Moderne mormor: ”Jeg er ikke bundet af den alvorstunge opgave at gøre hende til et godt menneske”

Guldsmeden Josephine Bergsøe er en selvstændig succeshistorie, mor til to – og nu også mormor.

"Ja, lige nu er jeg faktisk mere en lyd end en titel. Melodie har ikke lært at sige ”mormor”, så jeg hedder bare ”jaaaaa”", fortæller Josephine med slet skjult begejstring.

Hun har gjort sig helt klar, hvad der er det vigtigste parameter for hende i rollen som bedstemor.

"Tid er altafgørende. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er blevet bedt om at skynde mig hos mine bedsteforældre. Hos dem var der altid tid. Sådan skal det også være hos mig. Og så skal hun føle, at hun bliver set som person."

Josephine Bergsøe er ikke overrasket over, hvor overvældende og altomsluttende kærligheden til det lille nye familiemedlem har været. Men hun har også opdaget nye sider af sig selv.

"Hvis du spurgte hendes mor, ville hun sige, at jeg er blevet ekstremt pylret. Jeg lægger ikke så meget bånd på mig selv, som med mine egne børn, og jeg ser farer alle mulige vegne. Og så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, for hende. Hun må gerne tro, at alt bliver serveret på et sølvfad. Jeg er den voksne i hendes liv, der kun skal stryge hende med hårene og fortælle hende, at hun er magisk."

"I starten kunne jeg godt få dårlig samvittighed, når jeg passede hende. Jeg tænkte, at jeg vel også havde ansvar i forhold til opdragelsen, men det er bare ikke naturligt. Jeg skal kun være medløberen. Alt det andet får hun fra sine forældre og i børnehaven. Accepten af hendes egen intuitive tilgang til mormorrollen har været frigørende. Jeg er ikke bundet af praktik eller den alvorstunge opgave at gøre hende til et godt menneske. Jeg skal kun gøre det, der gør hende glad og tryg og lykkelig. Jeg var meget bevidst med mine egne børn om, de skulle fungere godt socialt. Det er et stort ansvar, der pålægger forældrene. De skal indimellem sætte deres unger på plads, for at de bliver gode til at leve i verden", forklarer hun.

"Min egen mor var verdens bedste mormor. Hun var mere praktisk orienteret end mig, fordi hun var nødt til at være det. Hun havde mange børnebørn på en gang, og hun passede mine børn meget. Men jeg har aldrig givet min egen mor så meget plads i relationen til mine piger, som jeg har fået. Jeg var med til fødslen, og det var så fantastisk at se al den store kærlighed. Det var så gavmildt af Filuka og hendes mand at lade mig være der. Jeg var mere nærig og mere voksen, da jeg blev mor for første gang. Jeg var fyldt 30, og jeg havde mine egne holdninger til, hvordan det hele skulle forløbe."

Kvalitet er kvantitet

Josephine Bergsøe arbejder stadig, hun har en kæreste og en lejlighed på Christianshavn, som hun selv har sat i stand. Og hun har gode kolleger, ansatte, værksted og butik. Hvordan går tidskabalen op, hvis tid er den eneste valuta, som små børn forstår?

"Socialt er der blevet barberet ned. Jeg ved, at det her er så kort en periode på allerhøjst nogle år, hvor jeg kan få lov til at sove med hende tre gange om ugen. Det prioriterer jeg over alt. Jeg savner ikke at gå ud eller at rejse, for jeg ved, det kommer igen. Den tid, som ikke kommer igen, er den, hvor hun er lille. Der er ikke noget, der hedder ”kvalitetstid” med små børn. Kvaliteten kommer med kvantiteten", konstaterer hun.

Og selvom hun ikke beskriver sig selv som en mormor, der sidder på gulvet og leger, så kan hun allerede nu se, at hun jo alligevel ændrer ferieplaner, tager ”barnebarn syg” og skubber Melodie rundt i en legebil for at få hende til at grine. Det er nemlig så flygtigt. Samtidig giver tiden sammen med barnebarnet også et nyt bånd mellem mor og datter.

"Det har overrasket mig meget, hvor øm og rund mit eget barn er nu. Før hun blev mor, var hun kun kantet. Hun har fået en omsorg for mig, som hun ikke havde før. Og vi har fået et ligeværd. Og så har hun lært mig at holde min kæft og ikke kommentere på hendes måde at gøre tingene på. Jeg skal ikke fordømme eller sætte reglerne."

Hun stopper op og tager de mentale fløjlshandsker af.

"Men det må ikke være farligt at skændes. Vi skal kunne sige til hinanden: ”Jeg råber det ud nu, men jeg elsker dig på den anden side”. I den relation ved vi helt, hvad bundlinjen er. Filuka er en anden og vildere mor end mig, men hun er også 10 år yngre. Og det er da dødirriterende, at de ikke hører en skid efter, hvad jeg siger.

Jeg må bare finde mig i, at de er der, hvor de er. Når man er 21 år, ved man præcis, hvordan verden er skruet sammen, og de kan ikke bruge mine erfaringer til noget. Og det er sundt. De har ret til at gøre tingene på deres egen måde. Og så slipper jeg for at være rollemodellen. Jeg skal bare være den sødeste voksne, mit barnebarn kan komme i tanke om."