Derfor vågner din 2-årige stadig om natten

Nu gik det ellers lige bedre. I var begyndt at få noget, der lignede en hel nattesøvn, men pludselig er husets toårige beboer begyndt at vågne om natten og græde. Måske vågner barnet omkring samme tidspunkt hver nat, måske er barnet vågent flere timer hver nat, eller måske vågner det bare mange gange og har brug for jer. Men hvad er det, der sker med jeres to år gamle guldklump, som nu pludselig er har problemer med at sove om natten?

"Der er ikke en ren fysiologisk forklaring på, at søvnen ændrer sig i toårs-alderen. Men når man er to år, så sker der til gengæld nogle ting i forhold til den sociale udvikling, som kan have betydning for søvnen," forklarer Tanja Almbjerg, certificeret børnesøvnspecialist og privatpraktiserende sundhedsplejerske.

Store, farlige verden

Øgningen i natopvågninger, som mange oplever, kan nemlig have rod i flere forskellige ting, som børn går igennem, når de er omkring to år gamle. Der er derfor ikke ét svar at give. Det kan både være et udtryk for selvstændighedsfasen, og det kan også være et udtryk for, at det er svært at være lige netop to år.

"Når man er to år, begynder man at blive meget bevidst om en masse ting. Om at man kan rykke nogle grænser, at man kan få medindflydelse på nogle problematikker, og at man kan påvirke sine forældre i en retning. Én af tingene, der går op for barnet, når selvstændigheden udvikles, er, at det selv kan bestemme, hvornår det skal sove, og hvornår det skal vågne," siger Tanja Almbjerg.

Den øgede bevidsthed betyder ikke bare, at dit lille, søde barn får sin egen mening om en masse ting og prøver grænser af. Det betyder også, at barnets verden pludselig bliver større og kan synes farligere. Og det kan bonne ud om natten.

2-årige drømmer voldsomt

"Barnet kan godt drømme rigtig, rigtig meget i den alder, og det hænger sammen med, at verden pludselig er blevet meget stor og også lidt farlig for barnet. Meget tyder på, at de har voldsommere og mere livagtige drømme end tidligere. Børn drømmer allerede fra de er fostre, og de drømmer i det hele taget utrolig meget de første tre år af deres liv. Det er en måde, hjernen modnes hos dem," forklarer Tanja Almbjerg og fortsætter:

"Men hvor de som helt små drømmer lidt i farver og bevægelser, så drømmer børn i toårsalderen i højere grad, at de falder ned fra noget, eller at far ikke kommer og henter dem, eller at en kammerat slår dem eller den slags ting. Og så græder de. Rigtig højt", siger hun.

Hvad gør jeg, når mit barn vågner?

Men selvom drømme kan føles livagtige og gøre dit barn forskrækket og bange, skal man alligevel lige trække vejret dybt, før man styrter ind på børneværelset til undsætning.

"Tit kommer vi til at være for hurtige inde over barnet og aer og stryger, men undersøgelser viser, at børnene ofte stadig sover, når forældrene kommer ind og begynder og trøste og snakke og nusse, og så bliver barnet egentligt forstyrret af det. Det er okay lige at tælle til 10 og vide, at barnet drømmer, og måske kommer videre i søvnen selv, før man styrter ind," siger Tanja Almbjerg.

Kan barnet ikke finde sin sut, skal man naturligvis ikke lade være med hjælpe, men ellers gør man klogt i at holde nallerne ude af tremmesengen i første omgang. Når de små bliver kede af det eller urolige, bør første trin nemlig være at bruge stemmen til at berolige med, lyder rådet.

"Man skal hellere tale beroligende til barnet end at begynde at røre for meget ved det. Stemmen er den mindst forstyrrende trøst, man kan give om natten, hvilket også bekræftes af søvnundersøgelser af børnene. Selvom barnet sover stadig sover let, hører det, at du er der", siger hun.

Måske får du en knude i maven, og tænker tilbage på nætterne ved sengekanten, hvor din søvndrukne pode græder og rækker ud efter dig, og måske tænker du, om du det virkelig er den bedste løsning ikke at tage barnet op her?

"Der er intet forbudt i at tage sit barn op og give det et rigtigt godt kram, hvis det ligger i sengen og er ked af det og måske endda panikker og har brug for sin mor eller far. Selvfølgelig skal man gøre det. Men det er altså en anden sag, hvis man har et barn, som vågner mange gange hver nat og kalder", fastslår Tanja Almbjerg.

Natopvågninger kan nemlig også blive en uvane, vi selv er med til at lære barnet.

Når opvågninger bliver til uvaner

Det toårige barn er lærenemt på godt og ondt. Det betyder, at barnet hurtigt kan tillægge sig natlige unoder, hvis det lærer, at det giver et afkast, som er attraktivt for barnet. Det er ikke fordi barnet er udspekuleret, det er fordi vi som forældre selv viser dem vejen – også på godt og ondt.

"Man kan komme til at vænne sit barn til at vågne op, hvis det lærer, at det kan få en ostehaps midt om natten eller lære det, at hvis det vågner klokken fire om morgenen, så får det en Ipad. Så gør barnet dét. Det går lynhurtigt, at man ved en fejl lærer barnet at vågne i utide, siger Tanja Almbjerg og forklarer videre:

"Mange børn vil give deres højre arm for ikke at sove videre, når de har de her små, naturlige opvågninger om natten, hvor vi andre bare vender os om på den anden side og sover videre. Men sådan er børn i den alder bare. Hvis de har opdaget, at der er lidt service, de godt kan tænke sig om natten, så vågner de helt op i stedet for at sove videre," forklarer Tanja Almbjerg.

Man skal derfor være varsom med, hvad man tilbyder sit barn om natten, og man bør forholde sig fornuftigt til barnets forespørgsler.

"Er barnet ved at være renligt og skal tisse, så skal det selvfølgelig altid støttes, og er det tørstigt, er det også okay med en tår vand. Men hvis det beder om vand igen og igen er det nok et udtryk for noget andet. Barnet skal vide, at vi er der hos det, og at det er rart, kærligt og omsorgsfuldt selvom det er mørkt og nat, men det altså skal også helst lære, at det altså er lidt kedeligt om natten," siger hun.

På den måde lærer man sit barn at håndtere de små opvågninger og sove igennem i stedet for det modsatte. Børn har nemlig brug for at lære at blive venner med søvnen.

"Det er også frygtelig stressende og frustrerende for et barn at skulle bede om hjælp, hver gang det vågner, skal man huske på," siger hun.

2 år: Svær at putte

Et andet område, hvor mange toårige selvstændighedssøgende rødder også har brug for voksenhjælp er til selve putningen.

"Det toårige barn vil tit have en masse forespørgsler og overspringshandlinger omkring sengetid, som forældre kan blive ret påvirkede af. "Jeg er tørstig", "jeg er sulten", "jeg skal pudse næse", "én til historie" eller "jeg er bange for mørke", som en 2,5-årig godt kan finde på at sige, og så kigger barnet på deres forældre og ser en eller anden form for reaktion," siger Tanja Almbjerg.

Og så lærer barnet, at det har en effekt at sige den slags. Det gør rent faktisk, at barnet får lov til at bestemme lidt, forklarer hun og siger:

"Pludselig står forældrene og klør sig i håret og tænker: "Hvad er rimeligt i det her?" For man vil jo også gerne lave en rigtig god putning for sit barn, så det falder i søvn glad og tilfreds."

Men barnet har brug for forældrenes grænser, selvom udsigten til konflikt på sengekanten ikke er ønskværdig for nogen parter.

"En toårig kan godt blive rigtig sur og ked af det, men det er altså vigtigt at stå fast på styringen omkring putningen. Ellers bliver det noget juks for barnet, som kommer i seng for sent og får uhensigtsmæssige søvnvaner," forklarer Tanja Almbjerg.

Vil ikke sove: Dit barn er ikke uartigt

Forældre gør derfor klogt i at tage en dyb indånding, stå fast og bevare roen. Og selvom det kan føles som om, dit barn er uartigt eller ikke vil sove i trods, så er det faktisk noget helt andet, der er på spil.

Det kan være grænseløst irriterende, når din tumling nægter at lukke øjnene, skal have vendt dynen igen, kløes på ryggen og des lige, før det kan finde søvnen ved putning eller midt om natten. Men prøv ikke at lade dig ikke frustrere.

"Barnet siger ikke de her ting for at være frækt eller for at irritere far og mor. Det er simpelthen en måde at fortælle, at barnet har lagt mærke til, at verden er blevet stor – for det ér den, når man er to år – og det kan være rigtig svært at sige farvel til dagen og til sine forældre," siger Tanja Almbjerg.

Især hvis mor eller far bliver irriterede eller måske endda begynder at skælde lidt ud, har det en selvforstærkende negativ effekt. Børn mærker det nemlig med det samme, og det gør det endnu sværere at lægge sig til at sove.

"Det lyder så banalt, men de fleste forældre kan godt se det, når man forklarer det: "Gud, ja – hvis jeg har været oppe skændes med min mand, så kan jeg jo heller ikke bare lægge mig til at sove". Så man skal tage det alvorligt, når barnet siger de her ting, men man skal ikke lade barnet flytte grænserne. I stedet skal man fortælle barnet, at man godt forstår, at det vil alle de her ting, og at det er svært at finde ro, men at nu er det tid til at sove, og jeg er her hos dig," siger Tanja Almbjerg.

Det kan sagtens være, at barnet gør indvendinger eller prøver at sætte sig i mod, men det er vigtigt at stå fast på grænserne. Og oftest vil det kun stå på i nogle dage, før barnet accepterer grænsen.

"Børn skal lære at sove af deres forældre, og det kræver simpelthen omsorg, vedholdenhed og tålmodighed at lære dem det. Og man skal investere tid og overskud i sin putning. Hellere en kort overskudsputning, end en lang en, hvor forældrene irriteres. Det er en investering – god putning er halvdelen af en god nattesøvn", siger Tanja Almbjerg.

Den gode nyhed er til gengæld, at det aldrig er for sent at rette op på søvnvaner, selvom sejlivede myter siger noget andet.