”Jeg vil ikke være speciel, fordi jeg er syg”

– Det første, der ramte mig, da jeg fik kræft, var, at jeg pludselig var meget anderledes. Så jeg kan godt føle mig alene og udenfor nogle gange. Især når jeg sidder på afdelingen og får kemo, hvor aldersgennemsnittet er omkring 55 år. Så kigger jeg omkring mig og tænker: "Hvad laver jeg her?", fortæller Julie

Julie fik konstateret brystkræft for et halvt år siden. Hun fik beskeden en tirsdag, og om fredagen lå hun på operationsbordet. Lige fra første dag har lægerne omtalt hende som noget meget specielt og et særtilfælde. For Julie er kun 24 år gammel.

– Det er nok den følelse, som har været sværest at arbejde med. At mit tilfælde er så specielt og anderledes. Hver gang jeg mødte en læge eller sygeplejerske i starten, sagde de til mig "Det er sjældent, vi møder så ung en pige som dig herinde". Og jeg var ved at kaste op, når de sagde det. For jeg vil gerne være noget særligt for en egenskab jeg har, eller noget jeg har udrettet. Jeg gider ikke være noget særligt på grund af min sygdom.

Generelt har det været en stor omvæltning for Julie, at hun pludselig blev alvorligt syg. Hun måtte tage sygeorlov fra pædagoguddannelsen, det har været svært at kende sin egen krop, og planlægningen af hver dag blev lagt i hænderne på Herlev sygehus. Så nogle gange var det vanskeligt at vide, hvordan man rent faktisk følte indeni.

– I starten sagde min mor og veninder nogle gange: "Vi forstår godt, det er hårdt", og der kunne jeg somme tider blive sur og sige: "Det gør I bare ikke!" Så de lærte hurtigt, at det skulle de ikke sige. De skulle heller ikke sige: "Hvordan har du det?" for det er det allersværeste spørgsmål at svare på. Nu spørger de hellere, om jeg er okay.

At se det specielle som noget positivt

Det var især starten af Julies kræftforløb, som var fyldt med frustrationer. Både over at have fået sygdommen, men især fordi hun konstant blev mindet om, at det var meget usædvanligt, at hun havde fået brystkræft i en alder af 24 år. Det var først for nyligt, at Julie lærte at vænne det specielle til noget positivt.

– Jeg er begyndt at lære at sætte pris på at være noget specielt. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg gjorde i starten. Der brugte jeg enormt meget krudt på at være sur og vred over at være anderledes. Der tænkte jeg ofte: "Det kan ikke passe, at det er mit liv, der er blevet ødelagt. Jeg er kun 24 år". Men nu er det fint nok at være noget særligt. Det har gjort, at jeg har haft de samme søde sygeplejersker gennem hele forløbet, og de kan alle huske mit navn. Jeg har fundet ud af, at det ikke kan betale sig at være sur over det.

Hvis alt går efter planen, skal Julie fortsætte på pædagoguddannelsen igen efter efterårsferien. Men det er ikke kun forbundet med glæde, for det kan pludselig svært at finde tilbage til det normale, når kalenderen har været revet itu i et halvt år.

– Lige nu synes jeg, at det er skræmmende at skulle tilbage og leve et almindeligt liv. Men jeg ved godt, at det nok ændrer sig, jo tættere jeg kommer på det. Men jeg glæder mig til at blive lidt mere spontan igen. Alt har været planlagt og tilrettelagt, men uden at jeg egentlig har haft kontrol. Så jeg glæder mig til at kunne leve lidt mere.

Julies mor Lotte Pedersen (til venstre) og veninde Anja Jensen (til højre) var taget med til Støt Brysterne Løbet i København for at støtte Julie i kampen mod brystkræft.

LÆS OGSÅ: "Når du vågner om natten og er bange, så ringer du til mig. Jeg er her altid og hele tiden"

LÆS OGSÅ: "Hvis jeg nu dør, så ved jeg, vores børn har den bedste far"

LÆS OGSÅ: "Jeg føler skyld, fordi jeg har bragt kræft ind i min familie"