Katrine har det ”pænt stramt” over en besked fra sin søns skole: ”Den slags er noget værre fis”
Katrine Memborgs søn er begyndt i 1. klasse - men det er ikke kun ham, der er kommet på skolebænken. Forskellen er bare, at han er bedre til det. Især når det kommer til de tvungne, sociale fællesskaber.
Mit lettere anstrengende, elektroniske bekendtskab, Aula, præsenterede mig tidligere på ugen for legegrupper, der er sat sammen af den lille stab af lærere i 1. klasse. En slags tvungen leg efter skoletid, om du vil. Da Karl, min søn, spurgte mere detaljeret ind til, hvad det nu var for noget, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare.
Det voksne og fornuftige i mig sagde naturligvis noget i stil med, at det er vigtigt, at alle har en ven, at alle skal kunne lege sammen og at nye bekendtskaber, der ikke er en del af hans sædvanlige firkløver, vil udvide hans horisont.
Men sagen er den, at jeg havde allermest lyst til at svare ham, at den slags er noget værre fis, og at mor her har det pænt stramt over det.
Jeg kan da sagtens se logikken i faste legedage i grupper med børn, der normalt slet ikke taler sammen. Men alt i mig har lyst til at udfordre det, for jeg har heller ikke den store fidus til at drikke en kop lunken kaffe hos fremmede forældre, når min søn skal hentes. Og endnu værre, så er der også sat en dag af, hvor gruppen skal hjem til os. En eftermiddag, hvor jeg skal skifte den billige pulverkaffe ud med ægte bønner til mokkamasteren, finde keramikmælkekanden frem og servere en småkage eller to til de selvsamme forældre. Helst hjemmebag, naturligvis.
Knaldgrøn misundelse
Det er nogenlunde identiske følelser, der udfolder sig i mig, når jeg en sjælden gang står på sidelinjen til fodbold. For ja, på kunstgræsbanen er særligt mødrene mestre i at smalltalke, grine og måske endda kramme, mens poderne render rundt i deres knaldgrønne polyester-sæt, der så fint matcher banen. Og det matcher i øvrigt også farven på min misundelse.
For hvordan i alverden gør de det, alle de andre forældre? Det virker så ægte og helt oprigtigt, når de står og hyggesnakker med hinanden i skolegården eller mødes tilfældigt på gågaden her i provinsen. Jeg kan høre, hvordan de arrangerer private middage, hvor børnene kan rende rundt og lege, mens forældrene får lov til at nyde et glas koldt. De er hinandens nye bekendtskaber, og alligevel virker det, som om de har kendt hinanden i evigheder.
Det går mere og mere op for mig, at Karls trivsel afhænger af os, hans forældre, og hvor gode vi er til at spille spillet og vise et udadtil misundelsesværdigt overskud. Stakkels dreng. For lad mig være den første til at afsløre, at jeg er nået den alder, hvor jeg mener, jeg ikke bør spilde tid på hverken folk eller begivenheder, jeg ikke orker. Og dét er knap så fed en indstilling at have, når man har en søn i 1. klasse.
Jeg er altså kommet mindst ligeså meget i skole som min syv-årige dreng, og forskellen er bare, at han er klart bedre til det. Jeg skal også lære at modtage, smile, række hånden op og lege med dem, jeg ikke har en skid til fælles med. Jeg skal smile under aflevering, og når jeg henter – selv om jeg har allermest lyst til at beholde solbrillen på og få det overstået. Jeg skal deltage og være social i alt det, skolen på ganske dominerende vis har sat i min kalender. Jeg skal nikke og virke interesseret, når lærere og andet godtfolk fortæller om noget, jeg finder dybt ligegyldigt.
Plads til forbedring
Her gik jeg og troede, at privilegiet ved at være voksen netop handlede om, at man oftere skal følge sit hjerte fremfor sit hoved. Sådan hænger det langt fra sammen, kan jeg godt afsløre til alle jer, der også går rundt og døjer med virkeligheden. Aldrig nogensinde i mit efterhånden erfarne liv har jeg måtte sluge så mange kameler, gå så meget på kompromis og finde mig i noget, jeg ved første tanke har lyst til at afvise.
Jeg har trods alt så meget selvindsigt, at jeg udmærket godt ved, at der er plads til forbedring, når det kommer til at lukke andre ind i vores lille hjem og i særdeleshed i vores liv, men jeg har det bare så ufatteligt stramt med tvungen leg. For let’s face it – det er jo det, det er. Vi skriver nærmest under på at hænge ud med nye mennesker det sekund, vores børn starter i skole. Også dem, vi kun har det til fælles med, at vores poder deler klasselokale. Orker vi det ikke, så går det med garanti ud over vores børn, og den slags vil ingen af os have siddende på os.
Mon ikke jeg kan finde de sociale færdigheder frem igen og lære at tale om vind og vejr uden at lade som om? Ellers må jeg lære det af min søn, som har arvet sin fars sociale skills. Han er i øvrigt også pænt ligeglad med, om vi drikker af keramik eller plastik. Alt, han ønsker sig, er at være en del af det sociale fællesskab. Og dét kender jeg godt…