”Jeg følte, at jeg mistede noget af mig selv, da jeg blev mor”

Af Amalie Holm 

For seks år siden skulle Kirsten på barsel med sit første barn. Hun havde glædet sig til at blive mor, men da den lille ny kom til verden, blev lykkerus afløst af tomhed. Moderskabet var langt fra ligeså rosenrødt, som hun havde forestillet sig. Det var ikke fordi, Kirsten ikke elskede sin datter som enhver anden mor gør, når hun får sin nyfødte i armene. Men livet med det lille barn fik Kirsten til at føle, at hun måtte give afkald på sig selv. For at kompensere for de forbudte følelser, begyndte Kirsten at løbetræne, men snart tog træningen overhånd.

Kirsten har valgt at stå frem og fortælle sin historie om træningsafhængighed til ALT for damerne, fordi hun ønsker at opfordre andre nybagte mødre til at prioritere familielivet frem for et pukkelpist-formet vaskebræt og imponerende løbetider.

LÆS OGSÅ: ”Anne Bech blev min redning. I dag har jeg tabt 22 kilo”

- Da jeg havde født min datter Liv, mærkede jeg med det samme, at jeg havde svært ved rollen som mor. Jeg var usikker, og jeg følte, at jeg mistede noget af mig selv, da jeg blev mor. Derfor begyndte jeg at løbetræne. Det blev mit lille frirum, hvor jeg kunne ånde ud uden babygråd og ansvarsfølelse.

- Til at starte med løb jeg bare kortere ture, men allerede få måneder efter fødslen, stod jeg til mit første halvmaraton. Jeg kom i mål på halvanden time, og jeg endte som nummer tre. Det gav mig utrolig meget selvtillid. Endelig følte jeg, at der var noget, jeg var enormt god til.

- Lige så stille blev det sådan, at løbetræningen gik fra at være velvære til i stedet at blive mit et og alt. Jeg mistede kontakten til mig selv i det. Alting handlede om det næste løb. Og det næste store mål skulle altid overgå det forrige. Først var det et halvmaraton, så maraton, dernæst 100 kilometer og til sidst 100 miles (red. Ca. 160 km.).

Kirsten og en samling af de mange medaljer, som hun har vundet i tidens løb. 

- Jeg fik utrolig meget anerkendelse fra mine omgivelser: "Gud, hvor er det sejt, at du både kan være mor, fuldtidsoptiker og en så ihærdig løber". Sådan sagde de fleste. Men selvom jeg fik ros, var jeg virkelig splittet. Jeg havde det slet ikke rart. Træningen havde vendt fuldstændig op og ned på mine værdier og prioriteringer.

- Jeg har altid vægtet min mand, familie og venner utrolig højt, men pludseligt kom min træning i første række. I stedet for at det første jeg tænkte på om morgenen var, at jeg skulle hygge mig med min datter og mand, så havde jeg mere travlt med at komme ud af døren for at træne.

- Jeg fulgte en fast træningsplan, hvor jeg løb 100 kilometer om ugen. Jeg havde endda aftalt med mit arbejde, at jeg fik en ugentlig friddag, så jeg både kunne nå at løbe halvmaraton i hverdagen og i weekenden. På de øvrige dage løb jeg minimum ti kilometer og brugte derudover min motionscykel. Kost, motion og sundhed, var det eneste, der fyldte i mit hoved. I mange år levede jeg på autopilot. Jeg spiste det samme hver dag uden at smage på det. Det skulle bare ned, så jeg kunne få mest mulig energi til min træning.

- Jeg var som havnet midt i et hamsterhjul, der ikke ville stoppe igen. Jeg følte ikke engang glæde, når jeg havde vundet et løb, fordi jeg allerede tænkte på det næste. Jeg nød heller ikke løbeturene, eller kvalitetstiden med familien, fordi den som regel forgik bag lukkede øjenlåg på sofaen.

- Selvom jeg ikke var rigtig glad i noget af det, jeg gjorde, så fortsatte jeg med at løbe og deltage i konkurrencer frem til min datter var fire år, hvor min træningsafhængighed var på sit højeste. Det til trods for, at jeg ofte vågnede med næseblod om natten, fordi min krop var under så hårdt pres.

- Det var først efter et hospitalsbesøg, at det gik op for mig, at det jeg havde gang i, gjorde mig syg. Samme dag, som jeg fik taget en række prøver på hospitalet, blev jeg ringet op af en sygeplejeske, der ville sikre sig, at jeg var okay. Mine blodprøver viste, at antallet af hvide blodlegemer var så lavt, at jeg ikke ville være i stand til at bekæmpe en infektion. Derudover havde jeg en hvilepuls på 34. Er ens puls under 40, skal lægen kontaktes.

- Jeg blev kaldt til samtale hos en overlæge kort tid efter, jeg havde fået foretaget en række knoglemarvsprøver, der skulle afgøre om antallet af hvide blodlegemer, skyldtes kræft. Det gjorde det ikke. Til gengæld måtte jeg krybe til erkendelse overfor lægen. Jeg fortalte ham om min livsstil med dråberne bankende ned af kinderne.

- Det blev startskuddet på et halvt år i helvede, hvor jeg først skulle acceptere, at jeg havde et problem og dernæst lære at ændre min livsstil. Jeg havde utroligt svært ved at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg var - uden mit løb.

- Med god opbakning fra mine nærmeste, en ordentlig omgang viljestyrke og behandling fra en række professionelle, lykkedes det mig at finde tilbage til mig selv.

- Da jeg lagde træningen på hylden, fik jeg lyst til nogle helt nye ting. Jeg startede med at spille klaver, jeg lærte et nyt sprog og jeg begyndte at holde mere af mig selv. Jeg fandt ud af, at selvom jeg ikke løber 100 kilometer og bliver nummer et, så er jeg stadigvæk god nok, som jeg er. Og vigtigst af alt blev jeg nærværende i samværet med min familie.

Kirsten med sin mand og deres fælles børn. 

- Selvom det har været benhårdt at vågne op fra den egoisme-boble, jeg har været i, hvor det går op for en, at man har såret sine nærmeste, så har det lært mig en masse. Jeg er netop på barsel med mit andet barn og i modsætning til min første graviditet, så har jeg ikke haft travlt med at komme direkte ned i fitnesscenteret for at få min gamle krop tilbage. Nu er jeg optaget af at nyde livet med min dejlige mand og vores to skønne unger.

- Jeg kan godt være nervøs for de mange nybagte mødre, der ligesom jeg selv gjorde det, smutter direkte i træningscenteret for at få deres krop tilbage. Til dem kan jeg kun sige: Skru ned for træningen inden det er for sent. Pludselig er dine børn blevet store. Og husk så, at selvom samfundets overdrevne sundhedsfokus dikterer slanke maver, så er det stadig det indre og ikke det ydre, der tæller.

Kirsten har ikke kvittet løb fuldstændig. I dag løber hun hyggelige og korte ture sammen med sin hun.  

I anledning af ALT for damernes Kvindeløb vil vi i den næste tid bringe en lang række historier, hvor kvinder fortæller om deres forhold til løb. Vi håber, at du har lyst til at deltage i vores Kvindeløb, når vi gæster en by nær dig. Husk, det er hyggen og ikke din tid, der tæller hos os. Du kan tilmelde dig her. 

 LÆS OGSÅ: "Jeg har haft travlt med at lave om på andre, og jeg har forventet, at andre var som mig"

LÆS OGSÅ: 20 ting der fortæller mig jeg er fyldt 30 år

LÆS OGSÅ: ”Fra den ene dag til den anden stod jeg alene med min sorg og to børn”