Ferskenkoldskål med havredrys
Alle kan lide koldskål, og de fleste kan også lide lidt variation. Så prøv denne med ferskner og sprød havredrys.
4 personer
Ingredienser
- Koldskål:
- 6 pasteuriserede æggeblommer
- 1 dl rørsukker
- 1 stang vanilje
- 4 meget solmodne ferskner
- 0,8 liter kærnemælk (evt. 5 dl kærnemælk og 3-4 dl ymer eller tykmælk)
- fintrevet skal og saft fra en økologisk citron
- 200 g frosne hindbær
- Havregrynsdrys:
- 25 g smør
- 2 spsk. rørsukker
- 2 dl havregryn
- Pisk æggeblommer, sukker og korn fra vaniljestangen til æggeblommerne er lyse og cremede.
- Pil skindet af ferskenerne, og befri kødet fra kernen. Skær ferskenkødet i mindre stykker, og blend det til mos. Rør æggesnapsen og ferskenmosen sammen. Tilsæt kærnemælken, og smag den til med citronskal og -saft.
- Stil koldskålen koldt. Kom de frosne bær i ca. 7 min. før servering, så de kan afgive kulde og tø op.
- Smelt smørret på panden sammen med sukker. Drys havregrynene over panden i et jævnt lag, og lad dem stege lidt med. Rør forsigtigt i det med en palet, og rist videre et par minutter over svag til jævn varme. Hæld de smørristede havregryn over på bagepapir, og lad dem køle af.
- Server havregrynsdrysset til koldskålen i en skål for sig.