, mens jeg var ansat, men som jeg i dag har taget tilbage. En jordemoder kan kun være god, hvis hun har tid – og jeg er færdig med at stjæle den tid fra mig selv ved at arbejde uden pauser og være en jordemoder i løbesko i fuld fart fra stue til stue.

LÆS OGSÅ: ”Dér gik jeg i flitsbue og skreg. Smerten var så voldsom, at jeg ikke kunne være i det”

Er det så bare mig?

For 10 år siden fik jeg min autorisation – nu var jeg en rigtig jordemoder. På mit hold var vi 29 storsmilende kvinder, da kameraet med et knips fangede os alle sammen fulde af forventning på vej ud til livet på de danske fødegange.

I dag er der kun syv tilbage, der har deres daglige gang på en fødeafdeling. 22 af os har stemt med fødderne, det blev et nej tak til de uanstændige arbejdsvilkår på de danske fødeafdelinger. Nej tak til fuld blære og tom mave. Nej tak til at sige undskyld på systemets vegne. Nej tak til at arbejde i et system, der er ligeglad med, at jordemødre nedslides fysisk og mentalt på få år. Nej tak til en løn, der ikke modsvarer det tunge ansvar for at undgå katastrofer og bygge stærke fundamenter under nye familier. Bare nej tak til at være en dårlig jordemoder i løbesko.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var bange for, jeg skulle dø og ikke kunne have min nyfødte hos mig de første 3 døgn”

Hvad så nu?

Jordemødre har flere gange før råbt vagt i gevær, men til trods for, at vi er blevet mødt med fine hensigtserklæringer fra politikerne, så lider fødeområdet stadig.

Jeg håber virkelig, at dette bliver sidste gang, vi skal råbe, og at der nu kommer både hurtige og langsigtede løsninger, der sørger for, at jordemødre får anstændige arbejdsvilkår, så vi kan bruge vores faglige ekspertise - frem for at rende rundt som brandmænd fra stue til stue og prøve at slukke ildebrande. Ingen er tjent med den måde, fødeområdet fungerer nu, mindst af alt de kvinder, der lægger krop til.

Jeg håber, at de jordemødre, der færdiguddannes i år, også kan se dem selv på en fødegang om 10 år, fordi de ikke, som jeg og mine studiekammerater, på få år nedslides af urimelige krav om at være en jordemoder i løbesko.