Moderne farmor: ”Nu lever vi det liv, vi drømmer om”

Der er power i øjnene og blus på smilet, når Lise Mygind Mühlhausen åbner døren til hjemmet, som hun ikke bare deler med manden gennem snart 30 år, Peter Mygind, men også deres to sønner, Julius og Valdemar, Julius’ kone Stine, parrets to små børn, Rosa og Hugo, og Lises egen mor. Og selvom det lyder som en ordentlig mundfuld, tror man på Lise, der i øvrigt også er selvstændig erhvervscoach og performancetræner, når hun siger:

"Det er helt fantastisk. Jeg elsker børn og har altid elsket børn. Jeg har altid passet børn og været naturlig omkring dem. Jeg blev selv mor som 24-årig, og jeg har stadig en radar, der gør, at det nærmest føles, som om mælken løber til, hvis jeg hører gråd."

Hun griner og erkender, at hun ikke er den type farmor, hun selv er vokset op med. Hun sidder overfor mig i et smart denim-jumpsuit, solbriller fra Tom Ford og røde velplejede negle. Og selvom hun har behagelige sandaler på nu, sladrer entreens udstilling af chikke designerstiletter om, at her er tale om en kvinde, der ikke har deponeret hverken festliv og personlige mål, selv om der skal være tid til klappe-kage og tebolle-bagning.

"Min måde at være bedstemor på er i høj grad præget af, at vi alle bor sammen. Jeg lægger mig op af forældrenes regler, og det betyder også, at Rosa ikke kan få slik og kage eller få neglelak på, hver gang hun kommer ned i underetagen til mig. Der kører vi med fælles regler, og jeg er mere opdragende end eftergivende.

Oppe hos oldemor ved hun måske, hvor æsken med Läkerol er, men sammen med mig forstår hun, at der er forskel på hverdag og weekend. Det betyder, at Rosa og snart lillebror Hugo ser farmor og farfar dyrke styrketræning og yoga på stuegulvet, tage på arbejde – og ja, hoppe i stiletten og det skarpe outfit. Og de små er aldrig i vejen."

"Jeg vil altid gerne være sammen med de små, og det kan de nok godt mærke. Julius og Stine er meget ”hands on”-forældre. Hvis jeg havde været dem, havde jeg brugt os endnu mere. De er kærlige, seje og selvstændige", fortæller Lise.

"Jeg har et baderitual med Rosa hver søndag, hvor hun får karbad, og vi hygger. Det er vores særlige tid. Jeg kan mærke, at jeg er en anden voksen med mine børnebørn end med mine børn. For selvom vi er gode til at sige højt, hvad reglerne er, så er vi nok mere bøjelige overfor de små. Hos farmor og farfar behøver man ikke være stille eller passe på alting, og der er ekstra overskud hos dem, når Rosas mor og far er blevet holdt vågne hele natten på grund af en grædende baby."

"Helt personligt, så er mit overskud helt anderledes med mine børnebørn end med mine børn. Jeg er ikke presset karrieremæssigt, jeg arbejder færre timer, og jeg har ikke et barn 24-7. Når man er forældre, ryger proppen jo af, når det hele er for meget. Det sker ikke for mig i dag", siger Lise, og tager en eftertænksom tår af sin cortado.

"Jeg er jo også blevet klogere på mine egne grænser. Hvis der er et barn, der skriger hele tiden, kan man selvfølgelig godt sige fra, men jeg vil ikke være sådan en, der tysser. Min generation er jo vokset op med, at børn ikke måtte larme, og at de skulle ses, men ikke høres.

Sådan har Peter og jeg det bestemt ikke. Når vi er sammen med børnebørnene, så er vi 100 procent på. Med mine egne børn var jeg meget optaget af, at de skulle lære at underholde sig selv, men nu ser du Peter hoppe rundt på en bold med dem, mens jeg maler og går i køkkenet sammen med dem."

Vi opdrager ikke

Men hvordan håndterer hun så balancen mellem både at være mor og farmor, når hun er begge dele hele tiden derhjemme. Er det ikke svært at undlade at blande sig?

"Vi har gjort os helt klart, at vi ikke skal opdrage på vores børnebørn. Og ja, det betyder da, at jeg indimellem må bide mig i tungen, men det giver os jo også en ret fin erkendelse af, at vi ikke nødvendigvis har ret", fortæller Lise Mygind Mühlhausen.

Hun var ikke selv tæt på sine egne bedsteforældre, men har altid beundret måden hendes egen mor var mormor på.

"Hun var virkeligt forbilledlig, og jeg har flere gange sagt til hende, at jeg ikke fatter, hvordan hun gjorde det. Hun havde både et lederjob i en institution, et job ved siden af i en klub for udviklingshæmmede, og når hun så havde arbejdet til sent om fredagen, kom hun hjem til os og passede Julius, så vi kunne gå ud. Når vi kom hjem, havde hun både puttet den lille og lige vasket gulvet. Sådan var hun bare."

Energien har mor Tove nu tydeligvis givet videre til sin datter,  som i dag udlever bedstemoderrollen på en ny måde.

"Jeg tror, at vi er mere bevidste i dag om ikke at gøre børns følelser forkerte. Der er vi blevet klogere. For selvom min mor er ekstremt rummelig, så var tiden en anden. Man rettede mere og lyttede mindre", siger hun.

"Det er en generationsting. Jeg husker da også den periode, hvor Julius altid havde hat på indenfor, og det syntes min farmor var helt forkert. Og Peters morfar kunne finde på at sige: ”Lad være at pive”, når Julius faldt og slog sig. Der vækkede han så lige min indre vilde løvemor. Jeg gik vist over stregen, når jeg ville sætte ham på plads", husker hun med et smil.

"Min version af ”farmor” kan godt være skrap og sige nej til is og kager og karbad og neglelak. Men jeg har altid lyst til at være sammen med dem, og jeg er nok mere åben overfor deres behov. Og selvom jeg stadig arbejder, og vi har gang i tusind ting, så kommer det foran alt andet, hvis Julius og Stine har spurgt om hjælp en særlig dag. De kunne bruge os ti gange så meget, som de gør nu, uden at det ville være et problem."

Det fedeste liv er nu

Ulvetimen lurer lige rundt om hjørnet, men Lise Mygind Mühlhausen virker ikke, som om hun har travlt. Der er ro på i familien – og i hende selv.

"Jeg har da det fedeste liv lige nu. Jeg havde arbejdet i DR i en menneskealder, men fra den ene dag til den anden besluttede jeg, at nu skulle jeg ikke arbejde så meget. Jeg lavede et baglæns regnestykke over, hvad jeg skulle lave for at have tid til fordybelse – både i familielivet og i mit professionelle liv. Før arbejdede jeg altid, og kabalen gik kun op, fordi Peter afleverede og hentede. Jeg var ravnemoderen, der ikke havde noget problem med at tage købepizza med til sommerfesten i børnehaven", husker hun.

"Nu lever vi det liv, vi drømmer om. Jeg kniber mig i armen indimellem. Jeg skal ikke vælge mellem kvalitet og kvantitet i samværet med familien. Vi spiser sammen næsten hver dag og ses hele tiden", siger hun.

Men det betyder ikke, at der ikke kan være konflikter eller irritation, som der altid kan være mellem forældre og børn.

"Det er da irriterende, at mine drenge nu har så travlt. ”Tag dig sammen og sig hej mor,” hører jeg mig selv sige. Valdemar er lige så bedrevidende som mig, så vi diskuterer en masse fagligt. Julius vil gerne gøre alting selv, og det skal ikke hedde sig, at han har brug for hjælp. Men hvorfor ikke tage imod hjælpen, når nu han kan, og vi står på spring?"

Men når hun nu ikke skal opdrage sine sønner længere, hvad håber farmoderen så, at hun kan indpode i sine børnebørn? Vil hun være rollemodel eller ”den søde bedste”?

"Rollemodel! Jeg håber, jeg kan gøre Rosa til en selvbevidst og modig kvinde. Vi har meget at lære vores piger. Hvordan lærer man piger at stå ved sig selv? Jeg møder stadig kvindelige topledere, der taler med lillepigestemme, fordi de tror, at de skal underkaste sig for at opnå noget.

Jeg vil gerne vise mine børnebørn, at de skal bevare modet til at stå ved sig selv, og turde være tydelige i deres ja og i deres nej. Jeg vil ikke være sød, fordi jeg giver Marabou hver dag. Jeg vil give dem modet til at kaste sig ud i noget, uden at vide, hvor det ender."