Nakkefoldsscanning eller ej?
Mange gravide får lavet en ultralydsscanning af fostret, men de færreste ved præcist, hvad de tredimensionelle gengivelser af babyen egentlig kan fortælle. Bliv klogere her, og overvej de mulige konsekvenser af lægens besked.
For nogle er den et hyggeligt goddag til det ufødte barn. For andre en skræmmende oplevelse på grund af mistanke om handicap. Og for atter andre en – måske falsk – tryghed om alt vel fra fosterfronten.
I dag vælger de fleste gravide at få foretaget en nakkefoldsscanning af deres ufødte barn. Det kan være en fin idé, men du bør gøre dig nogle overvejelser inden.
Nakkefolden måles
Nakkefoldsscanningen foretages på hospitalet mellem 11. og 13. uge af graviditeten. Din læge fortæller dig ved første graviditetsundersøgelse, hvordan du bestiller tid. Som navnet antyder, måler man ved scanningen fostrets nakkefold.
En fortykket nakkefold kan nemlig være tegn på, at barnet lider af Downs syndrom, altså at det er mongol.
Scanningen alene gør det dog ikke. Før du møder til scanning, har du fået taget en blodprøve – en doubletest. På basis af nakkefoldens tykkelse, doubletesten og din alder udregner man så en risikovurdering.
Hvis risikoen er 1:250 eller højere, vil du få tilbudt en moderkageprøve. Den vil med sikkerhed vise, om barnet er mongol. Det tilbud får cirka en ud af 20 kvinder. Af dem får de fleste at vide, at der ikke er noget galt med fostret.
Nakkefoldsscanningen foregår som regel uden på maven, men hvis barnet ligger meget dybt, kan det være nødvendigt at scanne dig gennem skeden. Det sker dog sjældent. På en skærm vil du kunne se fostret, som på det tidspunkt er cirka fire cm langt. Scanningen tager højst en halv time og er helt ufarlig.
LÆS OGSÅ: Sådan skjuler du din graviditet – til du selv er klar til at fortælle om den
LÆS OGSÅ: Graviditet: Overlevelsesguide til første trimester
