Surprise-baby: “Jeg ‘nåede’ kun at være gravid i 4 uger”

Kan man være gravid i 22. uge uden at vide det? Det lyder utroligt, men Josie Jensen anede ikke, at hun skulle være mor for 4. gang. Læs hendes historie her:

“Jeg tror, jeg er gravid!”

En kold efterårsaften, hvor mørket har sneget sig ind på det lille bindingsværkshus på Sydsjælland, og stearinlysene sørger for søndagshygge indendøre, sidder Josie Jensen og ægtemanden Morten og puster ud i den bløde, hvide lædersofa efter en travl weekend med to af familiens fire børn. Johannes på fem er puttet, og 16-årige Louise ligger på sit værelse. Der er fuldstændig ro, og parret nyder den sjældne tosomhed foran tv’et.

“Om 13 år er vi helt fri for hjemmeboende børn. Så er det bare dig og mig og masser af tid til hinanden,” siger Morten, mens han stryger sin hustru over håret. Begge har haft travlt den seneste tid, og især Josie har været træt.

For to måneder siden fik hun fastansættelse som lærer i Næstved, så hun har brugt krudt på at lære skolen, eleverne og sine kolleger at kende. Desuden er Johannes begyndt i 0. klasse, og de har holdt et brag af en 40-årsfest for Josie med dans og røg fra venner – og fra en pakke cigaretter til den festlige lejlighed. Nu kan de endelig puste ud, og Josie smiler til sin mand. Trætheden er efterhånden væk.

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende

Få uger efter stivner smilet. For under endnu en hyggestund i sofaen mærker Josie et ryk i maven. Som fra noget levende indeni hende. Hun har født tre børn og genkender puffet som et babyspark.

“Jeg tror, jeg er gravid. Jeg kunne mærke noget sparke,” udbryder hun.

Morten læner sig frem og kigger på hende. Rynker på næsen og siger: “Selvfølgelig er du ikke det – det kan du jo ikke være!”

Kærlighed i andet hug

Josie og Morten møder hinanden i 2007 efter hver sit forliste ægteskab. Josie bringer Charlotte og Louise med ind i forholdet, og Morten har datteren Line. Kun seks måneder efter bliver Josie gravid, og sammen får de efternøleren Johannes. Han var ikke planlagt, men Josie havde sjusket med p-pillerne.

“Morten og jeg var enige om, at vi ikke skulle have flere børn herefter. Flokken var stor nok. Derfor gav vi også alt babyudstyr væk – babytøj, autostol, barnevogn – alt! Vi skulle virkelig ikke have flere,” siger hun og klasker hænderne sammen i et højlydt klap for at understrege, at parret var helt færdige med bleskift, babygylp og natteroderi.

LÆS OGSÅ: Wow, jeg er gravid!

Hun bryder ud i en høj latter og vender blikket mod hjørnet af stuen, hvor et babyblåt tæppe og en blå plastikkasse med farverige rangler, bideringe og bamser vidner om, at endnu et menneske i ministørrelse er flyttet ind. Det meste af grejet har parret fået foræret, for de var på ingen måde babyklar, da familiens yngste kom til.

Er det indbildt?

Tilbage i sofaen den kolde efterårsaften sætter Morten sig atter til rette og fæstner blikket på tv-skærmen. Josie gør det samme. Hun siger ikke mere om babyspark og mistanken om graviditet. Morten gør heller ikke. Hun venter i stedet på endnu et lille tegn fra maven. Der kommer ikke noget. I flere timer venter hun, men der er intet at fornemme. Heller ikke næste morgen.

“Jeg overbeviste mig selv om, at det var indbildning. At det selvfølgelig ikke var en baby, der sparkede i min mave. Jeg havde jo også en spiral, som beskyttede mod netop det.”

Alligevel beslutter Josie sig for at aflægge lægen et besøg. Forinden svinger hun forbi et apotek og køber en ny spiral.

“Jeg kommer for at få skiftet min spiral, men jeg har en lille mistanke om, at jeg er gravid,” siger hun, da hun sidder over for lægen, som beder hende tage bukserne af og lægge sig på briksen.

“Den er god nok: Du er gravid. Meget gravid, endda! Jeg tror, du er omkring 20 uger henne,” siger lægen og leder efter spiralen – uden at finde den.

“Jeg blev helt paf,” husker Josie. “Jeg havde lyst til at græde, for det passede overhovedet ikke ind i mit liv. Kunne jeg magte en ny lille baby? Jeg havde også holdt fest. Drukket og røget cigaretter.”

En skanning viser, at hun er i 22. uge. Graviditeten er så langt fra planlagt, som den kan blive. Hun er 40 år, netop blevet fastansat i drømmejobbet som lærer for elever med indlæringsvanskeligheder. Har tilmed brugt 10.000 kroner på en efteruddannelse, hun knap nok er begyndt på.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være spritny mor

“Selv om jeg har været gravid tre gange før, mærkede jeg slet ingen tegn denne gang. Sikkert fordi jeg gik ud fra, at det ikke var en mulighed,” fortæller Josie. “Mine bukser var begyndt at stramme, men jeg tænkte bare, at jeg skulle holde lidt igen. Der var ingen kvalme, min mave bulede ikke som ved de andre børn. Jeg havde ingen mistanke, før jeg mærkede sparket.”

Josie stirrer op i det hvide loft hos lægen. Imens hører hun Mortens ord for sig: ‘Om 13 år er vi uden hjemmeboende børn. Så er det bare os to’.

Læs videre på næste side …

Van(d)vittig afgang

Det kommer til gengæld som en stor overraskelse for omgivelserne, da Josie og Morten fortæller, at de venter en baby. Især Josies mor bliver meget chokeret.

“Jeg ringede og sagde ‘du skal være mormor!’.” Der blev helt stille i telefonen. Og så lagde hun røret på. Men et par timer efter ringede hun tilbage til mig og sagde tillykke, griner Josie og fortsætter:

“Jeg tror, hun blev bange for, om jeg kunne klare det. Hun syntes jo, jeg var alt for gammel, og frygtede, at jeg ville få et sygt barn.”

Familiens øvrige børn reagerer mere positivt, da de hører om den kommende lillebror, og bliver glade for den overraskende nyhed.

“Vi ringede til Line, som sagde ‘kan I blive ved?!’. Men hun var glad.” Glæden bliver imidlertid hurtigt skiftet ud med bekymringer, for Josie har knap fået ventetøjet på, før baby Matthæus begynder at rumstere i maven.

To uger efter besøget hos lægen er hun til fest hos sin veninde. Idet hun træder ind ad døren, vælter en varm skylle ned ad hendes ben. Ikke på den voldsomme, plaskende måde, for nylonstrømperne suger væsken til sig. Men hun er ikke i tvivl: Vandet er gået. Hun er kun i uge 24, og i al hast kører en veninde hende til Hillerød Sygehus.

LÆS OGSÅ: Gravide kan vælge kønsabort med nye blodprøve

“Jeg går ind på sygehuset, imens min veninde parkerer, og da jeg ser en læge, bryder jeg ud i gråd. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, og jeg er bange,” fortæller Josie. Lægen tager hånd om den ulykkelige patient, får hende anbragt på en seng og tilkalder en jordemor.

“Jeg kan se på deres blikke, at det ikke er helt godt. Det siger jordemoren sådan set også direkte til mig. Jeg er åben forneden, der kommer vand ud, og det er bare alt for tidligt. Lige der er jeg bange for, at jeg skal miste barnet.”

Det skal nok gå!

Læge og jordemor beslutter, at Josie skal overflyttes til Rigshospitalet. Imens sidder Morten intetanende derhjemme – i forvirringen har Josie ikke fået ringet til ham. Inden afgangen til Riget ringer hun ham op og fortæller kort, at vandet er gået, og at han skal komme hurtigst muligt. Hun bliver fragtet mod hovedstaden i ambulance, og Morten og datteren Louise venter på hospitalet, da hun ankommer.

“Jeg kan huske, at jeg tager Louises hånd, for hun hulker og er meget bange. Det er jeg egentlig ikke selv. Det første chok har jeg levet ud på Hillerød Sygehus, og jeg kan mærke, at de er mere positive på Rigshospitalet. De har prøvet det, der er værre. Jeg er sikker på, at babyen har det godt, og at vi nok skal klare det.”

Det bliver Josies mantra de næste uger: ‘Det skal nok gå. Vi klarer den.’ Hun skal holde sig i fuldstændig ro og må kun rejse sig for at gå på toilettet. Jo længere barnet kan blive i livmoren, desto bedre chancer er der for, at han kan klare en tidlig fødsel. Under en af Josies mange skanninger får en jordemor øje på spiralen. Det er formentlig den, der har prikket hul og er skyld i den alt for tidlige vandafgang.

Både Morten, børnene og Josies svigerforældre hjælper til derhjemme og besøger hende på hospitalet. Josie er kristen og vant til at komme i kirken og finder desuden trøst i både Rigshospitalets præst og præsten fra deres egen landsby.

LÆS OGSÅ: 3 par: Vores fødsel!

“Vi taler om mine bekymringer og beder sammen. Om styrke til at klare situationen, hvad end udfaldet bliver,” fortæller hun.

Den fuldstændige ro på hospitalet giver Josie tid til at forberede sig mentalt på den uventede familieforøgelse. Forventningens glæde vokser hver dag, og alle ser frem til den lille ny, som snart kobler sig på familien.

Læs videre på næste side …

Johannes savner sin mor

Hendes fravær er til gengæld hårdt for familien, for hun ligger på Rigshospitalet i København – en times kørsel fra hjemmet på Sydsjælland. Lægerne lover, at hun bliver overflyttet til Næstved Sygehus, så snart hun rammer uge 29. Det vil gøre det lettere for Johannes at være sammen med sin mor. Men en formiddag i uge 26 begynder Josie at ryste kraftigt. Hun skiftevis sveder og fryser.

Da lægen tilser hende, opdager han, at hun har en urinvejsinfektion. Det kan blive farligt, så barnet skal ud. NU. ‘Du må gerne ringe til din mand, for du skal føde om en halv time’ lyder det. Josie ringer straks til Morten og hulker ned i røret.

“Jeg var så ked af det og bange. Og rystede over hele kroppen, fordi jeg havde feber.”

Mens Josie bliver kørt på operationsstuen, kører Morten til Præstø for at aflevere Johannes hos sine forældre. Derefter har han mindst en times kørsel til hospitalet. Han når ikke med til fødslen. Josie må klare den selv, og hun beder til Gud.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Kan man føde uden smerte?

“Jeg siger hele tiden til mig selv, at vi begge er stærke og klarer den.” Feberen raser i hendes krop, og hun er frygtelig tørstig. Tungen føles stor og tør.

Har mistet kontrol over kroppen

“Jordemoren smører min mave ind i jod og forklarer, at hun lægger et lille snit, så Matthæus kan komme ud. Det er egentlig stille og roligt, men jeg kan ikke lide de rysteture, min krop går igennem. Jeg har fuldstændig mistet kontrollen over den.” Josie beder lidt mere. Lydløst, så kun hun selv kan høre det.

“Jeg er vågen ved fødslen, men kan ikke se, hvad der foregår. Men jeg kan høre alt og græder af lykke, da jeg hører babygråden. Den lyd der … Det var bare så smukt.” Matthæus er kommet til verden. Fire uger efter at Josie fandt ud af, at hun var gravid. Nu er han hos hende.

“Jeg tænker slet ikke, at han er lille, da jeg ser ham. Bare at han er fuldstændig dejlig. Selv om Matthæus har det godt, venter en hård periode for familien.

LÆS OGSÅ: Tvillinger: “Mit liv slog en ordentlig kolbøtte”

Baby er alt for lille til blot at kunne trække vejret selv. Han skal have hjælp til alt. 890 gram vejer han – mindre end en liter mælk – og han er 32 centimeter lang. Da storebror Johannes ser, hvor lille og skrøbelig Matthæus er, vil han ikke røre ved sin lillebror. Først da mor viser, hvordan man aer hånden i miniature, tør han kærtegne den lille ny.

Mor igen – naturligvis!

I dag er Matthæus en sund og rask dreng på knap et år. Han skiftevis sutter på og vifter med en gul bidering og kigger op med store, blå øjne for at tjekke, at mor ser alt det, han kan. Han triller om på maven for at gribe ud efter en lille blå bamse. Lynhurtigt kommer han op på alle fire og kravler hen mod en grøn ammepude, der udgør en dæmning mod ledningerne fra tv og dvd-afspiller.

“Han er simpelthen så nysgerrig. Mange børn, der er født for tidligt, er meget sensitive, men det er Matthæus slet ikke. Han er nem og sover så fint,” fortæller Josie. Selv om graviditeten ikke var planlagt, er hun lykkelig for, at Matthæus insisterede på at dele sit liv med familien.

“Han er en fantastisk uventet gave. Det er som at have vundet i Lotto! Det giver så meget mening, at jeg skulle være mor igen,” siger Josie, der er taknemmelig for, at hun fik masser af ro og tid på hospitalet til at vænne sig til sin uventede rolle som småbarnsmor.

“Når man får en baby, der er så skrøbelig, er man bare til stede i det. Man har ikke tid til spekulationer eller til at undre sig. Jeg skulle amme og bare lære at passe mit barn.”

Selv om Matthæus kom som en kæmpe overraskelse og i første hug ikke passede ind i planerne, har den lille solstråle åbnet for livet på en helt ny måde hos familien Jensen.

“Det gjorde mig bange, at der skete noget, jeg slet ikke kunne kontrollere. Men jeg har fået en ydmyghed over for tilværelsen. Der må være noget større, som bestemmer. Det lille barn har simpelthen valgt mig til mor. Det var meningen, at det skulle være sådan. Derfor hedder han Matthæus. Det betyder Guds gave.”

LÆS OGSÅ: 42 tips til babys første år