Udfordring: Min mig-uge
Kan en mor til to slippe den indre to-do-liste og hver dag i en uge gøre mindst én ting kun for sig selv? Se, om det lykkes vores testperson Charlotte, og om mere mig-tid giver mere overskud.
Dag 2 - Søndag Godt med plan B
Min perfekte søndag formiddag er med avisen foldet ud mellem hænderne. Til min store fortrydelse ryger en komplet ukrøllet avis oftest ud med skraldet igen. I dag skal jeg åbne bare en sektion og ikke rydde op, støvsuge eller sortere vasketøj.
Men morgenen begynder uventet. Vi sover helt til halvotte. Inden alle er i tøjet, og ungerne mætte, skal vi til brunch hos venner. Hjemme igen sidst på dagen er det tid til aftensmad og putning. Med mig i pendulfart mellem børneværelserne med vand og sutter, mens far gør klar til forretningsrejse i morgen.
Silas er to timer om at hoste og hulke sig i søvn. Efter den omgang er avisen lige så sur pligt som det rene tøj, der skal lægges sammen. Pokkers, at jeg tit når at blive for træt til at orke egne interesser!
Heldigvis giver min mig-uge plads til en plan B: Ind i sofaen med en kop te og et stykke to dage gammel kanelstang, der stadig klistrer. Ahh, det er godt, tænker jeg, inden jeg falder i søvn på fjernbetjeningen.
gallery 8 billeder
Dag 3 - Mandag Prioriter, prioriter, prioriter
Silas har hostet for meget i nat til at komme i vuggestue. Så vil Tore også være hjemme. Jeg nænner ikke at sige nej. Selv om han tror, at ‘arbejde under Silas’ middagslur’ betyder, vi skal bygge Lego. Indeni vinker jeg skuffet farvel til mig-tid med et modemagasin, inden jeg skulle hente.
Alle planer vælter med sygt barn. Min mund er stram. Tre kopper god kaffe i rap hjælper på humøret og prioriteterne: Jeg slukker computeren og serverer færdigsauce på pastaen. Efter putningen skal jeg gøre noget for mig i stedet for at lægge tøj sammen eller være tv-zombie. Jeg lover mig selv at holde fokus. Jeg kan godt!
Hurra for min yndlingsfilm på nettet og is i fryseren. Alene det, at jeg ser en film frem for at zappe mig i søvn, gør mig stolt – jeg skal jo starte et sted. Om natten er begge drenge urolige. Det bliver jeg også. I morgen skal jeg gennemføre min mig-ting. Kun udsigten til min massage-tid afholder mig fra grædende at kalde manden hjem fra Frankfurt.
gallery 8 billeder
Dag 4 - Tirsdag Kvalitets-mig-tid
Vi er ude ad døren en time før normalt. I vuggestuen siger jeg, at jeg er optaget indtil klokken 11, hvis nu Silas ikke er helt rask. Jeg er i så god tid, at jeg når på kaffebar inden min aftale. Sørme om ikke min yndlingsavis kan nydes til kaffen. Skuldrene rykker en tak ned og mine mundvige op.
Bare jeg kan holde mig vågen til min forestående massage og slippe tankerne om Silas! Ingen af
delene er noget problem, da jeg på det lækre spa mærker velværen brede sig i kroppen for hvert blide strøg med lavendelolie. Efter massagen er min krop let som efter flere timers sammenhængende søvn.
Heldigvis har de ikke ringet fra vuggestuen. Det gør de til gengæld senere fra børnehaven. Tore er tonset ind i en stålsøjle og har en bule i panden på størrelse med et hønseæg. Hjem og trøste og bygge Lego. Mit overskud er helt anderledes i dag. Konklusion: Spa-ture skal være en del af mit liv fremover.
gallery 8 billeder
Dag 5 - Onsdag Vidunderlig tøseaften
Min søster, som er mor til tre, er på kursus i byen. Normalt overnatter hun for at lege med sine nevøer. I dag bliver det kort. Vi to skal på restaurant, så snart far er hjemme. Munden står ikke stille på os under de næste fire timers sjælden uafbrudt opmærksomhed til at vende børn, mænd og vores fælles passion, yoga.
Efter desserten siger hun: “Jeg føler mig aldrig færdig med at snakke, når vi har været sammen. Så vi går de fem kilometer hjem i den milde aftenluft og snakker færdig. Alt ved denne aften har været godt. Jeg lover mig selv flere aftaler i kalenderen.”
gallery 8 billeder
Dag 6 - Torsdag Træning i at vælge mig
Jeg går til yoga. Synes jeg. Reelt er det fem år siden, jeg lavede en solhilsen tre gange ugentligt. Ulvetime og madlavning hænger bare ikke sammen med træning plus transporttid. Nu vil jeg prøve et sent aftenhold i et fitnesscenter. Jeg tager af sted med blandede følelser. For femte aften i træk ser jeg stort set ikke min mand.
Så snart yogamåtten er rullet ud, er det, som om min krop vågner til yogalærerens rolige måde at guide gennem stillingerne på. Jeg elsker simpelthen det her og er komplet i et med træningen. Til den afsluttende afslapning spekulerer jeg på, om jeg kan træne oftere. Derhjemme er svaret ikke givet. Tore har spurgt efter mig igen og igen, inden han faldt i søvn. Mors hjerte synker.
gallery 8 billeder
Dag 7 - Fredag En gave til mig, nææh
Ungerne afle veret. Kaffe. Arbejdsro. Med små børn er en ukompliceret morgengave nok i sig selv. Da postbuddet ringer på ved middagstid, er der endnu mere at glæde sig over. En pakke med nye jeans får mine arme i vejret. Shopping på nettet sparer tid og er som at få en gave, når varerne kommer.
Normalt skynder jeg mig fra arbejde til institutionen. I dag trækker jeg tiden i
solen på trappen. Tore har tårer i øjnene, da jeg henter. Han har savnet mig, siger pædagogerne. Godt, vi har en weekend foran os.
gallery 8 billeder
Konklusionen Så blev jeg så klog
Ugen har åbnet mine øjne for, hvor glad jeg bliver af at gøre ting for min egen skyld. Jeg mangler stadig mange timers sammenhængende søvn for at få mere overskud, men for første gang i lang tid har jeg hver dag mærket mig selv ved at holde på egne behov.
Selv om planerne måtte ændres undervejs. Sådan er det med små børn. Massagen, yogaen og tøseaftenen gav mig decideret energi. Balancen i forhold til familien er jeg i tvivl om, men helt klart mere af det fremover. Mig-tid behøver jo ikke (kun) være venindeture til Paris.
En halv time alene i solen, og jeg er igen dybt taknemmelig for mit mor-liv. Jeg skal bare blive bedre til at sætte en god film på eller kysse min mand om aftenen, selv om jeg er træt. Måske man bør overveje en min-mand-uge. Vi får se …
gallery 8 billeder
Dag 1 - Lørdag Ikke græde over spildt mælk
Dagens familie-projekt er at bygge et legehus. Dagens mig-projekt er derimod, at aftensmaden skal snuses, snittes og simres med et glas rødvin i hånden. Modsat hverdagsaftener med børnevenlig spaghetti, der er lavet og spist på ti minutter. Legehuset er først rejst ved femtiden. Lovlig tæt på Silas’ sultegrænse.
Nu er gode råd dyre. Alt for sent at lege gourmet. Jeg overhører Tores gentagne kalden på ‘pizza’, og får manden til at hente min yndlingslast, sushi. Øl kommer i glassene. Mor og far skåler og griner. Jeg når lige at sige ‘nu slapper mor af ’. Så vælter først Tore og så Silas deres vand. Vi bruger mindst ti servietter. Der er ikke køkkenrulle på bordet i dag.
Så er der lorteble. Den napper far. Som så ofte før sidder jeg alene tilbage og spiser færdig. Bordet ser ud, som om en tornado har passeret. I aften er jeg (lige)glad. Jeg har haft fest med mine yndlingsmennesker og bobler stadig indeni, da jeg går i seng.
(8 billeder)
Faktaboks
Mor: Charlotte Ingvartsen, 37 år, journalist.
Far: Thomas Holm, 43 år, selvstændig.
Børn: Silas, 1½ år og Tore, 4 år.
“Alle med små børn kender det: Der skal altid tørres en næse, skiftes en ble eller sættes endnu en vask over, inden mor får spist, et bad eller en kop kaffe med benene oppe. Denne uge skal det være anderledes. Hver dag vil jeg prøve at gøre mindst en ting, stor som lille, kun for mig. Manden bakker op i håb om, jeg ikke som sædvanlig forstener i sofaen, når Tore på fire og Silas, halvandet, er puttet. Vi får se …”
Læs om Charlottes mig-uge hér, og se om det er noget for dig
LÆS OGSÅ: Forkæl din krop – med ansigtsmaske og fodbad
LÆS OGSÅ: 10 trin til et sundt og sjovt liv som mor