Trine Dyrholm

Trine Dyrholm: ”Det er vores ultimative angst, at vores børn skal dø”

Trine Dyrholm er blevet langt mere bekymret, efter hun er blevet mor. Og selvom hun mener, at børn skal lære at klare sig selv, kæmper hun selv med at give slip på sin søn. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Trine Dyrholm er bange for at miste sin 11-årige søn.

Så bange, at hun gruer for, at han slår sig, når han står på wakeboard eller kravler for højt op i træerne.

Hun er – som mange andre forældre – blevet langt mere bekymret, efter hun er blevet mor. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

”Jeg kan godt været en ret bekymret som type. Min søn er f.eks. god til at stå på wakeboard, og det kan jeg blive meget nervøs over. Jeg har en meget livlig fantasi og ser farer overalt. ”Åh, behøver du at klatre derop?”, kan jeg finde på at sige, og det er jo lidt skidt, for samtidig er jeg ikke interesseret i at overføre min egen angst til min søn,” siger den filmaktuelle skuespiller.

For Trine Dyrholm er dilemmaet, at man som forælder skal lære sine børn, at de selv kan, samtidig med at man vil gøre alt for at beskytte dem.

For hende er der dog ingen tvivl om, at hendes søns liv altid vil komme før hendes eget, hvis der skulle opstå situationer, hvor det er nødvendigt.

”Det er jo den ultimative handling, og jeg tror, at det er noget, langt de fleste forældre ville gøre for deres barn. Dit eget liv er uvigtigt, hvis dit barn ikke overlever," siger hun og fortsætter:

"Det er også derfor, at det er vores ultimative angst, at vores børn skal dø. Vi ved, at vores forældre skal dø på et eller andet tidspunkt før os, hvis ellers tingene går i den rigtige rækkefølge, men det med, at børnene kan dø, det er en evig angst,” lyder det fra Trine Dyrholm.

Hun er overbevist om, at angsten for at give slip bunder i, at man definerer sig ud fra ”identiteten mor”.

Og selvom det kan føles svært at ”give slip”, vil man jo altid være mor, også når ens børn bliver ældre og flytter hjemmefra, understreger Trine Dyrholm.

”Jeg tror, jeg står med de samme udfordringer som de fleste andre mennesker, nemlig at det er en evig kamp. På den ene side har man lyst til at fastholde sit lille barn i sin favn og sige: ”Jeg passer på dig for evigt”. Og samtidig er der også noget smukt over at se sit barn kunne selv, vokse op og lære at sige fra over for en.”

Læs hele interviewet med Trine Dyrholm her, hvor hun også taler om at være hypokonder og om at gå i op i andet end at være mor.

Om Trine Dyrholm, 48 år

  • Aktuel med filmen ”Erna i krig”, der har premiere 29. oktober 2020, og som er baseret på Erling Jepsens roman af samme navn
  • Begyndte karrieren som sanger og deltog i dansk Melodi Grand Prix i 1987 med sangen ”Danse i måneskin”
  • Debuterede i filmen ”Springflod” i 1991 og vandt en Bodil for sin hovedrolle
  • Har i alt vundet syv Bodilpriser, 10 Robertpriser og en Sølvbjørn gennem årene, hvor hun har medvirket i film som ”Hævnen”, ”Den skaldede frisør”, ”Du forsvinder” og ”Dronningen”. Har også medvirket i en lang række teaterstykker samt tv-serier som ”TAXA” og ”Arvingerne”
  • Samboende med kæresten Niclas Bendixen, der er instruktør. Sammen har de sønnen Axel på 11 år