Nybagt mor: ”Jeg isolerede mig mere og mere, for hvem gider have besøg af et barn, der bare skriger?”

 Elisa tog kontakt til Vores Børn for at dele sin beretning med andre mødre. I sin mail til os skrev hun:

”Vi lever i en tid, hvor vi har travlt med at fremlægge vores liv så rosenrødt som muligt på de sociale medier. Netværket omkring børn og mødre er stort på især Instagram. Jeg har skrevet min beretning til glæde og trøst for mange af de mødre, som tror de sidder alene med et utrøsteligt barn. De mødre, som ikke bliver overvældet af kærlighed og moderskab med det samme, de møder deres nyfødte barn. De mødre, som tror, det er tabu at have lyst til at kaste sit spædbarn ud af vinduet. De mødre, som ikke kan se lys for enden af en tunnel fyldt med babygråd og lortebleer.”  

Her er Elisas egen beretning om at blive mor:

To streger – allerede?

Det er tidlig morgen, søndag d. 8. Maj 2016, Mors dag. Jeg står med en positiv test, åben mund og et galoperende hjerte. 

23 år gammel, gift på andet år, gode jobs, eget hus – selvfølgelig skulle p-pillerne trækkes ud af ligningen i februar.

Pludselig skulle vi forholde os til lægebesøg, jordemoderbesøg, scanninger, eventuelle misdannelser, valg af navn, familiens reaktion osv. Men vi er så klar til at elske og overøse det barn med alt den kærlighed vi indeholder, uanset udfaldet af diverse test og scanninger.

Jeg har en problemfri graviditet. Jeg har ikke en eneste sygetime fra mit arbejde som butiksbestyrer. Jeg træner sågar også jævnligt i fitnesscenteret. Jeg er af sted til træning sidste gang, da jeg er omkring 40+3. Jeg er stolt og ynder gerne at bruse ud om min nemme graviditet. Min krop elsker at være gravid og mit ego elsker min nye identitet som ”den gravide”. Min Instagram bliver fyldt til randen med gravidfotos, og alting handler om maven. Jeg er vild med at være gravid, og jeg har en hel klar forestilling om, hvordan min fødsel skal forløbe.

Jeg er sikker på, at mit vand går spontant et par dage inden termin, og at min søn er ude i løbet af nogle timer herefter, jeg er sikker på, at det nok skal gå nemt. Jeg drømmer om at komme i fødekar. Jeg forventer en kort pressefase med effektive presseveer og en lille bristning. At min moderkage bliver født af sig selv, og at jeg ikke mister en masse blod. Jeg drømmer om at få min søn op til mig på min mave for første gang, og at han søger hen til mit bryst, at jeg ligger og nyder ham, imens han spiser for første gang, kigger på ham, elsker ham uendeligt. Jeg drømmer om den følelse, der skal gennemstrømme min krop, når jeg ser ham første gang. Jeg drømmer om at holde min baby, vugge ham i søvn i mine arme, trøste ham når han græder, synge for ham når han er urolig. Jeg drømmer om glade stunder ved puslebordet, hyggelige natamninger og alle de fantastiske stunder, der følger med et spædbarn.

Det skulle vise sig, at alle mine drømme snart skulle rives fuldstændig fra hinanden og min psyke, mit ægteskab, min tålmodighed og mit ego skulle sættes på den største prøve hidtil!

LÆS OGSÅ: Fødselsberetning: På trettende ve fødte jeg

Nej tak til igangsættelse

Da terminsdatoen bliver overskredet, føler jeg mig snydt og bedraget! Lægen lovede, at jeg skulle føde d. 14. januar. Senest! Gjorde han ikke? Efter en mislykket hindeløsning 40+3 og igen 41+4, bliver jeg tilbudt igangsættelse 41+5, men alle scanninger og undersøgelser viser en baby i stor trivsel, så jeg kan ikke forsvare at igangsætte den her fødsel medicinsk. Jeg har hele tiden været så sikker på, at min krop var skabt til det her, så jeg giver den endnu en chance for at klare det selv. Jordmoderne er uforstående men accepterer, at jeg dag efter dag siger nej tak.

Veerne starter to dage før jeg føder. Jeg sover ikke i to hele nætter. Jeg vandrer hvileløst rundt, tager brusebad, hopper på pilatesbold, prøver at time mine uregelmæssige veer. Jeg tror faktisk, at jeg har rigtige veer, men jeg bliver klogere.

Til tjek d. 29. januar, klokken 09.00, 42+1. Endelig er jeg begyndt at åbne mig! Min mand og jeg bliver indlogeret på fødestuen. SÅDAN! Endelig! Nu er jeg her, nu kommer han!

Da morskab blev til moderskab

Men hey, er jeg klar til det her? Jeg har ikke sovet i to døgn, og nu står jeg overfor et maraton af dimensioner. Der er ingen vej tilbage, den baby skal bare ud nu!

Jeg bliver koblet på vedrop, får elektroder sat op på babyen og har vetæller på under hele seancen. Det betyder, at jeg er fuldstændig låst til sengen, som jeg desuden ikke kan ligge i, fordi jeg har ondt. Intet fødekar til mig. Jeg sidder på min flade røv og tager alle veerne som aldrig bliver regelmæssige. Jeg hader det her. Det gør ondt, og jeg vil bare gerne sove.

Jordemoderen forsikrer mig om, at jeg ikke kan dø af det, da jeg stiller hende spørgsmålet. Jeg er dog helt overbevist om noget andet.

Ni timer senere og midt i jordemoderens aftensmad, begynder jeg at få pressetrang. Sådan, tre pres og så er han ude, ikke? Jeg har presseveer i over en time men ud, det kommer han til sidst. Han kommer op på mit bryst, og ligger der i max tre minutter, før han bliver taget, fordi han ”knirker”. A’hvabeha’r? Barnet på 4.260 gram og hans far forsvinder ud af stuen og op på neonatal-afdelingen.

Tilbage ligger jeg, fuldstændig afkræftet med en moderkage, der ikke vil ud og fire læger/sygeplejersker/jordmødre over mig. Jordemoderen har netop ringet og bedt om klargørelse til at operere moderkagen ud, da jeg føder den i squat stilling på gulvet. Hurra. Jeg konsumerer en tiltrængt KitKat, alt imens Jordemoderen syer mig i skridtet.

Lille bristning. Stort blodtab. Et barn på antibiotikakur. Han kommer hurtigt til hægterne og efter to (lange) dage må vi tage hjem.  

LÆS OGSÅ: Fødselsberetning: I pressefasen måtte jeg droppe al forfængelighed

Et nyt kapitel

Alting ligner sig selv herhjemme, men alting er forandret. Alt er parat, vuggen er samlet, tøjet er vasket, værelset står knivskarpt, sengen er redt, puslepladsen indrettet, højstolen på plads, bamserne stillet frem, barnevognen pudset, pusletasken støvet af og ammepuden fundet frem. Alting hedder Odder, Stokke, Malene Birger, Cam Cam, Done By Deer, osv. Der er INGEN smalle steder – intet er godt nok til min baby! Det skal jo også se godt ud på Instagram! Men jeg må snart erkende, at en grædende baby ikke ser godt ud på Instagram.

Når babyen sover, tager jeg mig tid til at beundre den lille gut. Se, den lille tut, hvor er han sød og fredelig. 10 fingre, 10 tæer, to øjne, to arme, to ben, en næse og en mund – perfekt! Iiih hvor jeg elsker ham, gør jeg ikke?   

Hvem har glemt sin baby?

Jeg har enormt svært ved at knytte mig til mit barn. Hver gang jeg hører ham henne fra vuggen, eller kigger på ham, tænker jeg: ”Hvem har glemt sit barn? Og kommer de ikke snart og henter det?”. Jeg føler ikke, at det er mit barn. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at aflæse hans signaler og opfylde hans behov, for uanset hvad jeg føler nu, så vil jeg gøre det her så godt, som jeg overhovedet kan.

Jeg går i de første par dage og venter lidt på at få den famøse tudetur. Den, hvor man bliver så overvældet af følelser og kærlighed på tredjedagen som mor. Der, hvor man bare græder uden egentlig grund. Jeg får ikke følelsen. Den første gang jeg græder efter fødslen, er sammen med barnet i et af hans ustyrligt hysteriske grådanfald.

Første dag på barsel uden farmand. Jeg skyder et billede til Instagram. En selfie med en kop caffe latte (i Royal Copenhagen krus) i hånden, makeup i et nyvasket ansigt og baby sovende sødt i vuggen bag mig. Det ser idyllisk ud, ikke? Det er det ikke. Lige i de her dage begynder det at blive rigtig udfordrende. Han græder, når jeg står, han græder, når jeg går, han græder, når han bliver skiftet, han græder, imens han spiser, han græder sågar også, imens han sover.

Jeg er en frustreret og træt mor, der ikke kan tilfredsstille sit barn. Hvad pokker gør jeg forkert? Jeg isolerer mig mere og mere, for hvem gider have besøg af et barn der bare skriger?

Amningen fungerer egentligt helt okay lige indtil en dag, hvor han bliver hysterisk. Han vil spise, og så vil han ikke spise. Og så starter bekymringerne! Har jeg mælk nok? Er der næring nok i? Kommer det ud for hurtigt? Sutter han forkert? Barnet har ligget langt over alle vægtkurver lige fra starten, så jeg kan ligeså godt spare mig selv for alle de bekymringer. Ja, jeg har hørt om appetitspring – men i 14 dage ad gangen?

Jeg er ved at være udkørt. Halvanden måned med natteroderi. Sidst, jeg sov mere end tre timer i streg, var tre dage inden, jeg fødte. ”Du skal sove når barnet sover”. Ja, flot! Ikke skide nemt, når man skal hen og vugge og give sut konsekvent hvert 10. minut, og barnet vil feste i 2-3 timer hver nat.

LÆS OGSÅ: arselsgæster: 10 formanende råd til dig, der skal på barselsbesøg

Internettet – min værste ven

Hvornår får jeg et smil? Hvornår begynder alt det her hårde arbejde at betale sig af? Giv mig nu noget reelt feedback, baby!

Jeg bruger alt for lidt tid på at kigge på og observere min baby, og alt for meget tid på at Google hans symptomer. Og vi kender det jo alle sammen. Pludselig fejler man 317 forskellige ting, fordi man Googler ”hovedpine”.

Først er jeg overbevist om, at min baby har mavekneb. Det står alle steder på nettet. Er din baby 0-3 måneder og græder, så har den mavekneb aka kolik. I gang med zoneterapi, diverse dråber, cykle med benene osv. Intet hjælper.

Åh, han har da en nedgroet tånegl, det er da nok den, der gør ham ulykkelig! Neglen går i orden i løbet af de næste par dage. Men baby er stadig ked af det.

Nå, hvad er det så, der gør min baby ulykkelig? Nettet fortæller mig, at mange spædbørn bliver låst i nakke og ryg ved fødslen. Nå, af sted til kiropraktor. Hun fortæller os, at han rigtig nok er lidt spændt i den ene side af nakken. Men kiropraktorbehandlingerne ændrer ikke noget ved hans humør, og han er stadig lige så humørsyg som en præmenstruel teenager.

Nogle af pigerne i min Facebook-terminsgruppe begynder at skrive om silent refluks. Hvad er det? Google, google, google. Nåårh, jamen det kan da være, det er det han fejler! Så hans seng og vugge bliver klodset op med bøger under madrassen i hovedgærdet – det er for at forhindre maden i at komme retur i spiserøret. Det hjælper intet.

Jeg har så svært ved at aflæse mit barn i forvejen, og nu har jeg spildt dyrebar ”lær dit barn at kende”-tid med at sidde og Google i stedet for at prøve at afkode mit barn. Så nu må jeg erkende, at det med at bruge den første tid, ALT den første tid, med baby, er virkelig vigtigt. Google kender ikke mit barn, og hvad der har virket for andre, virker ikke nødvendigvis for os.

De første mor-fornemmelser

Barnet bliver efter et par måneder døbt Malte. Han bliver mere og mere bevidst, og de første helt bevidste smil begynder at vise sig på hans læber. De er SÅ dyrebare, og jeg gemmer hvert og et helt ind i mit hjerte, for det er dem, der holder mig oppe, når jeg har lyst til at kaste ham ud af vinduet. For der er virkelig perioder, hvor jeg ville ønske, han ikke var blevet født. Det er hårdt, ja, men sådan har jeg det til tider. Jeg begynder at få sympati med de kolik-mødre, der slår deres spædbørn ihjel i ren afmagt.

En dag Malte er omkring to måneder, lægger jeg ham ned i sit aktivitetscenter. Jeg lægger ham med en vis skepsis, men jeg bliver nødt til at give det en chance. Han græder ikke. Så langt så godt. Se skat, her er legetøj, hvad siger du til det? Det er okay? Han smiler, hey! Han smiler! Til mig, til vinduet, til legetøjet. Jeg iagttager ham. Nu mærker jeg det! Følelserne. De kommer nu. Jeg bliver overvældet. Det lykkedes! Jeg er mor, mor til det her lille glade barn. Jeg skal være der for ham resten af mit liv. Vise ham hele verden, sten for sten. Jeg skal puste og kysse når han slår sig, jeg skal svare på alle hans spørgsmål, jeg skal lære ham alt, hvad jeg ved, jeg skal forme og skabe en person. Alt hvad jeg putter ind i hovedet på det her menneske skaber et selvstændigt individ. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at min søn skal lykkes som menneske. Jeg græder. Jeg kan slet ikke indeholde alle de her følelser. Jeg når lige at fortælle ham hvor højt jeg elsker ham, inden han igen bryder ud i gråd.

Fra koliksymptomer til ønskebaby

Jeg har siden fødslen forsøgt at være ærlig omkring livet herhjemme og livet som nybagt mor – også på de sociale medier. En dag skriver en af mine følgere under et af mine ”Malte græder igen”-opslag og foreslår, at jeg tager til kranio sakral-terapeut. Kranio-hva’ for en fisk? Nu har vi efterhånden prøvet alt, så hvorfor ikke. Nu skulle man jo tro, at jeg søgte nettet tyndt for informationer omkring kranio sakral-terapi, men underligt nok, så er det faktisk noget af det eneste, jeg ikke undersøger noget om. Jeg vurderer bagefter, at det nok var meget godt, da jeg helt sikkert ikke var taget af sted, hvis jeg havde læst om metoderne.

Tre behandlinger og 1.500 kroner senere begynder jeg at se resultatet af, hvad jeg synes lignede hokus pokus og håndspålæggelse. Hvad end den kranio sakral-terapeut gjorde, så virkede det. Eller også voksede Malte fra gråden i mellemtiden.

Da barsel blev sjovt

Det er som om, at han har et overskud nu, som han manglede før. Nu kan han magte verden. Han kan håndtere alle de indtryk, som jeg kunne se, han gerne ville før. Han har altid været meget vågen og opmærksom, men nu kan han rent faktisk kapere det inde i sit hoved. Der er ikke noget, der forstyrrer ham i at være glad og nysgerrig.

Nu har jeg lyst til at tage ud. Tage med til arrangementer og vise min søn frem. Han er stadig ikke en lydløs baby, han har temperament. Men nu græder han ikke uden grund!

Malte nærmer sig de fire måneder, og hans far får lokket det første rigtige grin ud af ham. Det er det største! Jeg er så glad og stolt og rørt. Vi pludrer, griner, læser bøger, synger sange, ligger på maven og snakker sammen. Jeg elsker at være sammen med Malte og hjælpe ham med at tilegne sig nye egenskaber. Den her tid er så gylden, for han udvikler sig med lynets hast. Det er som om, at han hver dag udvikler en ny evne, og han omfavner og imødekommer sine nye kundskaber så godt, og han elsker at lære nyt. Sommetider sitrer hele hans krop i desperation på at kunne bevæge sig på måder, som han ikke har lært endnu. Han er så klar til at udforske hele verden. 

Før var jeg lettet, når nogen ville tage sig af mit grædende barn, nu længes alle mine instinkter efter at trøste ham, når han er ked af det. For det ved jeg, at jeg kan nu! Og hver gang det lykkes, føler jeg succes. Jeg føler, at jeg er lykkedes som mor, for jeg kan trøste og tilfredsstille mit barn.

Jeg har fundet mig selv i min nye rolle. Jeg accepterer min nye identitet. Jeg har det helt okay med at være på barsel, hvor jeg før var desperat efter at komme på arbejde igen. Følelsen af glæde og lykke strømmer nu og da igennem min krop. Når jeg står og kigger på min søn i mens han sover, holder ham i hans små hænder, så han kan finde ro, kan jeg stadig ikke fatte, at dette lille vidunder er mit værk. Vores værk. Nu græder jeg ikke længere af frustration, men af glæde. 

LÆS OGSÅ: olik: Albert græd 10 timer i døgnet

LÆS OGSÅ: Lær at tyde din babys gråd

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd