Single-mor: "Det ene øjeblik skrev jeg frække beskeder, det næste børstede jeg tænder på min syvårige"

Da skilsmissekortet først var blevet luftet, var der ingen vej tilbage. Som årene var gået, var kærligheden visnet bort i lusekure, kompromiser og hente-bringe-praktik, og en ny tilværelse med delebørn og separate boliger nu en realitet.

"Vi gik i parterapi i flere år for at se, om vi kunne gøre noget for at reparere forholdet, men inderst inde vidste jeg godt, vi ikke var gode for hinanden længere. Det var en drønhård beslutning på den måde at bryde en familie op," fortæller Anne Zenon om skilsmissen fra sin eksmand og faren til hendes to tvillingedøtre, som hun var sammen med i 14 år.

Men ulig mange andre nyskilte lå Anne Zenon ikke i fosterstilling i tiden efter bruddet. Den nye 9/5-deleordningen frigav tid til tiltrængt egopleje for første gang, siden tvillingepigerne Victoria og Babette var blevet født syv år tidligere. Ni dage som ottearmet fuldtidsmor blev afløst af fem dages pirrende tag-selv-buffet i Singleland med rødvinsbranderter, byture og sex i lange baner.

"Det var helt vildt at blive single. Jeg havde slet ikke forudset, at jeg ville få en ny ungdom på den måde. Det føles forbudt at sige det, men det var ret fantastisk, og på mange måder nød jeg friheden – nok også fordi jeg allerede havde fundet sammen med min eksmand som 18-årig, så jeg var blevet meget hurtig voksen."

Men det var også kaotisk at gå fra det ene til det andet. Det var så stort et sceneskift. Når dagen for børnenes ankomst nærmede sig, måtte jeg rydde bordene for rødvinsglas og fylde køleskabet med leverpostej, rugbrød og agurk, husker hun.

En route til Kneppeøen

De første mange gange, der var skiftedag, var Anne Zenon overbevist om, at hendes hjerte skulle gå itu i det øjeblik, døtrene trådte ud over dørtærsklen. Men snart blev tomrum til frirum. De børnefri dage var renset for madpakkesmøring, ballettimer og godnatlæsning, og hvad skal en småbørnsmor så få sådan en hverdagsaften til at gå med?

Anne Zenon begyndte at fræse i byen med et par fraskilte veninder, og med ét forvandlede småbørnsmoren sig til en forførende femme fatale.

"Jeg nåede faktisk til et punkt, hvor jeg fandt fred med, at pigerne skulle over til deres far og glædede mig til at komme ud og feste, men jeg havde det også dårligt over at have det sådan. Det var en tid, hvor jeg kom virkelig tæt på mine veninder, hvor jeg festede, datede og lod mig forelske", fortæller hun.

Evnen til at flirte genfandt hun i det samme, hun stak i et par stiletter, og det krævede ikke mange barbesøg at finde kærligheden på ny. Efter et par intense samtaler med en venindes ven over en fadøl eller to stod alle sluser på vid gab. Manden foran hende havde en nærmest magnetisk effekt på hende, og hun lod panseret falde. De to indledte et lidenskabeligt forhold.

"Det var voldsomt svært at være så stormende forelsket oveni en 9/5 ordning. Det var forbundet med stort savn og stor frustration. Jeg havde svært ved ikke at skulle se ham i ni dage, det føltes meget uoverkommeligt," fortæller Anne Zenon om at jonglere både moderskab og nyforelskelse.

For en 9/5 ordning tager ikke hensyn til mors eskapader. Ni ud af fjorten dage er der stadig børn, der skal puttes, skoletasker, der skal pakkes, og vinterstøvler, der skal købes. Men med forelskelsen blev det pludselig svært at holde de to verdener adskilt.

"Det er, som om man er to mennesker på samme tid, når man kan stå der og være forelsket og pjattet, tænke på sex og skrive frække beskeder, og det næste øjeblik børster man tænder på sin syvårige. Det kunne godt være svært at holde fokus på tandbørstningen, når han sendte søde sms’er. “Mor skal lige tjekke sin telefon”."

"Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det her er forkert. Jeg var jo også blevet skilt fra deres far, så jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at være forelsket."

Men det var hun. Helt og aldeles."

Nøjagtigt ligesom hovedpersonen, den nyskilte småbørnsmor Kathrine, i Anne Zenons nye digtroman “Ikke noget at tale om”, der et stykke hen ad vejen tager udgangspunkt i forfatterens eget liv. For eksempel har cykelturene ud til Kneppeøen, som Amager bliver døbt i romanen, hold i virkeligheden.

"Når jeg cyklede over Langebro, var det med et stort, lallet smil, for nu skulle jeg bare ud og have noget god sex og en dejlig weekend. Det var magisk at vågne op søndag morgen og ikke skulle noget. Der var ikke nogen, der kaldte på mig, og jeg kunne sove så længe, jeg ville. Jeg følte en blanding af vild frihed og egoisme, men samtidig var jeg også meget bevidst om, at noget andet endegyldigt var forsvundet. Vores lille familiesymbiose. Så jeg vågnede også op og følte mig tom af og til," forklarer Anne Zenon.

Point på egokontoen

Det begivenhedsrige datingliv fyldte en del og trak spor ind i de dage, Victoria og Babette boede hjemme hos deres mor. Hver uge kom singleveninden Stine til aftensmad, så de to kunne samle op på den seneste uges knaldehistorik.

"Sommetider råbte pigerne inde fra værelset: “Kommer du ikke, mor?” “Ja, ja, mor skal lige høre den her historie færdig.” “Kom nu, er du ikke snart færdig med at snakke med Stine?” Vi lå og skraldgrinede og snakkede hele aftenen," fortæller Anne Zenon og medgiver, at hun til tider var lige lovlig fjern, når pigerne søgte hendes opmærksomhed, men at det også var en tid med ekstra meget glæde og latter.

"Indimellem var jeg nok lidt fraværende, når jeg sad og fniste ned i min telefon. Når jeg skulle putte børn og hørte den der magiske sms-lyd, vandrede mine tanker straks væk fra Harry Potter. Men al den energi gjorde mig også til en mere skør og sjov mor."

"Pigerne og jeg begyndte at grine og pjatte meget mere. Det, at jeg gik til fest og var mere sammen med mine veninder, smittede af. Jeg var simpelthen mere glad, og det gjorde, at jeg indimellem var bedre til at slippe pligterne og være skør og barnlig."

Det føltes godt at sætte egoet først af og til og leve mere lystbetonet end pligtstyret. Uden tanke på hvad der forventes af en fraskilt småbørnsmor. Man skal ikke have dårlig samvittighed over også at ville leve et indholdsrigt og levende voksenliv, selvom man er mor, mener Anne Zenon. Mor har også brug for at sætte point ind på egokontoen fra tid til anden. 

"Engang fik jeg en veninde til at passe pigerne, så jeg kunne tilbringe natten hos min kæreste og nå hjem, inden de vågnede. Næste morgen kom jeg hjem efter at have dyrket sex hele natten og haft kærestetid, tog et brusebad, og så var jeg mor igen. Det var skørt, for sådan er en mor jo bare ikke. Det er lidt tabubelagt at dyrke sine egne behov, når man er mor."

Mor med hjertesorg

Efter otte måneder var den indledende rus drevet over, og fremtidsudsigterne begyndt at rumstere i baghovedet. Men transitionen fra bollevenner til bofæller med sammenbragte børn skulle vise sig at blive for stor en mundfuld.

"Jeg blev meget hurtigt forelsket i ham, og set i bakspejlet gav jeg nok ikke mig selv lov til lige at sunde mig og lande efter skilsmissen. Jeg var meget optaget af at blive en del af et nyt parforhold. At kopiere det, jeg kom fra. Han skulle være min nye mand."

"Ret hurtigt foreslog jeg, at vi skulle se hinandens børn, for så kunne vi jo ses meget mere. Jeg begyndte allerede at tænke over, hvor vi skulle bo henne og sådan nogle ting. Det var bare alt, alt for hurtigt."

Kort efter kom dødsstødet. Anne Zenon blev forladt. Flirten hev underbukserne op omkring anklerne i en vis fart og satte i sprint. Langt væk fra villavej og fællesøkonomi.

"Det gav mig en form for dobbeltsorg oven på skilsmissen, for jeg var meget forelsket i ham. Jeg har aldrig nogensinde ville have nogen så meget, som jeg ville have ham. Jeg kunne slet ikke undvære ham og kunne slet, slet ikke forstå, hvordan han kunne forlade det, vi havde sammen."

LÆS OGSÅ: Klumme: Min ven Rasmus forlod sin kone gennem 15 år, da hendes bryster begyndte at hænge

"Det var en voldsom tomhedsfornemmelse. Hvordan kunne han gå fra noget, der var så fantastisk? Jeg var helt rundt på gulvet. Heldigvis var mine veninder der for mig. Jeg havde altid grint lidt af dem, når de talte om en ny flirt, der ikke svarede på deres sms’er, men pludselig var det mig, der var på glatis."

"Jeg kunne slet ikke navigere i det og stoppede med at spise – jeg var virkelig i krise. Men kriser har det også med at bringe selvindsigt og andet godt med sig. Vejen dertil er bare ikke altid lige smuk. Det er også det, min bog handler om," fortæller Anne Zenon.

Men en mor med hjertesorg kan ikke bare bure sig inde med Netflix og kleenex i ugevis. Hun har fortsat forpligtelser, og så må tårerne vente med at få frit løb.

"Jeg har en stærk overlevelsesevne, jeg kan tage en maske på, og så kan jeg klare hvad som helst. Når pigerne var der, måtte jeg parkere sorgen og klare mig igennem dagene. Jeg kender til at pakke følelserne godt væk – ligesom hovedpersonen Kathrine i min bog – det var simpelthen nødvendigt i den situation."

"Pigerne skulle ikke forholde sig til mine hjertesorger over en mand, de aldrig havde hverken mødt eller hørt om. Men jeg tudede nok lidt mere end normalt, når vi så sørgelige film i weekenden," slår hun fast.

Det kan måske lyde besynderligt, at sorgen over at miste en weekendkæreste kan trumfe sorgen over en skilsmisse, men ifølge Anne Zenon hænger det sammen med, at ægteskabet allerede hang i laser.

"Min eksmand og jeg elskede hinanden, men skilsmissen var også et farvel til mange dårlige dynamikker og begyndelsen på noget nyt og godt. Sorgen og smerten over at miste min kæreste var nok så stærk, fordi vores relation var renset for hverdag og praktik. Jeg havde stadig alle drømmene og forestillingerne, som han pludselig tog fra mig, siger hun og fortæller, at forelskelsen var større end noget andet, hun før havde prøvet."

"Jeg var ked af det på en helt ny måde, hvor jeg følte mig fortabt. Jeg gik tilbage til ham fire gange, fordi han godt ville lidt alligevel. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville gøre, men jeg var så vild med ham. Jeg var overrasket over, hvor meget jeg var villig til at gå på kompromis med mig selv. Jeg følte mig helt ude af kontrol og var nødt til at genvinde styringen i mit liv."

LÆS OGSÅ: Klumme: Kan man være en god mor uden at føle sig ægte voksen?

Ingen mænd i kikkerten

Siden da er hjertet helet og knust igen. Hun har både giftet sig på ny, fået en søn og føjet endnu et forlist ægteskab til bagkataloget. Tvillingerne er nu blevet så store, at de er flyttet hjemmefra, mens sønnen, Elliot, bor skiftevis hos sin mor og far. Her på den anden side af skilsmisse numero dos tager Anne Zenon en timeout fra tosomheden.

"Jeg tror, det er rigtigt sundt for mig at prøve at stå på egne ben. Du kommer sindssygt meget i kontakt med dig selv, når du er alene. Der er ikke det der “vi”, som forstyrrer. Min første eksmand og jeg var groet sammen på en måde, hvor det var svært at afgøre, hvor den ene begyndte og den anden sluttede."

"Vi var en klassisk familiefabrik, der knoklede derudaf og fik tingene til at ske sammen, mens ungerne stod som kronjuveler i midten. Med årene tabte vi hinanden, fordi vi indgik så mange kompromiser, at ingen af os til sidst var glade."

"Så lige nu skal jeg helt sikkert ikke have en fast kæreste, nu skal jeg bare prøve at være alene og nyde det. Det er ikke, fordi mænd er bandlyst, de skal bare ikke blive hængende, siger hun og lader blikket vandre hen over sin lille nyerhvervede egoistbolig, en toværelseslejlighed på Vesterbro."

"Hvis ikke de to skilsmisser kan skræmme mændene væk, så kan de nyindkøbte glimmerpersienner til badeværelset måske, ha ha."