Når baby skal i bad, er der mange ting at holde styr på. Her er gode råd til, hvordan du gør badet til en god oplevelse for den lille.
Hvis den lille stikker i et hyl, når numsen rammer vandoverfladen, så lad være med straks at hive hende op. Tal i stedet beroligende til hende, og vær rolig i dine bevægelser. Sig for eksempel ’der blev du godt nok forskrækket, men jeg skal nok passe godt på dig’, og gennemfør så din badeplan, også selv om det måske kun kommer til at vare to minutter. Selv om barnet ikke forstår ordene, kan hun mærke, at du har styr på det.
De første bade rummer gode muligheder for så småt at lære barnet at håndtere sine følelser. På et eller andet tidspunkt i processen vil barnet opleve ubehag – for eksempel når kroppen afkøles på vej op af vandet. Ved at bevare roen og tale til din baby, viser du hende, at du nok skal hjælpe hende over ubehaget, og at det slet ikke er så farligt.
Er I to om at bade den lille, så bestem jer for, hvem der kommunikerer med hende undervejs. Hvis I begge står og snakker til hende, kan hun blive forvirret og ked af det. Det giver tryghed for barnet at fokusere på én person.
Kilde: Louise Munk-Poulsen, privat sundhedsplejerske. Læs mere på dinsundhedspleje.dk. Kirsten Bork, Marte Meo terapeut. Læs mere på borkmartemeo.dk.
Faktaboks
Tips!
Babymassage er en god måde at varme op på, fordi din baby mærker sin krop.
Det er nemmere at kontrollere vandets temperatur, hvis du starter med at hælde koldt vand i badekarret og derefter varmt.
Hvis dit barn bruger sut, så hav en i nærheden. Den kan berolige, hvis badet er lidt overvældende.
Læg eventuelt en gummimåtte i bunden af badekarret, så din baby ikke glider rundt.
Var dit barn ikke så vild med badet, betyder det ikke, at hun ikke kommer til at nyde det på et tidspunkt.
Det er søde Frida på 6 måneder, der er model på billederne.
1. Vær forberedt
Det er en meget stimulerende oplevelse for det nyfødte barn, når kroppen bliver omsluttet af vand. Mange børn nyder det, men oplevelsen kan pludselig blive for meget, og så gælder det om at være klar. Gør derfor dig selv den tjeneste at have håndklæde, ble og tøj parat i nærheden af badet, så du hurtigt kan svøbe barnet i håndklædet, så hun ikke bliver kold. Hvis din baby har arp, så hav en tættekam klar, og kæm hende, mens håret er vådt.