Mad til 2 dage: Bagt græskar med pestofisk og spinatsalat & Græskarsuppe

Mad til 2 dage: Bagt græskar med pestofisk og spinatsalat & Græskarsuppe

Græskar er utroligt nemt at tilberede, og derfor er det oplagt at lave en ekstra stor portion, så der er mad til at lave enlynhurtig græskarsuppe dagen efter!

3-4

Ingredienser

  • DAG 1
  • 1-2 græskar, afhængig af størrelse, f.eks. hokkaido, cirka 2 kg i alt
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tsk havsalt
  • Pestofisk
  • 400-600 g hvid fisk i fileter, f.eks. ising eller rødspætter
  • 3-4 tsk rød pesto, f.eks. fra Løgismose
  • 2 spsk olivenolie
  • salt og peber
  • ½ dl hvidvin eller vand
  • Salat
  • 200 g frisk spinat
  • 1 æble
  • 50 g mandler, svarende til en god håndfuld
  • 50 g tørrede tranebær
  • Dressing
  • 1 spsk balsamico
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 tsk sennep
  • 1 tsk sirup eller akaciehonning
  • Tilbehør
  • Små kartofler eller et godt brød
  • DAG 2:
  • Bagt græskar, svarende til cirka 1 kg fra dagen før
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 skalotteløg
  • 2 cm ingefær
  • 1,2 l hønsebouillon
  • salt og peber
  • 2-3 dl cremefraiche, 38 % eller græsk yoghurt

Sådan gør du

  1. DAG 1:
  2. Varm ovnen op til 200 grader. Vask græskarret, halvér det, og skrab kernerne ud. Skær græskarret ud i både. Kom stykkerne på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie, og drys med havsalt. Bag græskarstykkerne i ovnen, til de begynder at blive bløde og let krøllede i overfladen, ca. 20-30 min. Laver du kartofler til, så kom dem i ovnen i et fad, og lad dem bage samtidig med græskarret.
  3. Kom fisken i et fad, der er stort nok til, at fileterne ikke ligger oven i hinanden. Fordel klatter af pesto over fisken, dryp med olivenolie, og krydr med salt og peber. Tilsæt lidt hvidvin eller vand. Bag fisken i ovnen i cirka 8-10 min.
  4. Lav imens salaten. Skyl spinaten, og slyng den tør. Skær æblet i mindre tern, og hak mandlerne. Kom det hele i en skål, og drys med tranebær. Bland dressingen, og hæld den over lige inden servering.
  5. Tag halvdelen af græskarstykkerne fra til næste dag, og servér de øvrige stykker sammen med fisk, salat og evt. kartofler eller brød. Du kan sagtens spise skrællen på græskarret, men hvis du ikke bryder dig om det, kan du blot skære den fra.
  6. DAG 2
  7. Fjern skrællen på det bagte græskar. Du kan også lade den sidde på, men så bliver suppen mere grov i konsistensen. Skær dem evt. i mindre stykker afhængig af, hvor kraftig din blender er. Pil hvidløget, og giv det et slag med en kniv, så det knuses let. Pil skalotteløgene, og hak dem groft. Skræl ingefæren og skær den i tynde skiver.
  8. Opvarm olien i en gryde og steg løgene ved middelvarme. De må ikke blive brankede. Tilsæt hvidløg efter nogle minutter, og kom herefter græskarstykker og ingefær i. Tilsæt hønsebouillon og lad det simre i små ti minutter. Blend suppen og smag til med salt og peber.
  9. Servér suppen med en god klat cremefraiche på toppen, friskkværnet peber og et godt stykke brød. Er der rester af fisken fra i går, kan det også fint serveres til suppen.
  10. Du kan gøre suppen mere fyldig ved at tilsætte kogt kylling eller lave topping af ristede svampe og bacon. Undlad da at putte ingefær i suppen og drys i stedet med frisk timian. :