Smertelindring – det kan du få under fødslen
Måske kommer du igennem din fødsel uden nogen form for smertelindring. Men det kan være godt at vide, hvad det egentlig er, du kan få af bedøvelse.
Vand
Vand er godt. Også at føde i. Du bliver naturligvis ikke smertefri, men det varme vand kan gøre, at du får nemmere ved at slappe af og komme igennem veerne, der også kan opleves som kortere.Vandet, du kommer i, skal være 36-37 grader, da det ellers kan påvirke barnet og føles ubehageligt for dig.
I begyndelsen af fødslen kan det være rart at stå under en bruser og lade det varme vand ramme dér, hvor det gør mest ondt, mens det senere hen i forløbet måske vil føles bedst at komme i karbad.Vand bruges mest under udvidelsesveerne. Nogle kvinder har det bedst med kun at ligge der i et lille stykke tid, mens andre kan blive liggende i længere tid.
Enkelte bliver liggende så længe, at de vælger at føde i vandet, og så er der også dem, der først kommer ned i vandet, når de skal presse barnet ud.
BIVIRKNINGER: Ingen, hvis vandet ikke overstiger 37 grader.
BRUGES IKKE: Hvis du eller barnet har brug for ekstra overvågning.
SÅ OFTE BRUGES DET: Omkring 11 procent af de fødende kommer i bad i løbet af fødslen.
Epidural
Epiduralblokaden er den mest effektive smertelindring, du kan få under din fødsel.Blokaden, der gives af en narkoselæge, består af et lille plastikkateter, der lægges ind i epiduralrummet bag rygraden, hvorefter der sættes en pumpe til, der så afgiver lidt bedøvelse af gangen.Bedøvelsen virker fra det sted, hvor blokaden er lagt, og nedefter. Samtidig med at du får lagt en epidural, får du også drop i hånden, så du kan få medicin, hvis dit blodtryk skulle falde.
BIVIRKNINGER: Blodtrykket kan falde, der kan opstå problemer med vandladningen, hudkløe og feber. Epiduralen kan også forlænge fødslen. Derudover er der risiko for, at lægen ved et uheld kommer til at stikke igennem rygmarvshinden, hvilket kan give hovedpine i løbet af de første dage efter fødslen. Hovedpinen skal behandles af narkoselægen, da den ellers først forsvinder efter flere uger.
BRUGES IKKE: Under pressefasen, da bedøvelsen ikke virker på bækkenbunden.
SÅ OFTE BRUGES DET: Næsten 30 procent af de fødende får en epidural.
Morfin
En indsprøjtning med morfin kan gives af jordemoren og virker efter 15-30 minutter.Morfinen fjerner ikke smerterne, men har dog en smertestillende virkning, samtidig med at den virker sløvende, så du kan få slappet lidt af, hvis der stadigvæk ser ud til at være et stykke tid til selve fødslen.
BIVIRKNINGER: Kan give kløe og kvalme. Da barnet også bliver udsat for morfinen, vil det være sløvt, have besværet vejrtrækning og ikke have lyst til at sutte, hvis det fødes, mens morfinen virker.
BRUGES IKKE: Hvis det skønnes, at der er mindre end fire timer til fødslen, eftersom det kan påvirke barnet.
SÅ OFTE BRUGES DET: Cirka to procent af de fødende får morfin.
Steriltvandspapler
En steriltvandspapel – også kaldet bistik – er en lille mængde sterilt vand, som jordemoren sprøjter ind under huden fire til otte steder i lænden. Stikket svier som et bistik, og ved hvert stik kommer der en lille hævelse.Paplerne virker lindrende på stærke lændesmerter, i og med at de sætter gang i kroppens egen produktion af smertelindrende stoffer. De lindrer i en times tid og kan lægges adskillige gange under fødslen.
BIVIRKNINGER: Ingen ud over smerten ved at få dem lagt, hvilket varer 15 sekunder.
BRUGES IKKE: I pressefasen, da man ikke kan lægge dem, så de har en effekt på presseveer.
SÅ OFTE BRUGES DET: Omkring to procent af de fødende får lagt steriltvandspapler under fødslen.
Akupunktur
Akupunktur kan anvendes under hele fødslen til afslapning, smertelindring, stimulation af veer og som led i at få moderkagen til at løsne sig efter fødslen.Nålene bliver placeret i punkter, der refererer til det sted, hvor du har smerter. Det kan være på ryg, ben eller hoved. Antallet af nåle varierer fra to til over 10, og de sidder gerne i cirka 20 minutter.Behandlingen kan gives flere gange i løbet af fødslen.
BIVIRKNINGER: Du kan selvfølgelig mærke, når nålene går gennem huden. Enkelte bliver også svimle, men ellers er der ingen bivirkninger.
BRUGES IKKE: Kan anvendes af alle på alle tidspunkter i løbet af og efter fødslen. Dog skal brugen vurderes individuelt hos kvinder med svære medicinske sygdomme, herunder blødersygdomme.
SÅ OFTE BRUGES DET: Mellem fem og seks procent af de fødende får akupunktur.
Lattergas
Du begynder højst sandsynligt ikke at grine, men alligevel har lattergassen en berusende og afslappende virkning. Gassen gives i en maske, som jordemoren viser dig, hvordan du bruger. Effekten er bedst, hvis du begynder at trække vejret i masken, når veen er på vej og lægger den igen, når den aftager.
BIVIRKNINGER: Let hovedpine og kvalme.
BRUGES IKKE: I pressefasen, da man på det tidspunkt ikke trækker vejret regelmæssigt og dybt.
SÅ OFTE BRUGES DET: Omkring 44 procent af de fødende får lattergas.
Pudendusblokade
En pudendusblokade er en bedøvelse af mellemkødet eller nærmere bestemt pudendusnerven, der ligger langt oppe i skeden.Den gives til sidst i pressefasen, hvis det svier meget, eller det er meget ubehageligt at presse.Du kan også få bedøvelsen efter fødslen, hvis du skal sys efter at være bristet eller klippet.
BIVIRKNINGER: En pudendusblokade kan mindske din pressetrang eller forårsage, at den helt forsvinder, hvilket kan afhjælpes med et vestimulerende drop. Nogle oplever føleforstyrrelser i det ene ben op til et døgn efter fødslen.
BRUGES IKKE: Når barnets hoved er kommet for langt ned i bækkenet, da det så sidder i vejen for, at man kan give bedøvelsen. I stedet kan du få noget bedøvende creme på mellemkødet.
SÅ OFTE BRUGES DET: Op mod syv procent af de fødende får en pudendusblokade.
Massage
En omgang massage eller berøring kan virke både afslappende og smertelindrende og kan gives både af jordemoren, din kæreste eller hvem der nu ledsager dig under fødslen.
BIVIRKNINGER: Ingen (medmindre du selvfølgelig bliver irriteret på personen over, at han eller hun gør det forkert).
BRUGES IKKE: Hvis du ikke kan klare berøring, fordi du har ondt. Eller hvis alle smerterne sidder foran – over skambenet, da det er mest oplagt med massage mod lændesmerter.
SÅ OFTE BRUGES DET: Massage gives til stort set alle fødende på et eller andet tidspunkt i løbet af fødslen.