Kristoffer arbejder for Læger uden Grænser: ”Når man arbejder med så syge børn, vil der være dødsfald."

Hvordan arbejder du med børn?

–  Jeg arbejder dels i Danmark, hvor jeg er ved at uddanne mig til børnelæge, og dels arbejder jeg for Læger uden Grænser, hvor jeg har været udsendt tre gange. Det var på min første mission i Congo i 2013, jeg fandt ud af, at jeg måtte blive børnelæge. Det er virkelig svært at blive i Danmark fordi de er et meget populært speciale og konkurrencen er stor. Det betyder, at man ofte skal være virkelig dygtig og have en ph.d for overhovedet at komme i betragtning til en uddannelsesplads. 

Hvordan opstod din passion for børnene?

– I Læger uden Grænser er cirka halvdelen af patienterne børn, og på min første udsendelse skete der noget i mig ved mødet med alle de fattige, forarmede børn, der fik mig til at tænke, at børnene måtte være de mest udsatte mennesker på kloden. Jeg blev simpelthen nødt til at hjælpe dem. Det er en særlig oplevelse at behandle børn, og det giver en meget umiddelbar glæde, at man gør noget. At man flytter et barn på vej til at gå til grunde til at kunne klare sig efterfølgende. Det er helt enormt givende, og det motiverede mig til at kæmpe for at blive børnelæge, og jeg føler mig meget taknemmelig over at have fået muligheden.

Hvornår går du hjem fra arbejde med en rigtig god mavefornemmelse? 

– En af de mest umiddelbare arbejdsglæder er, når patienter og pårørende udtrykker taknemmelighed. Det er småt, men det gør en stor forskel at føle, at ens arbejde er værdsat. Noget andet er glæden ved at klare diagnostiske udfordringer. For et par uger siden havde jeg sådan en dag, hvor jeg fik løst en diagnoseproblematik, hvor en pige havde været undersøgt flere gange med smerter fra benet. Jeg oplevede, at jeg havde erfaringen og modet til at stille en lidt ualmindelig diagnose for et ti-årigt barn, og at jeg løste et stort problem for familien. Det gjorde mig glad.

Hvornår er dit job hårdest?

– På missionerne har det klart været at opleve så meget elendighed. I Liberia mistede vi i de slemme perioder et barn om dagen. Det er oftest en kombination af, at børnene fejler noget tilgrundlæggende, f.eks. underernæring og/eller HIV og/eller tuberkulose, og så bliver de akut syge af f.eks. lungebetændelse, diarré-sygdom, malaria og sygdomme, som de er dårlige til selv at bekæmpe. Dertil kommer, at forældrene henvender sig sent på hospitalet - desværre ofte for sent for os til rigtigt at gøre noget, selvom vi opstarter korrekt behandling med det samme. En anden vigtig faktor er, at patienterne bliver fejlbehandlet, f.eks. hos lokale shamaner, apoteker eller lign. før de kommer på hospitalet. Men det hårdeste var øjeblikket, vi kørte ind på hospitalets gårdsplads om morgenen – for vi vidste, at hvis der sad mødre på nogle bestemte stole, så ventede de på at få udleveret deres døde barn. Jeg husker meget tydeligt den enormt tunge følelse. Man håbede hver dag, at lige præcis den eller den mor ikke var der, fordi man sådan ønskede at behandlingen ville virke. Men så sad hun der alligevel og græd. Det var barskt. Både at det skete, men også fordi lægen er den, der snakker med moren om forløbet. Og jeg gjorde det igen og igen.

Hvorfor er dit arbejde så meningsfuldt for dig?

– Uanset om jeg arbejder i Danmark eller på mission, handler det for mig om at gøre en forskel for børn og sørge for, at de har det så godt som overhovedet muligt. Det, der er så specielt ved børn, er, at de per definition er uskyldige i den situation, de er i. De er uden ansvar. Uanset om de er blevet alvorligt syge, blevet ramt af kugler, eller ikke har fået nok at spise. Børn er særlige og vigtige, og de er afhængige af andre mennesker til at hjælpe dem.

Hvad oplever du, at folk tænker og tror om dit job?

– At det er vigtigt, men for barskt til de fleste. Mange tænker, at det hårdeste er de børn, vi mister. Og det ér hårdt. Men det sværeste for mig sådan grundlæggende er ikke, når vi mister patienter, men når vi mister patienter, hvor jeg kunne have handlet anderledes. Når man arbejder med så syge børn, vil der være dødsfald. Og der vil også være situationer, hvor man kunne have ageret anderledes – specielt når man er på mission og står ude i junglen med akutte tilfælde. Jeg har også patienter og patienthistorier, jeg stadig tænker meget på. Nogle fordi jeg lærte dem godt at kende, og andre fordi jeg begik fejl eller tænker på, om andre greb kunne have ændret udfaldet. Men jeg er bevidst om vilkårene. I alle aspekter af livet handler det om at blive ved med at blive dygtigere, men også at vide at dødsfald og fejl aldrig kan undgås fuldstændigt. Vi er kun mennesker.