Ridning – dyrt, men dejligt (og lidt farligt)
ALDER: I nogle klubber kan dit barn starte til ridning i børnehavealderen – i andre klubber skal barnet mindst være seks år.
PRIS: Det koster omkring 400 kroner om året at være medlem af en rideklub. Hertil kommer rideundervisningen, som kan koste op til 500 kroner om måneden.
TIDSFORBRUG: Cirka to timer om ugen plus en håndfuld weekend-eftermiddage til stævner.
UDSTYR: Nyprisen på en basispakke med det mest nødvendige rideudstyr kan snildt løbe op i flere tusinde kroner:
Hjelm: Cirka 200-800 kroner.
Ridestøvler: Fra 200 kroner og opefter.
Vest (beskytter overkroppen ved fald og slag): Cirka 500-800 kroner.
Ridebukser (ingen indvendige syninger, der gnaver, og ruskind på enden, så man sidder bedre i sadlen): Cirka 300 kroner.
Hvis dit barn skal have sin egen hest, begynder det at blive pebret. Hesten kan nok erhverves for 20- 25.000 kroner, men opstaldning – det vil sige kost, logi, dyrlægebesøg og skoning – kan koste alt imellem 1.800-3.500 kroner per måned.
Det første sæt træningstøj kan bestå af:
En cykelhjelm er lige så sikker som en ridehjelm, og det er o.k. at ride i cowboybukser og gummistøvler, indtil du får et indtryk af, om dit barns hesteglæde varer ved. De fleste rideklubber har ridehjelme til udlån og en opslagstavle, hvor du kan finde brugt rideudstyr til en billig pris.
DET FÅR DIT BARN UD AF AT GÅ TIL RIDNING:
Samværet med de store dyr er supergodt for dit barns selvtillid, selvdisciplin, koncentration, ansvarlighed, empati og motorik. Der er gode grunde til, at heste bruges til at træne mennesker med alle former for handikap og diagnoser. Og foruden venskab med de firbenede er der naturligvis kammeratskabet med de andre små ryttere. Ridning er også glimrende motion – drevet af en lidenskab, der for nogle varer hele livet.
INDSTIL DIG PÅ AT:
– Ridning også tager din tid.
Rideklubberne har generelt styr på sikkerheden. Langt de fleste ulykker med heste sker andre steder. Men du skal være der og være på. Børn skal helt op til ni-års-alderen have en voksen ved hånden hele tiden, når de er til ridning. Undervisning for begyndere tager oftest en time om ugen. Læg hertil en time, hvor I skal give hesten saddel og hovedtøj på, strigle, rense hove, sadle af, klappe, fodre med medbragte gulerødder og eventuelt trække hesten ud på fold. Oveni kommer som regel et par stævner, der gerne ligger i weekender.
– Tøjet lugter af hest.
Regn med, at alt jeres tøj er støvet og lugter af hest, når I har været til ridning – ikke bare dit barns ridetøj. I kan lige så godt fra første dag udnævne noget gammelt tøj til ridetøj.
– Lære at sadle hesten og rense hove.
Som forælder skal du både være indstillet på at turde sadle op og af, trække hesten og rense dens hove – uden at gå i panik! Nogle rideskoler arrangerer forældrekurser, for hvis du aldrig selv har redet, er det rigtig svært at gennemskue, hvordan næsebåndet skal sidde, om dit barn gør det rigtige, om stigbøjlerne skal justeres, eller hvad en grime er for noget.
– Være sikker over for hestene.
Din måde at være på over for hestene smitter af på dit barn. Du skal lære dit barn at behandle hestene godt og lade være med at gå om bag en hest. Optræd sikkert, men kærligt, så hesten bliver tryg. Rideskoleheste er som regel udvalgt specielt til børn, fordi de er rolige og velafbalancerede. Men i bund og grund er alle heste flugtdyr på et halvt ton eller mere. Og hvis man hujer og råber i stalden eller ridehallen, kan selv rolige rideskoleponyer blive nervøse. Find din nærmeste rideklub på Rideforbund.dk
Kilde: Uddannelses- og klubchef Christian Petersen, Dansk Ride Forbund.