Trillinger - hvordan klarer man det?

På motorvejen mod Roskilde kører en lille Fiesta. Bag rattet sidder Kurt, nybagt far, og på passagersædet halvvejs ligger, halvvejs sidder hans kone, Anita. Hun har lige rejst sig efter et akut kejsersnit for fire dage siden og lider stadig af eftervirkningerne fra en voldsom svangerskabsforgiftning. Nu er hun her.

Med sin vandrejournal i hånden og på vej fra Rigshospitalet til Roskilde Sygehus. Kurt og Anita har lige fået trillinger – tre småbitte, men sunde og raske piger, der er for friske til at fylde op på akutafdelingen på Riget. Derfor skal de flyttes i ambulance til Roskilde. Med udrykning. Ikke fordi der er panik, som lægerne omhyggeligt forklarer, men fordi de ikke vil stoppes.

Det er nogle små børn på 1.400 og 1.500 gram, det drejer sig om, så der er ingen grund til at tage nogen chancer. Så Kurt og Anita sætter sig alene ind i deres Fiesta og kører sydpå, mens deres børn bliver lagt i ambulancen.

– Jeg kørte bare af sted med Anita, og pludselig så jeg i bakspejlet, at ambulancen kom drønende. Med horn og lygter. Og helt ud af det blå kom jeg til at stortude der bag rattet. Jeg følte mig overvældet og fuldstændig magtesløs, fortæller Kurt.

Forud er gået et forløb, der er så fyldt op af dramatiske højdepunkter, at Kurt og Anita ikke selv kan holde styr på datoerne. De er nødt til at tjekke: Hvornår var det nu, de blev indlagt første gang? Hvornår var det, Anita besvimede i toget?

Hvilken læge foreslog, at de skulle fjerne et foster og nøjes med at få tvillinger? De taler i munden på hinanden. Ivrige efter at få det hele med og vant til at udnytte hvert eneste minut.

Imens bliver Kristine, Viktoria og Elisabeth på 20 måneder håndfodret med saltstænger og rosiner, og så tøffer de ellers glade rundt i stuen på familiens lille gård, mens deres forældre genoplever den mest intense periode i deres liv.

Skanningen

Blackout i toget

Tre børn på en gang. Piger alle tre, får de at vide, da de først har afgjort, at de beholder dem alle. Sådan! Stor beslutning, som ikke rigtigt når at synke ind, før næste drama opstår.

Anita er knap fire måneder henne, og hun har det sådan set fint. Lidt kvalme og halsbrand, en anelse hovedpine, men hun har jo stadig lang vej igen, og hun vil helst arbejde ligesom alle andre gravide, indtil et par måneder før sin terminsdato i marts.

En morgen tager hun som sædvanlig toget til Høje Taastrup på arbejde. Hun har ikke spist så meget på grund af kvalmen, men det tager hun sig ikke af.

Pludselig dratter hun om for øjnene af en chokeret flok morgenmennesker, der bekymret spørger, om hun er okay, men derefter haster videre til deres egne gøremål. Anita sætter sig alene på en bænk på stationen, og for første gang er hun dybt chokeret.

– Jeg tror først, at det gik op for mig der. Det er altså ikke det samme at vente tre børn. Mit hjerte skulle pumpe for fire, siger Anita.

LÆS OGSÅ: Catherine fødte på vej til sygehuset

Hun ringer til Kurt og efter en taxa. Kommer ind på Rigshospitalet, hvor de tjekker hende, giver hende lidt at drikke og anbefaler en sygemelding. Det er Anita dog ikke helt klar til.

Hun prøver med en deltidssygemelding, men erfarer lynhurtigt, at det kommer til at betyde, at hun nu skal nå alle sine arbejdsopgaver – men på kortere tid. Anita må bare erkende, at hun har brug for noget andet end andre gravide. Hun sygemelder sig i oktober.

14 mennesker til fødslen

– Jeg begyndte at være besværet i december. Jeg var tung og kunne ikke rigtig komme i stalden mere, siger Anita med henvisning til de 11 heste, som hun passer dagligt.

27. december kører de til kontrol på Riget. Anitas blodtryk er for højt, og de får besked på at holde øje med symptomerne på svangerskabsforgiftning: flimren for øjnene, hovedpine og ondt i leveren.

Pigerne i maven får lungemodning, så de har bedre chancer for at klare et kejsersnit allerede nu. Anita holder ud. Jo længere hendes børn kan blive i maven, jo bedre er det. Så da lægerne spørger til hendes egen tilstand, har hun næsten ikke hovedpine, og det gør ondt i den ene side, men det er bare det ene barn, der trykker hende – fjernsyn ser hun ikke, men det er fordi, der ikke er noget spændende. Det flimrer næsten ikke for hendes øjne.

– Jeg prøvede at lade som ingenting, men lægerne vidste godt, at den var gal. Bagefter fandt jeg faktisk ud af, at jeg fik et akut kejsersnit. De måtte kalde mandskab ind, fordi jeg ikke kunne vente længere. Men det opfattede jeg ikke i situationen.

Et gigantisk team stiller op til trillingefødslen. Der er to kirurger og to sygeplejersker til at holde styr på Anita, tre børnelæger og tre sygeplejersker (en til hvert barn) plus en narkoselæge og en jordemor til stede sammen med Kurt og Anita under fødslen.

– Der var meget snak om alle de gaver, Anita skulle have af mig efter fødslen. En masse jokes. Og et eller andet sted ved man jo godt, at det gør de for at lette stemningen, men det sjove er, at det virker alligevel, husker Kurt.

LÆS OGSÅ: Hvilken fødetype er du?

De bliver også spurgt om navne på børnene, og den ene sygeplejerske gør tre navnebånd klar til Kristine, Elisabeth og Viktoria, så de ikke skal begynde deres liv som nummer et, nummer to og nummer tre. Og så kører teamet helt utroligt effektivt. Der går kun tre minutter, før alle pigerne er ude. Og det er mere overvældende, end Anita havde forestillet sig.

– Jeg tudede lige så meget, som de skreg. Det troede jeg ikke, jeg ville, men det kom bare væltende, mindes hun.

Læs videre på næste side…

Sensationelle piger

De tre for tidligt fødte piger bliver lagt i varmekasse med slanger og elektroder. De er alle under to kilo og skal have sondemad. Da Anita er syet sammen og har fået følelsen tilbage i sine ben, bliver hun kørt ned til sin egen stue:

– Jeg blev kørt ned af en portør, og mens vi ruller af sted, så siger han fortroligt til mig: ‘Ved du godt, at der er blevet født trillinger på Riget i nat’?

Episoden fortæller lidt om, hvor hurtigt det hele går, men er også et hint til Anita om, hvor stor en sensation hendes tre piger er. Hun kommer til at opleve det mange, mange gange.

Folk, der peger på hendes kæmpe trillingevogn. Fremmede mennesker, der helt ublu spørger til hendes sexliv, når hun skal tage vare på tre børn. En hel masse mennesker, der er meget fascinerede og ofte venligt interesserede, men som Anita indimellem har lyst til at bede om at knytte sylten. Fordi de ikke ved, hvad de snakker om.

– Nogle gange bliver jeg en drage, der hvæser ‘ja, men jeg elsker alle mine børn’ når en ældre dame kommenterer, at vi fylder meget på gaden, siger Anita.

Hun er optaget af at sørge for, at pigerne bliver mødt som Elisabeth, Kristine og Viktoria – og ikke altid bare som trillingerne.

Kurt ser anderledes på det. Han er så stolt. Han hører ikke de mange kommentarer på samme måde som Anita. For ham er det pudsigt, at præsten allerede kender dem, da de vil bestille tid til barnedåb, og folk må gerne kigge. Hvorfor ikke? Hans tøser er jo gudeskønne!

LÆS OGSÅ: Sådan klarer i morsyge

De er dog enige om, at det tager længere tid at falde til i forældrerollen, når man får tre børn, der er født for tidligt. De første dage var en underlig blanding af glæde, stolthed, bekymring og afmagt.

– Vi gik jo sådan lidt fra montre til montre og så på dem. Så kom der en sygeplejerske og sagde: Nu gør vi sådan, når hun skal have mad, forklarer Kurt.

I begyndelsen er det ikke Kurt og Anita, der bestemmer over deres børn. Det er helt tydeligt. Heller ikke da de uden varsel bliver sendt fra Riget til Roskilde efter fire dage. Måske derfor bliver Kurt pludselig så overvældet i bilen, da han ser ambulancen med hans tre døtre i bakspejlet?

Det er utrygt ikke at have nogen kontrol med tingene. Hvornår bliver pigerne hans og Anitas?

Det bliver de for alvor en helt bestemt dag, hvor Kurt pludselig får nok af trillingehysteriet. Hans piger skal have alle mulige ekstra undersøgelser af øjne og ører for at sikre, at der ikke er noget i vejen.

Under en af undersøgelserne får Viktoria for meget bedøvelse og holder kortvarigt op med at trække vejret. Alle alarmer hyler. Heldigvis får lægen liv i Viktoria igen, men lige her er Kurt og Anitas grænse nået i forhold til, hvor meget de vil lade sig diktere.

– Vi stoppede med alle de undersøgelser. Nu måtte vi altså træde ind i forældrerollen og tage ansvar for vores børn. Ikke flere høretest. Nu ville vi bare have en almindelig barsel, siger Kurt.

En helt ualmindelig barsel

Familien på fem tager efter seks ugers indlæggelse hjem til gården. Til hund og kat og heste. Anita regner med, at hun kan tage tingene oppefra og ned. Planlægge sig ud af arbejdsbyrden med tre spædbørn. Det går nok, ikke? Kurt tager glad på arbejde. Og Anita bryder sammen.

– Jamen, jeg kravlede på væggene. Tabte mig tre størrelser i løbet af ingen tid. Ringede grådkvalt til Kurt hele tiden. Det var et mareridt, hvor jeg slet ikke slog til, siger Anita.

Kurt lytter, men forstår det ikke helt. Sender hende på rekreation i stalden, så snart han kommer hjem, og er fast besluttet på at få pasningen af de tre piger på skinner. Systematisk og roligt.

– De skreg alle tre, da jeg kom hjem. Så jeg tog en først, skiftede hende, trøstede hende og fik ro på. Så tog jeg sejrsikkert den næste. Men halvvejs inde i beroligelsen af nummer to, begyndte nummer et at skrige igen. Da begyndte jeg at forstå Anita, siger Kurt.

De holder krisemøde og enes om forskellige strategier, der skal få dem igennem. Først og fremmest opgiver de tanken om en lang barsel, hvor de skiftes til at være hjemme. I stedet får Kurt barsel med meget kort varsel, og så er de to voksne de første seks måneder. Herefter skal pigerne i dagpleje.

Det er et offer, men det er nødvendigt. Næsten lige så vigtigt er det, at Anita insisterer på, at de gennemfører en militærisk ordning for deres søvn. De deler nætterne mellem sig, så man hver anden nat har fri mellem 20 og 05 for alle børn (med mindre en af pigerne er syg).

Natteordningen er så stor en succes, at de efterfølgende indfører den til at gælde hele døgnet. Man har en fridag, og så en børnedag. På fridage må man gerne gøre noget for sig selv. På børnedage kan man ikke andet end at opfylde de tre tumlingers behov.

– Vi har stadig ikke så meget som fem minutter, hvor vi kan slappe af. De løber jo i tre retninger på en gang. Når vi skal ind i bilen, er der altid en, der stikker af, mens vi sætter de andre ind, siger Anita.

Men den slags praktiske problemer har de fået styr på. Anita mener det, når hun siger, at alt nok skal gå. Det eneste, der stadig gnaver lidt, er tanken om opmærksomheden på hvert enkelt barn, som de begge spekulerer over.

– Når alle pigerne kommer løbende i dagplejen og vil give mig en knuser, så mangler jeg altid en arm, siger Kurt.

– Ja, siger Anita og smiler.

– Men tænk så på den regndans, de opfører, når de ser hinanden, hvis en af dem har været syg herhjemme, mens de andre er af sted. De har bare så meget glæde af hinanden allerede. 

LÆS OGSÅ: Vores Børns chefredaktør: 'Det var et kæmpe chok at blive mor'

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i svømmehallen med din baby

LÆS OGSÅ: Er dit mellemnavn hormonella?