Klumme: Jeg har altid været den far, mange af de andre fædre ikke rigtig gad tale med

Det gik op for mig i lørdags, da jeg som en anden idiot forsøgte at skovle to marinerede grillbøffer op på min tallerken med en smeltet plastikgaffel. Måske var det på tide at give slip på rollen som den unge far fra klassen. Som jeg stod der ved fællesgrillen i juniors klassekammerats baghave og krydrede min grillmenu med flamberede ftalater, stod det klart, at det hele havde været forgæves.

At der overhovedet ikke var den mindste fidus i at være ham, der altid var lidt ironisk, lidt på barrikaderne, lidt for ligeglad til blandt andet at vide, at man altså tager sin egen grilltang med til en forældregrillfest. Slut med at stritte imod fællesskabet af voksne familiefædre med fornuftige familiebiler, stabile jobs i Ballerups industriparker og kvalificerede holdninger til hinandens nyopførte træterrasser.

Her i baghaven var jeg alligevel ikke ham, der havde ført en nødvendig krig mod forældreintra, ham, der var hurtigst på bolden under fodboldkampen på forårets forældrekoloni, eller ham, der kæftede op om glæderne ved at købe pizzaer til klassefesterne fremfor at bruge dyrebar arbejdstid på at lave stress-bagte pølsehorn, som ingen af ungerne alligevel gad spise.

Her var der ingen respekt i min ungdommelige påklædning og hyggeironiske distance til arrangementet. Næh, jeg var bare fjolset, der måtte se hjælpeløst til, mens både steak og service brændte fast til gasgrillen. Ham, som de andre fædre egentlig ikke gad tale med, da det kom til stykket.

Jeg var ellers lovligt undskyldt ved skolestart syv år tidligere, da mine ældste børn første gang satte deres ben i folkeskolen. Jeg var vitterligt den yngste far i klassen, ikke meget mere end 32, godt og grundigt forvirret over, hvordan jeg skulle opføre mig i en forældregruppe, der mest af alt bestod af forskellige udgaver af mine egne forældre.

Jeg var ny i trafikken, de var allesammen på skolebarn nummer to eller tre. Vi hilste og udvekslede høfligheder, når vi mødte hinanden til børnefødselsdage eller i køen foran bilvasken, men i det store hele var vi satellitter i hver vores ende af forstads- og folkeskoleuniverset.

Det passede mig fint, for hvis jeg ikke kunne være ham, der mødte op til forældremøderne med konens hjemmebagte kanelsnegle ligesom Williams far, så kunne jeg da i det mindste være ham, der syntes, at alt det der med forældreintra, forældrekolonier og ”sommerferiegaver til klasselærerne” (ja, det er en ting nu) var sådan lidt for åndssvagt. Hvilket det jo ofte også var. Der var bare ikke den store respekt i hele tiden at gøre de andre forældre opmærksomme på det.

Min ældste søn vil nok heller aldrig takke mig for min stort anlagte anti-curlingforælder-protest mod forældreintra. Til gengæld tror jeg, han stadig er træt af, at jeg i den forbindelse overså mødetidspunktet for en skoleudflugt til Tivoli.

Jeg har ikke engang været bange for at blive gammel – jeg har bare været bange for at blive kedelig. Bange for at blive en af de der fædre, der står op klokken fem om morgenen på charterrejsen for at lægge hele familiens håndklæder på hotelpoolens eftertragtede liggestole.

En af dem med kontokort til byggemarkedet, abonnement på bilvask, ølvom og shorts med praktiske lommer. Men så galt behøver det jo heller ikke at gå, i hvert fald ikke lige med det samme. Så nu skal der ske noget. Første skridt er en ny grilltang.