Føde hjemme

Ulla fødte på badeværelset

Det var et held, at storebror Mads’ dagplejemor kom forbi for at hente ham. Hun måtte træde til som jordemor, da Ulla fødte Mads’ lillesøster på badeværelsesgulvet.

Faktaboks

NAVN: Ulla Kjær Petersen

ALDER: 33 år

STATUS: Gift med John

BOPÆL: Brenderup, Fyn

HVOR MEGET TOG DU PÅ UNDER GRAVIDITETEN?

17 kilo

HVOR LÆNGE HAVDE DU VEER?

1 time

HVOR LÆNGE AMMEDE DU?

Jeg ammer endnu

Min anden graviditet begyndte, som første gang, med opkast og voldsom kvalme, men efter tre måneder var det heldigvis overstået. Så begyndte halsbrand og mange smerter i bækkenet, især omkring lænden. Jeg tog 17 kilo på – syv mere end første gang. Og desværre nåede jeg ikke så meget barsel inden fødslen, for Maja kom til verden ni dage før termin.

Dagen før, det gik i gang, var jeg oppe at tisse et par gange mere om natten, end jeg plejede. Min mand var på natarbejde i Kalundborg, halvanden times kørsel fra vores bopæl. Han ville komme hjem næste dag om eftermiddagen for at blive hjemme indtil fødslen. Min første fødsel gik rimelig hurtigt, så vi vidste, at når jeg begyndte at få veer, skulle vi gøre os klar til at køre mod sygehuset. Men vi var ikke lige forberedte på, at jeg ville føde ni dage før termin.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Wilma kom ud, da solen stod op

Godmorgen – jeg skal føde!

Jeg stod op klokken seks, da jeg var begyndt at have det lidt underligt i maven. Jeg gik i bad og fik tøj på og ringede til John klokken 6.45 og sagde til ham, at jeg troede, det ville ske i dag, så han måtte hellere køre mod Fyn.

Så begyndte det at gøre temmelig ondt. Min søn, Mads på toethalvt, stod selv op ved syvtiden og blev sat foran fjernsynet for at se tegnefilm. Jeg var efterhånden temmelig bekymret for, hvad jeg skulle stille op med Mads, for nu begyndte jeg at have rigtig ondt. Det var ikke rigtige veer endnu, jeg havde bare sådan en underlig fornemmelse i maven og begyndte at få det mere og mere dårligt.

Vandet var ikke gået, men jeg fandt senere ud af, at det må være sivet i løbet af natten, hvor jeg var oppe at tisse flere gange.

Jeg ringede til John, som kunne fornemme, at vi blev nødt til at få nogen til at hente Mads. Det kunne ikke vente, til han kom hjem, så han besluttede at ringe til Rikke, Mads’ dagplejemor, og høre, om hun kunne komme og hente Mads, da jeg ikke var i stand til selv at køre ham derhen. Der var ikke andre, vi kunne ringe til, da bedsteforældre og den øvrige familie alle bor cirka en time væk.

Klokken otte kom Rikke gående med de andre dagplejebørn i barnevognen, fik Mads i tøjet og gav ham noget morgenmad, mens de andre børn legede. Hun spurgte, om hun skulle skynde sig at gå igen eller vente, til John kom. Jeg ville gerne have, at hun ventede. Mens John stadig var på vej, kunne jeg mærke, at fødslen var i gang, så Rikke ringede 112, og da hun havde snakket med dem og kom ud til mig på badeværelset, kunne hun se, at hovedet var ude.

Jeg kom ned på alle fire, Rikke fik et håndklæde under mig, jeg pressede en enkelt gang, og så blev Maja født – klokken 8.30!

En stjerne er født

Min fødsel: "Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang"

Smerter efter fødslen

Turen i ambulancen gik fint. Jeg var helt rundt på gulvet, men falckmanden var vældig rar og snakkede hele tiden. Da vi kom til sygehuset, skulle jeg tjekkes, moderkagen skulle ud, og jeg skulle sys. Alt dette var langt mere smertefuldt end selve fødslen.

Efter kort tid kom John også ud på sygehuset. Maja blev vejet og målt, vi fik toast med flag i, fik ringet til bedsteforældrene og blev herefter kørt op på barselsgangen, da de skulle beholde mig i et par dage. John kørte senere hjem for at hente Mads, og om aftenen kom de ud og besøgte os.

Maja blev født en onsdag, og om fredagen lige over middag kørte vi hjem fra sygehuset. Da vi havde været hjemme i et kvarter, kom der en fotograf fra Fyens Stiftstidende og lidt efter en journalist. Allerede næste dag var der en fin artikel i avisen, og Maja var på forsiden. Andre havde hørt om fødslen på tekst tv og på TV2 News.

I dag er Maja en rigtig glad og dejlig pige. Storebror Mads er en stolt og god storebror. Snart skal Maja begynde i dagpleje, og selvfølgelig skal hun passes af Rikke, som bød hende velkommen til verden.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: På den trettende ve fødte jeg Birthe

LÆS OGSÅ: Månedens fødsel: Dramatisk fødsel i Holland

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Hun måtte tilkalde en læge, da jeg var bristet"