11 tips: Sådan beskytter du dit barn i sommervarmen
Når de varme sommermåneder er over os, bliver vores omsorgsfulde forældrehjerner fyldt til bristepunktet af spekulationer for, hvorvidt vores børn har det for varmt og er okay i varmen. Der er dog ingen grund til bekymring, for her kan du læse netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansens 11 bedste råd til, hvordan du beskytter dit barn i sommervarmen.
Er hans bodystocking for varm? Burde vi tage kjolen af hende? Skal vi hive legetæppet ind i skyggen? Må hun overhovedet sove herude i barnevognen? Skal jeg amme oftere? Han spiser da heller ikke så meget, gør han – er han mon ved at dehydrere?
Åh, så mange bekymringer og spørgsmål melder sig, når de varme sommermåneder igen er over os. Og orker du nærmest heller ikke at trække udenfor, fordi du er bange for at gøre eller ikke at gøre noget, der kan have betydning for dit barns ve og vel i varmen?
Det er helt naturligt at føle sig mere begrænset, end hvad godt er, når du vil opholde dig i sommervarmen med dit barn. Det er dog en rigtig god idé at udnytte sommerens lyse morgener, dage og aftener, fortæller netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen:
"Vi har brug for lyset og for at være sammen som familie, og med sommer, sol, sand og vand bliver det ikke meget bedre for både store og små. Men vær opmærksom på solens stråler og på den tunge varme", pointerer netsundhedsplejersken.
Ja, når du bevæger dig ud under åbne himmelstrøg på de varme dage, er der en række vigtige faktorer, du skal være opmærksom på. Men gå nu ikke helt i baglås - her giver Helen Lyng Hansen nemlig 11 gode og simple råd til, hvordan du bedst beskytter dit barn i sommervarmen.
11 gode råd om børn og babyer i sommervarmen
1. Solcreme og atter solcreme – også i skyggen
Smør dit barn godt og grundigt ind i solcreme – også selvom det opholder sig i skyggen. Huskereglen er ’én håndfuld solcreme til én krop’, og i Danmark skal der bruges mindst faktor 15, mens du skal regne med mindst faktor 30, når du er sydpå. Solcremen skal være vandfast, og den skal være bredspektret, hvilket betyder, at den skal beskytte mod både UVA- og UVB-stråling. Se gerne efter Astma-Allergi-mærket, Den Blå Krans, når du køber solcreme til børn.
2. Drop barnevognen og nap middagsluren indenfor
Det kan blive meget varmt og iltfattigt i en barnevogn, og barnet kan derfor hurtigt blive overophedet - selv når barnevognen står i skyggen. Børnenes middagslur ligger ofte ved middagstid, deraf også navnet på luren, og det er netop mellem 12 og 15, at halvdelen af solens farlige UV-stråler falder. Derfor er det godt, at du søger skygge med barnet, men også tager middagsluren i dette tidsrum. Lad barnet tage sin lur indenfor for at undgå de skadelige stråler og overophedning. Sørg for at soveværelset er dejlig køligt, så barnet kan sove trygt og godt.
Det er samtidig væsentlig at pointere, at man aldrig skal hænge en stofble eller et finmasket myggenet foran barnevognens åbning i sommervarmen, da temperaturen hurtigt stiger inde i barnevognen. Den ideelle temperatur er mellem 16 og 20 grader, men en barnevogn placeret i skyggen, stiger fra 25 til 34 grader i løbet af 15 minutter, viser en undersøgelse foretaget af Søndagsavisen, hvis kalechen er dækket til. Så drop stofbleen og invester i en solskærm - og lad barnet sove inden for på varme dage.
3. Tilbyd hyppigt børnene masser af væske
Når det er rigtig varmt, er det vigtigt, at børn tilbydes rigeligt med væske under alle deres måltider. Men også i løbet af dagen. Sørg for altid at have en kande vand tæt på jer, så barnet hele tiden har mulighed for at tage lidt at drikke en gang imellem – tilsæt eventuelt frosne bær eller appelsinskiver, så vandet får lidt smag og er mere interessant for barnet. En rigtig god idé er også at tilbyde barnet andet end vand at drikke, eksempelvis lidt saft eller juice.
4. Lad din baby selv styre sit behov for amning
Hvis du selv lader dit barn regulere sit behov for at få bryst i sommervarmen, vil barnet som udgangspunkt være dækket fint ind på væskebalancen. Du skal derfor blot amme dit barn, når det selv søger brystet og virker suttelysten. Modermælken består af flere forskellige dele, og den første del af mælken er vandholdig, hvorfor barnet ofte vil melde sig hyppigere, men die mere kortvarigt, fordi det er deres helt naturlige måde at få den tørstslukkende mælk på.
Får dit barn sutteflaske, kan barnet også have behov for lidt ekstra mælk eller vand. Du kan give lidt kogt afkølet vand i flasken eller af en kop. Et barn over 4 måneder må det gerne få vand fra den kolde hane. Børn, der får flaske, skal have lov til at regulere deres tørst, ligesom børn der ammes, og de kan godt have behov for ekstra mælk eller vand, hvis det er meget varmt.
5. Tænk læskende måltider og lidt ekstra salt ind i madplanen
Hos både børn og voksne er appetitten ofte nedsat, når det er varmt. Det betyder, at vi generelt ikke spiser så meget som normalt, og derfor er det vigtigt, at dit barn får tilbudt næringsrig kost til at dække dets basale behov. Grød eller havregryn med mælk kan være gode valg i sommervarmen, fordi barnet på denne måde får gode fibre og ekstra væske. Også vandholdige frugter og grøntsager, som forskellige typer af melon, appelsiner, kiwi, tomat og agurk kan være en idé, ligesom det kan være en idé at servere en smoothie af frugt og blendede isterninger. Smoothien kan også fryses ned i forme med pinde, så der er sunde is til hele dagen. De større børn vil sikkert synes, det er sjovt at få små isterninger af blendet frugt i koppen med vand.
For de større børn er koldskål og supper ofte et hit, når det kommer til madkilder med ekstra væske, og her kan det også være okay at spise lidt saltkiks eller måske lidt chips, når varmen bager derud ad. Salt er med til at binde væske, og normalt skal vi skære ned i saltindtaget, men når det er rigtig varmt, kan saltholdige snacks hjælpe på væskebalancen i kroppen.
6. Vælg bomuld og UV-dragter i højsommeren
Når det er højsommer, vil jeg anbefale at klæde dit barn i løst og tætvævet bomuldstøj, der er vasket et par gange. Det giver nemlig ofte bedre beskyttelse end helt nyt tøj. Du kan med fordel også købe soltøj med indbygget solfaktor, de såkaldte UV-dragter og –sæt, så barnet beskyttes ekstra mod solens stråler, når I eksempelvis er ved stranden eller leger i haven. Dog skal der stadig masser af solcreme på de steder af kroppen, hvor tøjet ikke dækker. Beskyt dit barns hoved med en solhat, der går godt ned i nakken, og undgå den stærke middagssol mellem 12 og 15.
7. Skab masser af skyggeområder
Helt små børn skal for så vidt muligt ikke være i solen. Når barnet i stedet begynder at kravle eller gå mere rundt og udforske verden på egen hånd, kan det dog være sværere helt at undgå solen. Derfor er det vigtigt at indrette skyggefulde steder rundt omkring i haven, men vær altid opmærksom på, at man også får UV-stråling i skyggen. Solens stråler bliver reflekteret af blandt andet vand, beton og sand, og derfor kan dit barn godt få sol, selvom det sidder under en haveparasol eller er i barnevognen. Tager I en tur på stranden, kan I placere jer et sted med skygge eller medbringe parasoller og skyggetelte.
8. Tjek bleen igen og igen og igen…
Det er vigtigt at holde øje med dit barns vandladninger. Hvis barnets urin er gult, lugter og er koncentreret, eller hvis barnet ikke tisser nært så meget, som det plejer, kan det være et tegn på, at det mangler væske. Du kan også holde øje med, om barnet virker træt og mat, har tørre læber, klager over hovedpine, kvalme eller føler sig svimmel, da disse symptomer også kan være vigtige tegn på væskemangel.
9. Skygge, solcreme og solhat
Undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse viser, at fire ud af 10 børn bliver solskoldet i sommerferien. Derfor er det vigtigt at opfordre til og huske, at man som forældre bør kombinere de tre solråd; Skygge, solhat og solcreme. Husk altid at smøre barnet med solcreme, når det har været i vandet eller er blevet tørret med et håndklæde – også selvom, det kun er kort tid siden, barnet sidst fik et lag på.
10. Tjek oftere barnets temperatur
Det er vigtigt at mærke og vurdere dit barns temperatur mange gange i løbet af dagen. Mærk barnet i nakken, og er barnet svedigt her, har det det for varmt og skal have lidt af tøjet af. Hvis barnet i stedet virker kold i nakken, skal det måske have en lille tynd trøje på.
11. Ifør barnet den rette påklædning
Dit barns påklædning skal udelukkende afhænge af vejr, vind og temperatur den pågældende dag – og det kan jo variere meget i den danske sommer, men også alt efter, hvor I opholder jer. Der kan være forskel på, om I leger ved stranden, i haven, går en tur i skoven eller sidder på terrassen, men de mindste børn vil ofte trives med en bodystocking, eksempelvis med lange ærmer, som kan beskytte lidt mod solen, samt et par tynde, bløde langbukser. Andre gange bør barnet måske have bare ben og et par små strømper på fødderne, mens de større børn ofte vil trives i en t-shirt med korte ærmer, et par shorts eller en kjole. Husk gerne solhatten uanset barnets alder. Mærk dit barns temperatur, og vurder det pågældende vejr – så kan det ikke gå helt galt.
OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 27. juni 2019. Efter aftale med netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.
Find inspiration til din sommer med børn
-
Skal I holde ferie i Danmark? Her er 14 børnevenlige destinationer
-
Her er 30 ting, du kan lave med børnene i sommerferien
-
Sommerferie med børn: Her er 7 danske øer, der er et besøg værd
-
Ferie i børnefamilien: Sådan kommer I helt ned i gear
-
Den store sommerquiz til børn og (meget) barnlige sjæle
-
7 uundværlige tips til kør-selv-ferien med børn
-
6 ferieråd: Sådan håndterer du søskendeskænderier
-
Ferie uden planer? Det kan være lykken for dit barn
-
Parforhold: 10 råd der får familieferien til at fungere
-
Her er 13 af Danmarks bedste naturlegepladser
-
11 tips: Sådan beskytter du dit barn i sommervarmen
-
Sommeren er over os: Her er 15 fine sandaler til børn