"Mine børns bonusmor har langt mere styr på tingene, end deres far og jeg har"

Skilsmissen – Jeg blev skilt i 2013 efter et forhold på 10 år, hvor vi var gift i fire af dem. Vi var simpelthen vokset fra hinanden. Derfor havde vi ikke de store konflikter, da vi blev skilt, men det var stadig svært, og man er nærmest ked af det i årevis efter. Men vi fokuserede hele tiden på, at det handlede om at gøre det, som fungerede bedst for vores to drenge.

– Derfor fejrer min eksmand og jeg også altid børnenes fødselsdage sammen. For når vi nu godt kan ses og være i samme rum, skal drengene da have deres forældre og bedsteforældre samlet under ét tag. Det er klart, at de første to fødselsdage var ret underlige. For pludselig sad vi begge med vores nye kærester. Men vi har holdt fast i det, og nu er det blevet ret hyggeligt. Det er også rart for mig at se min eksmands forældre, for det er jo mine børns bedsteforældre. Jeg ved også, at det er dejligt for mine forældre at se dem, for de har en relation til hinanden. Sådan er det med en skilsmisse, den breder sig som ringe i vandet. Men vi er jo stadig en familie på en eller anden måde, for børnene binder os sammen.

– Jeg ønsker også alt det bedste for min eksmand og hans nye kæreste, for hvorfor skulle jeg ikke det? I virkeligheden har deres bonusmor langt mere styr på tingene, end deres far og jeg har. Hun har altid styr på biblioteksbøger og aftaler i klassen, og hun har fuldstændig påtaget sig rollen som ekstra-mor. Det er klart, at jeg også skal gøre mig umage for at give plads. Der husker jeg på, at jo flere mennesker, der elsker mine børn, jo bedre. Og hun har gjort det helt vildt godt.

– Det kom til gengæld lidt som en overraskelse for mig, hvor travlt folk har. I en skilsmisse lærer man i den grad at være ligeglad med, hvad andre folk taler om, fordi de har så mange holdninger og gisninger om, hvad der er sket. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg blev nødt til at være ligeglad og melde mig ud af det. Så måtte jeg se, hvem der stod tilbage, når stormen havde lagt sig. For når folk ser en skilsmisse, ser de kun de måneder, den står på. Man vågner jo ikke op søndag morgen og siger ”Nå, skal vi prøve at blive skilt i dag?”. De ser kun toppen af isbjerget, for bruddet har stået på i årevis.

Et nyt forhold og en sammenbragt familie

– Jeg mødte min nye kæreste, Søren, kort tid efter, at jeg blev skilt. Og det blev meget hurtigt seriøst, så vi flyttede også hurtigt sammen. Set i bagklogskabens lys var det FOR hurtigt for børnene. Vi havde knap nok fundet vores ben at stå på efter vores skilsmisser og nye tilværelser som deleforældre. Udfordringen var også, at vi ikke havde noget sted at kigge hen. Når du flytter sammen, bliver gift og får børn, så ved du, at det er noget med, at man bor sammen og spiser aftensmad sammen. Men når du bliver en sammenbragt familie, skal du opfinde den dybe tallerken.

– Vi nåede at bo sammen i halvandet år, før vi sagde til hinanden: ”Okay, vi kan gøre det her bedre”. Søren brugte næsten to timer om dagen på at køre sine børn i skole i Søborg, hvor de oprindelig boede. Så hans børn var ikke i nærheden af deres venner, som mine var. Så vi besluttede, at vi ville gøre det, som passede til vores familie, for vi var jo ikke en kernefamilie, og lige meget om vi boede sammen eller ej, så blev vi det ikke. Så Søren flyttede tilbage til Søborg med sine børn.

– Det føltes unaturligt at flytte fra hinanden, for det er jo ikke det, man normalt gør, så hvad betyder det? Vores familier vidste slet ikke, hvad de skulle sige, for som regel, når folk flytter fra hinanden, er det et brud, og det var vi aldrig ude i. Vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle blive ved at være kærester.

– Vi kørte videre med den syv/syv-ordning, vi allerede havde med Sørens ekskone og min eksmand, men nu er det sådan, at hver anden uge er vi sammen som kærester, og hver anden uge bor vi hver for sig med hver vores børn. Styrken er, at vi altid ved, at vi ikke er sammen på grund af praktiske årsager, fordi vi jo netop ikke bor sammen, vi har intet fælles realkreditlån, vi har ingen børn sammen, og vi skal heller ikke have det. Vi er sammen, fordi vi vil. Samtidig kan man sige, at vi også skal kunne skændes uden at stå og kyle hinandens tøj ud af døren. Det er måske sket et par gange, men så ryger det ind igen.

Jul med og uden børn

– Fordi min eksmand og jeg har en syv/ syv-ordning, så har jeg hvert andet år børnene til jul og hver andet år til nytår. Det er meget simpelt. I år er det mig, der har børnene juleaften, og der plejer vi at holde det hjemme hos mine forældre, hvor det er en helt klassisk juleaften med alle de traditioner, der hører til. Søren og hans børn er naturligvis også med, for ligesom med ferier og fødselsdage holder vi alt sammen, selvom vi ikke bor sammen. Dagen efter tager mine børn som regel med deres far til Sverige, hvor han har et hus.

– Men jeg må indrømme, at hvis jeg ikke har børnene til jul og sidder til stor juleaften hos mine forældre, så synes jeg, at de mangler. Og sådan har jeg det også med nytår. Lige da jeg havde lært Søren at kende, og ingen af os havde vores børn til nytår, orkede jeg ikke rigtig at sidde sammen med andre familier og deres børn, for så tænker jeg kun: ”Hvor er mine børn henne?”. Så d. 31. december startede vi bilen og kørte til Berlin. Vi havde ingenting med og landede først klokken ti om aftenen, hvorefter vi gik ud, holdt nytår og tog hjem igen. Siden er det blevet tradition at tage til Berlin, når vi ikke har børnene til enten jul eller nytår. For hvis børnene ikke er der, gider jeg ikke lege juleaften, fordi jeg savner dem. Og så er det altså sjovere at savne børnene i Berlin. Det handler om at skabe nye traditioner, for juleaften uden børn bliver aldrig det samme.

– Vi kunne aldrig finde på at holde to juleaftener. Juleaften er d. 24. december. Børnene ved jo godt, at der ikke er to juleaftener, og jeg ville også synes, det var underligt. Når de har holdt jul hos far, så skal vi ikke lave en tro kopi hos mig. De vil også gerne have gaver hos mig, men det bliver ikke et bedre arrangement af, at vi leger, det er juleaften. Det er forældrenes behov. Og når mine børn holder juleaften hos deres far, er det ham, der sætter rammerne for, hvordan den juleaften skal være. Der nytter det ikke noget, at jeg synes, det skal være på en anden måde.

– Men det hele er jo ikke lyserødt. I den her uge glemte jeg f.eks. både astmamedicin til den yngste og den ældstes biblioteksbog. To dage på én uge måtte deres bonusmor skrive til mig. Der kunne de godt vælge at sige: ”Ej, nu må du lige tage dig sammen”, men det handler om tillid. For det er jo ikke noget, jeg gør med vilje for at gøre tingene besværlige. Og det gør de heller ikke, når de glemmer noget. Man må lægge fejlfinderiet på hylden. Jeg kunne da finde masser af fejl, hvis jeg ledte efter det, og det samme omvendt. Så kunne vi dyrke det, men det er der ikke nogen af os, som bliver lykkeligere af.

– Sjovt nok synes jeg, at deres far er kommet langt mere på banen nu, end da han var sammen med mig. Og jeg ved, at han tit fortæller børnene, at de har verdens bedste mor, og jeg siger, de har verdens bedste far. Der er en enorm tillid i, at vi synes, at den anden er en god forælder. Så må vi holde for os selv, hvad vi tager med fra den tid, hvor vi var kærester. For vi har jo meldt os ud af at være i et forhold.

– Jeg tror, at grunden til, det fungerer for os, er, at vi har valgt at få det til at fungere. Det kan godt være, at vi ikke var gode til at være gift, men så må vi være rigtig gode til at være skilt. Og man kan sige, at hvis alt var perfekt, var vi jo ikke blevet skilt.