Bagte lammeribben

Langtidsbagt lammebryst

Du skal i gang fire timer før spisetid, til gengæld er det ikke meget, der kan måle sig med et stykke langtidsbagt lammebryst.

4

Ingredienser

  • ca. 1,5 kg lammebryst med ben (ribben)
  • ½ øko-citron
  • ca. 1 spsk fint havsalt
  • 1 fed hvidløg
  • 1 skalotteløg
  • 1-2 håndfulde blandede friske krydderurteblade, f.eks. merian, koriander, persille og oregano
  • ½ dl hvidvinseddike
  • 1 spsk balsamicoeddike
  • ca. ½ spsk rørsukkersirup eller mild flydende honning

Sådan gør du:

  1. Skær så meget synligt og overfladisk fedt af lammebrystet som muligt uden at skære det helt i stykker – det resterende fedt vil stort set smelte af under stegningen.
  2. Gnid begge sider af brystet med den halve citron. Klem citronen, så saften løber ud over kødet. Drys salt på begge sider, og læg kødet i en lille bradepande eller et ildfast fad.
  3. Stil det i en kold ovn, og sæt temperaturen på 150 grader.
  4. Lad kødet stege i 2½-3 timer, eller til det er supermørt. Hvis brystet efter 1½ times tid endnu ikke har fået et stegt og lysebrunt ydre, kan du skrue op på 175 grader, men ikke højere.
  5. Pil hvidløgsfeddet og skalotteløget, og hak det meget fint. Hak krydderurterne fint. Kom de to slags løg og urterne i en skål, hæld de to slags eddike og siruppen over. Bland det let, og lad det trække.
  6. Tag lammebrystet ud, og hæld fedtet fra. Lad det hvile i 15- 20 min.
  7. Hvis du ikke er til at ”gnaveben”, kan du efter denne afkøling let trække ribbenene ud. Skær brystet i lidt mindre stykker, og læg dem tilbage i fadet.
  8. Øs krydderurtedressingen over, og sæt kødet under ovnens grill i 3-5 min, indtil det er blevet brunt, sprødt og lunt igen.
  9. Servér lammekødet med en yoghurt-agurke-sauce (Se opskriften i boksen her på siden)

Yoghurt-agurke-sauce

4 personer

1 ½ -2 øko-agurker

1 lille bundt mynte

1 lille bundt dild

3-4 dl 10% drænet yoghurt naturel

fint havsalt og peber

Skræl agurkerne, flæk dem, og skrab kernerne ud. Skær agurkerne i små terninger. Hak mynte og dild fint. Bland agurk og krydderurter med yoghurt, og smag til med salt og peber. Lad det trække ca. 10 minutter.