Selvstændighedsalder: Forstå dit barns hidsige temperament

Din datter på halvandet år tumler rundt i stuen med kurs mod bøgerne i reolen. Du når lige at se de små fingre tippe den første ud over kanten, og pigebarnet griner begejstret. Som så mange gange før siger du bestemt ‘nej!’, og hun kigger artigt på dig.

Men lidt efter lyder der et rabalder, da hele rækken rammer gulvet. Du gentager dit nej, mens du flytter hende fra gerningsstedet. Ungen hviner og kaster sig ned på maven i raseri. Hvad foregår der? Hvem har forvandlet dit lille, blide lam til en hidsig trold?

Svaret er simpelt: Det har naturen! Dit barn er nemlig kommet i selvstændighedsalderen – eller det, man i gamle dage kaldte trodsalder. I dag er navnet ændret, da der i psykologiske kredse er enighed om, at når dit barn farer i flint hver halve time, er det hverken for at genere eller trodse dig.

Din tumling er ganske enkelt i gang med at opdage, hvordan hun hænger sammen med den store verden, der omgiver hende. Det forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: 9 typiske konflikter

Et barn i selvstændighedsalderen udvikler sit ‘jeg’

"Når dit barn kommer op at stå, får det adgang til at undersøge alt. Det har siddet dér og kigget på potteplanten i vindueskarmen i månedsvis, og nu kan det pludselig gå hen og røre. Det får derfor lyst til at udforske verden på egen hånd. Men det er også nu, dit barn skal finde ud af, hvad der er farligt, og hvad det må og ikke må," forklarer Margrethe Brun Hansen, som betegner perioden fra et til to år som forstadiet til selvstændighedsalderen.

Når dit barn passerer sin toårsfødselsdag, tager udviklingen endnu et ryk. Nu forstår hun nemlig, at hun har et ‘jeg’ – og når du nogle gange tænker, at hun opfører sig en smule selvisk, har det sin helt naturlige forklaring. Egotripperen er nemlig slet ikke moden til at forstå, at der er et liv uden for hende, og hun forventer altså i den grad, at omverdenen skal tilpasse sig hende.

Som forældre vil du mærke dit barns nye indsigt i ‘jeg’et ved, at hun vil tingene på en helt anden måde end før: Når hun har sat sig noget i hovedet, skifter hun ikke uden videre mening. I din verden er det måske en bagatel, at du kommer til at åbne døren fra entreen ind til stuen i stedet for at lade den lille dronning gøre det, men for hende er det en stor ting, fordi hun i sit hoved allerede havde lagt en strategi om, at hun skulle gøre det.

Og nu hvor du har ødelagt det hele, skal du så sandelig have det at vide – derfor ramaskriget. Det kan være fristende at sige, at det er noget pjat at blive så sur over sådan en ligegyldig ting, men den fælde advarer Margrethe Brun Hansen dig mod at falde i.

"Du giver dit barns selvstændighed et knæk, hvis du ikke lader hende blive tosset. Hun skal have lov til at give udtryk for sin mening, for det er en del af at blive et selvstændigt menneske."

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

Vrede må ikke avle vrede

De fleste forældre har nok prøvet at komme til at råbe og skrige af deres afkom i en presset situation, hvor ungen gebærder sig helt urimeligt. Margrethe Brun Hansen råder dig dog til at tøjle dit eget temperament.

I et til tre-års-alderen er dit barn ved at lære de sociale spilleregler, og hvis det ofte oplever dig komme helt op i det røde felt, tager junior den læring med sig videre i livet og i omgangen med andre mennesker. Samtidig går der små skår af dit barns selvværd, når mor og far ter sig tosset.

“Når dit barn ligger på gulvet og skriger, og du selv begynder at skrige af det, viser du barnet, at du ikke kan rumme dets vrede. Du signalerer, at du ikke magter at opdrage det,” forklarer Margrethe Brun Hansen, som understreger, at du selvfølgelig ikke skal give den lille solkonge lov til at regere over hele familien i dine bestræbelser på at anerkende hans forsøg på at blive et selvstændigt individ.

Faste rammer og regler hjælper et barn i selvstændighedsalderen

Det er vigtigt, at du lærer ham, at han bliver nødt til at acceptere de grænser og regler, der er i hjemmet og i samfundet i øvrigt. Ellers risikerer han at blive meget besværlig at være sammen med, når han bliver ældre, og hans trang til at bestemme over alt og alle kan ikke længere afskrives som et led i selvstændighedsfasen.

Margrethe Brun Hansen opfordrer dig derfor til at lægge nogle faste rammer for dit barns hverdag, som ikke er til diskussion. Det kan for eksempel være, at I læser to bøger inden sengetid. Her skal eneherskeren ikke have lov at diktere, at han i dag har lyst til at læse fire bøger – i den situation må du holde fast og tage det anfald, der kommer. De genkendelige regler giver dit barn tryghed, hvorimod en løsere tilgang til hjemmets reglement vil gøre ham snotforvirret.

"I toårsalderen er dit barn så stort, at han kan generalisere og lære af de erfaringer, han gør sig. Så hvis han den ene dag i supermarkedet gerne må bestemme, at der skal slik i indkøbskurven, men den næste ikke må, kan han ikke finde ud af, hvad du mener. Dels mister han respekten for dig, dels bliver han i tvivl om, hvad han må og ikke må," forklarer Margrethe Brun Hansen, som trøster dig med, at netop dit barns evne til at generalisere vil komme dig til gode, hvis du står fast: Til sidst vil han simpelthen ikke orke at lave flitsbuen i Netto, for han ved, at han alligevel ikke får noget ud af det.

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: Hjælp, min 3-årige går amok!

Vælg dine kampe

Børnepsykologen er dog ikke tilhænger af, at du bliver for firkantet i din tilgang til hverdagens små konflikter. Hun opfordrer dig til at sondre mellem mindre detaljer og mere afgørende ting. I situationen, hvor din datter går i koma, fordi du åbner døren for hende, er det okay at lukke den igen og lade hende udleve sin trang til at være selvhjulpen.

Men hvis hun hidser sig op over at skulle have flyverdragt på en iskold dag, bliver det, som du har bestemt. For at bevare respekten fra dit barn bør du desuden blande andre mennesker udenom, når du forklarer, hvorfor tingene skal være på en bestemt måde.

"Hvis du fortæller dit barn, at politiet har sagt, at han skal have sikkerhedssele på, at far ikke vil have, at han hopper i sofaen, eller at pædagog Ruth har bestemt, at han ikke må tage sit lyssværd med i børnehave, fralægger du dig ansvaret og autoriteten. Dit barn vil få oplevelsen af, at du ikke har nogen mening, og så bliver det svært at få det til at gøre, som du siger," forklarer Margrethe Brun Hansen, som godt kan forstå, hvis du indimellem har mest lyst til at bøje af for dit barns luner, så den gode stemning ikke går fløjten.

"Som forælder kan du ikke lide, at dit barn er sur og ked af det, når I endelig er sammen. Derfor kan det være fristende at sige ‘jamen, hvordan vil du SÅ have det?’. Men dit barn har brug for, at du tager lederskab og viser ham, at nogle ting ikke er til diskussion. Hvis han får lov til at bestemme over ting, han ikke evner, bliver han stresset og usikker og kan på sigt få svært ved at omgås andre mennesker," siger hun.

LÆS OGSÅ: Gråden afslører dit barns hysterianfald

Konflikter er uundgåelige

Margrethe Brun Hansen ville gerne give dig nogle redskaber til at forebygge konflikterne, før de opstår – hvis de fandtes. Desværre er det umuligt at forudsige, hvilke situationer der får dit barns puls til at eksplodere, for den lille er i gang med at lære sig selv at kende og skifter derfor mening på et splitsekund. Hvad der var rigtigt i går, kan være helt forkert i dag, og konflikterne er derfor uundgåelige.

Men når dit barn ligger på gulvet og gisper efter vejret af hidsighed, så tag en dyb indånding, og husk dig selv på, at det lille væsen er i gang med at danne sin egen personlighed og lære, hvordan man opfører sig ude i den store verden. Det er da en god udvikling, ik’?

Kilder: Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen og bogen 'Ka’ selv, vil selv' af børnepsykolog Grethe Kragh-Müller.

Denne artikel er oprindeligt bragt d. 21. april 2010. Efter aftale med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.