Sundhed

Plej din baby fra top til tå

Hvordan skal jeg dog klippe de bittesmå negle? Og hvad stiller jeg op med den ildrøde numse? Her får du svaret på, hvordan du plejer din lille baby det første år.

Ansigt

Når det er koldt og frostvejr, kan dit barn få frostsprængninger i huden. Brug ikke lotion, der har et højt vandindhold og dermed øger risikoen for frost-sprængninger, men vælg i stedet en creme med en høj fedtprocent.

Mund

De fleste børn får deres første tand omkring seks-syv-måneders-alderen, og så skal tandbørsten findes frem. Børst to gange hver dag med en blød babytandbørste, eventuelt mens barnet ligger på puslebordet.

Mængden af tandpasta skal svare til barnets lillefingernegl.

Negle

Indtil din nyfødte er omkring fem uger gammel, bør du ikke klippe hendes negle, fordi negl og hud sidder tæt sammen. I stedet kan du nulre neglespidsen af med lidt olie.

Navle

Navlestumpen falder af fem til 15 dage efter fødslen. Vask navlen med rent vand og uparfumeret sæbe, og tør den med spidsen af en tør vatpind. Buk bleens kant ned, så navlen får luft, og sørg for at holde den tør.

Hudfolder

Mælk og savl sætter sig i hudfolder over hele kroppen og kan udvikle sig til svamp eller infektion, hvis du ikke får det fjernet.

Vask godt i alle folder – husk også armhuler og dobbelthager. Tør eventuelt barnets hud forsigtigt med en føntørrer.

Hårbund

Arp i hårbunden skal smøres ind i babyolie, som sidder natten over under en hue. Herefter skal hårbunden masseres med en blød babytandbørste, vaskes og redes med en tættekam mod hårets retning.

Øjne

Din nyfødte får let tilstoppede tårekanaler. Rens øjnene fra øjenkrogen og ud med vand på et stykke vat for at fjerne søvnagtige klatter. Er der meget, kan du rense øjet med en saltvandsopløsning på 0,9 procent fra apoteket.

Ører

Brug ikke vatpinde, da du risikerer at skubbe ørevoksen ind i øret, så det sætter sig som en lukket prop. Vask i stedet ørerne med rent vand, og fjern synligt ørevoks med snippen af en stofble.

Hud

Dit nyfødte barns hud har som regel ikke brug for sæbe, creme eller olie, medmindre den er meget tør og sprækker. Når din baby begynder at kravle og blive mere beskidt, får hun også brug for flere bade og mere hudpleje, for eksempel badeolie, sæbe og creme.

Numse

Urin og afføring kan let give din baby en ildrød numse. Skift bleen hyppigt, og hold huden ren og tør – husk også at lade numsen få luft. Brug kogtvandsklude, eller smør med creme eller salve, hvis det er nødvendigt.