Kolik: ”Det værste var faktisk ikke, at han skreg. Det var visheden om, at det gjorde så ondt på ham”

– Min datter var den nemmeste baby, siger 31-årige Anne-Mette Jessen Jakobsen og husker tilbage på den lykkelig tid i hendes liv, da hun var på barsel med sit ønskebarn nummer ét: En fin lille pige.

Da Anne-Mette efter to år blev gravid igen med en dreng, glædede hun og hendes mand sig enormt til familieforøgelse og endnu en barsel, hvor der skulle nusses om datteren, og alt skulle være rosenrødt, ligesom det havde været under barsel nummer et.

LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel – dit nye fuldtidsjob

Men det skulle vise sig at være en naiv forestilling, som skulle forblive en drøm.

– Min søn var meget urolig i dagene efter fødslen, og da der var gået en uge, kunne min mand og jeg godt fornemme, at det ikke var helt normalt, siger Anne-Mette.

Fortrængt hvor slemt det virkelig var

Alene med skrigende baby og toårig

Jordens dårligste mor

Menneskelige behov sat på pause

Anne-Mette måtte lægge sig selv på hylden i de måneder. De helt basale menneskelige behov blev sat på pause. Men det hårdeste var ikke kolikken i sig selv, for den fandt Anne-Mette hurtigt ud af, hun ikke kunne gøre noget ved. Det hårdeste var noget andet.

– Jeg kunne ikke være der for min datter. Min datter havde intet nærvær med mig i de måneder, og det var en udfordring at opbygge forholdet til hende efterfølgende. Hun reagerede ved, at jeg ikke måtte gå nogen steder hen – jeg kunne ikke en gang gå på toilettet. Hun havde et ekstremt behov for at vide, at jeg var der for hende.

Anne-Mette og hendes mands parforhold blev sat fuldstændigt på pause. De boede under samme tag, og det var det. Der var intet nærvær. Ikke engang kys.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I det første år med barn

– Vi tænkte slet ikke på det, for alt var ren overlevelse, hvor det handlede om at have alt klar, så der ikke var så meget, der skulle ordnes, når han begyndte at skrige. Dét og så at vise vores datter, at vi stadig elskede hende. Mentalt var vi på overarbejde. Som par skulle vi lære at være mand og kone igen bagefter. Det var rigtig svært, husker Anne-Mette.

I dag er Anne-Mettes søn halvandet år, og hendes datter er tre et halvt. Kolikken forsvandt som dug for solen, da sønnen var tre måneder og seks dage gammel. Anne-Mette husker det tydeligt:

– Jeg kan huske, at jeg tænkte: hvorfor skriger han ikke? Der er noget galt. Vores vanvittige liv med kolikken var blevet normalen.

Anne-Mette vil råde andre kolikbarnsforældre til at støtte hinanden, så meget de overhovedet kan.

– For det vil være den hårdeste periode, I overhovedet kan forestille jer. Hvis I har behov for at græde, så gør det. Det er en stor lettelse at få lov til at komme ud med sin frustration. Det er også vigtigt at lytte til sit eget instinkt som forælder – for det er bedre end lægernes.

LÆS OGSÅ: 8 gode råd mod kolik

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme