Gravad laks med rævesauce
Med gravad laks i fryseren og rævesauce på køl er det nemt at imponere med hjemmelavede lækkerier lidt ud over det sædvanlige på julebordet.
20
Ingredienser
- Gravad laks:
- 1 lakseside (ca. 2 kg)
- 4 spsk muscovadosukker
- 1 spsk salt
- 2 spsk tørrede dildspidser
- 1 tsk tørrede fennikelfrø, stødte
- Rævesauce
- 100 g dijonsennep
- 100 g brun farin
- evt. lidt koldt vand
- Til servering: salat, hvidt brød og dild
Sådan laver du gravad laks og rævesauce:
- Fjern benene fra laksen (eller lad fiskehandleren gøre det), men lad skindet sidde på. Skær den eventuelt i 3-4 stykker, så det passer med de mængder, du skal bruge til forskellige lejligheder. En hel lakseside rækker til cirka 25 personer.
- Gnid laksens overside godt ind i muscovado, salt, dild og fennikel. Pak laksestykkerne ind i bagepapir og kom dem i fryseposer eller –bokse. Læg dem i fryseren.
- Rævesauce:
- Rør sennep og farin sammen, og hæld saucen på glas. Ved servering kan den eventuelt røres op med lidt vand, hvis den er blevet for tyk.Rævesaucen kan holde sig på køl i årevis.
- Servering:
- Tag laksen op aftenen før, den skal serveres, og lad den tø op i køleskabet. Skær laksen i tynde skiver med en meget skarp kniv, allerhelst en flad, bøjelig laksekniv.Anret lakseskiverne på smurt, hvidt brød eventuelt med et salatblad på. Dryp rævesauce ud over, og klip rigeligt frisk dild over til sidst.
SE OGSÅ: Sådan laver du leverpostej