Populært produkt dumper test: Smører du din gravide mave med skidt kemi?
Smører du din gravide mave med olier og cremer for at lindre den hårdt prøvede hud? Så er der god grund til at tjekke ingredienslisten efter en ekstra gang. Forbrugerrådet Tænk har lavet en stor test af mavecremer, og her kan du læse, hvordan du vælger de bedste cremer og olier til dit maveskind.
Gravide maver er fascinerende, men de klør som bare pokker og sætter vores maveskind på en gevaldig prøve. Måske smører du med en fugtgivende creme for at gøre huden mere smidig og klar til det store strækarbejde, der venter.
Men har du husket at tjekke, hvad du smører dig med?
En ny test af mavecremer og -olier, som Forbrugerrådet Tænk Kemi står bag, viser nemlig, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilke produkter du putter på maveskindet.
Ud af i alt 13 testede produkter indeholder to nemlig stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, mens flere andre produkter har parfumestoffer på ingredienslisten.
Og det er bekymrende, mener Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk. Især fordi cremerne henvender sig til gravide.
”Hormonforstyrrende stoffer er generelt problematisk i plejeprodukter. Når vi så samtidig ved, at fostre generelt er særligt følsomme overfor hormonforstyrrende stoffer – blandt andet fordi fostrets udvikling styres af hormoner, så bliver det på en eller anden måde ekstra overraskende, at vi finder mistænkt hormonforstyrrende stoffer i plejeprodukter markedsført direkte til gravide,” siger hun.
Gravid eller ej, så er cremer og olier et godt sted at starte, hvis du gerne vil nedsætte dit indtag af skidt kemi. Modsat produkter som shampoo, bodywash og håndsæbe bliver cremer nemlig siddende på huden – og så bruger vi dem gerne i rigelige mængder.
Blandt andet fordi producenterne anbefaler det.
”Begge produkter, som har fået testens laveste bedømmelse, anbefaler indsmøring to gange dagligt, og det er jo også en faktor i forhold til udsættelsen. Men her er det selvfølgelig vigtigt at slå fast, at det ikke er det enkelte produkt i sig selv, der er problemet,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Myteknuser: Må du bruge neglelak, når du er gravid?
En del af et større billede
Generelt er en gravid mave en god anledning til at se alle dine plejeprodukter igennem – og måske endda overveje, om du helt kan undvære din mascara, din bodylotion eller den dér velduftende håndsæbe, du elsker.
Vi bliver nemlig konstant udsat for parfume og hormonforstyrrende stoffer fra f.eks. vores mad, indeklima og plejeprodukterne på hylden. Det er en cocktaileffekt, hvor det enkelte produkt blot er en lille del af det samlede billede. Og det er altså denne samlede udsættelse, som kan udgøre en egentlig risiko.
”Mistænkt hormonforstyrrende stoffer er typisk en type kemi, som i forsøg med dyr har vist nogle hormonforstyrrende effekter, der også kan ses hos mennesker. F.eks. er nedsat sædkvalitet, øget forekomst af visse kræfttyper og en højere forekomst af børn, der bliver født med misdannede kønsorganer, nogle af de ting, forskerne ser i mennesker, og som de har en formodning om blandt andet kan skyldes vores udsættelse for de her stoffer,” siger Stine Müller og fortsætter:
”Vi så derfor rigtig gerne at der slet ikke var hormonforstyrrende stoffer i plejeprodukter - og da slet ikke i mavecremer og tilsvarende produkter, som er direkte henvendt til gravide.”
Populært produkt indeholder skidt kemi
Et af de produkter, som har fået testens laveste bedømmelse, Kolbe C, er ellers et populært produkt blandt gravide – og kvinder i øvrigt.
Det drejer sig om Bio-Oil, som lover at reducere synligheden af ar og strækmærker.
Ifølge Stine Müller indeholder produktet et parfumestof, som er mistænkt for at forstyrre vores hormonbalance. Men hos Orkla, som er producenten bag Bio-Oil, er man imidlertid helt uenig i Forbrugerrådet Tænk Kemis vurdering.
”Et stof, der kan være farligt i høje niveauer, behøver ikke at være farligt, hvis det er til stede i ekstremt lave niveauer, som i tilfældet med Benzyl Salicylate. Stoffet tilsættes ikke aktivt til Bio-Oil, men indgår som en komponent i en af de råvarer, der indgår i Bio-Oil. Hvorvidt dette indebærer nogen reel risiko for den person, der bruger produktet, er yderst tvivlsomt,” skriver de i en mail til ALT.dk, hvor de også fortæller, at Bio-Oil er blevet vurderet af en toksikolog som sikker for gravide og ammende.
Du kan læse hele Orklas modsvar i en faktaboks længere nede i artiklen.
LÆS OGSÅ: Gravid: Sådan beskytter du din krop mod farlig kemi
Ingen grund til bekymring
Har du smurt din gravide mave med et af de dumpede produkter, ja så kan du godt ånde lettet op. Poduktet i sig selv har hverken skadet dig eller livet i din mave, fatslår Stine Müller.
”Du skal ikke være bekymret, hvis du har brugt en af de her cremer. Men det kan være en god anledning til at kigge en ekstra gang på, hvad du smører dig med, når du er gravid. Der findes jo mange andre produkter, som er uden uønsket kemi,” forklarer Stine Müller.
Er du i tvivl om, hvad du skal gå efter, kan du altid holde øje med Svanemærket og allergimærkerne, hvis du vil styre udenom uønsket kemi og hormonforstyrrende stoffer. Du kan også teste dine produkter med Forbrugerrådet Tænks app, Kemiluppen.