Klumme: Nej mester, ”VI” er ikke gravide!

Forleden dag spiste jeg frokost med et vennepar, der venter sig deres andet barn, og snakken faldt hurtigt på graviditet. Og mens kvinden sad der med vand i fødderne og kæmpede forgæves for at finde rar siddestilling, ytrede manden disse ord: ”Da VI var gravide første gang, så…”.

Mere hørte jeg ikke.

For der brugte han et udtryk, der får hårene til at rejse sig på hele min krop, og som jeg enten må reagere på ved at give ham en ordentlig overhaling eller ved at lukke helt af for enhver hjerneaktivitet. For nej, min søde mandeven. I var ikke gravide. Og hvis du alligevel skulle være i tvivl, så kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

Har du i flere måneder haft vand i kroppen, ondt over det hele, halsbrand, brune plamager på huden, tabt dit hår og haft blå mærker på indersiden af maven? Har du skulle tisse hver femte minut, haft modbydelige plukkeveer, sovet ad helvedes til og taget 20 kilo på? Hvis du kun kan svare ja til det sidste af de spørgsmål, så har du med al sandsynlighed IKKE været gravid.

Begge mine graviditeter var rimelig op ad bakke, fordi jeg havde så mange plukkeveer, at jeg skulle ligge ned fra uge 25 for ikke at føde for tidligt. Og det er ikke fordi, at Mattias ikke også var meget påvirket af situationen. For han måtte jo passe mig og, under anden graviditet, også passe vores først fødte. Derudover stod han hovedsageligt for madlavning og andet praktisk arbejde i den periode. Så han var enormt involveret i mine graviditeter. Men det er langt fra det samme, som at han var gravid med mig.

For en ting er det fysiske pres, jeg var udsat for ved at ligge stille og have voldsomme plukkeveer (for ikke at tale om dødskvalme hele første trimester). Et andet er det psykiske pres, som de fleste gravide kvinder kan nikke genkendende til. For lige meget om man har en nem eller kompliceret graviditet, så ligger der et uhyggeligt stort ansvar på kvindens skuldre. Det er os, der skal skabe et sundt og raskt barn. Det er vores krop, der er på prøve, og som slutter i en 40 timers eksamen i form af en fuldstændig vanvittig fødsel. Vi er i en form for undtagelsestilstand, hvor vores krop ikke længere er vores, og hvor vi er ekstremt opmærksomme på ethvert tegn, der kunne indikere, at noget er galt. Det betyder, at mange af os er bekymrede og bange for, at vi ikke slår til. At vi ikke ”lykkes” som gravide. Og hvis man ikke er god til at lave børn, hvad er man så for en kvinde?? Det er selvfølgelig noget værre vrøvl, men ikke desto mindre reelle følelser, som mange af os kæmper med.

Dem slipper manden for. Lige meget hvor meget han skal lave mad og fylde opvaskeren, hente børn og binde snørebånd. Så skal han aldrig gennemleve det fysiske og psykiske helvede, som mange af os skal igennem.

Det er selvfølgelig ikke hans eget valg. For han har jo ikke valgt at være en mand, hører man nogen gange en sige. Og nej, det har han ikke. Så han burde egentlig bare sende en tak til sine kromosomer i stedet for at forsøge at tage kvindens byrde på sig. For selvom der også er masser af kvinder, der har en fuldstændig problemfri graviditet, og nogen der lige frem nyder det, så vil deres liv stadig være stærkt præget af, at de trak en livmoder i det store lotteri. På godt og ondt. Og sejren i at have gennemført en graviditet skal vi ikke dele med nogen. Heller ikke med farmand.