Fastelavn

Opskrift: Bag lækre fastelavnsboller

Børn elsker at bage, og når det gælder fastelavnsboller og lækre muffins, kan de sagtens være med.

Så er det fastelavn, og hvis du har planer om at holde en fastelavn for de mindste, er det en hyggelig anledning til at gå i køkkenet sammen og bage de klassiske fastelavnsboller med creme. I kan også lave varianten med chokolade på toppen eller kaste jer ud i en lækker bananmuffin.

De børn, der synes, det er lidt svært at røre og forme boller, kan i stedet være med til at pynte. Der er muligheder nok, når det gælder glasur og krymmel i forskellige farver og former.

Her få I tre opskrifter på fastlavnsboller og muffins. Rigtig god fornøjelse med at bage sjove fastelavns-lækkerier.

Bananmuffins

22 stk.

5 æg

225 g sukker

1 vanillestang

200 g mel

1 ½ tsk bagepulver

2 modne bananer

150 g smeltet smør

Forme

Æg, vanillekorn og sukker piskes hvidt.

Bland mel og bagepulver og rør det i.

Mos bananerne og rør dem i sammen med det smeltede smør.

Hæld dejen i små smurte papirforme, og bag dem ved 175 grader i 12-15 minutter.

Pynt: Kagerne kan pyntes med glasur og forskellig slags pynt.

Fastelavnsboller med creme

9 små

Creme:

2 dl sødmælk

Ca. 3 spsk sukker

½ stang vanille

2 spsk mælk

1 spsk Maizena

1 æggeblomme

2 spsk mælk

Dej:

1 dl mælk

25 g gær

2 spsk sukker

1 æg

1 spsk olie

Ca. 250 g hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling

Eventuelt glasur eller smeltet chokolade og pynt

Creme:

Mælk, sukker og vanillekorn koges op.

Æggeblomme og Maizena røres ud med to spsk mælk i en kop.

Dette røres ned i mælken, mens der piskes.

Lad mælken småsimre i tre-fire minutter, mens der piskes.

Hæld cremen i en skål og lad den afkøle.

Dej:

Gæren udrøres i den lunkne mælk tilsat sukker, æggeblomme og olie.

Rør melet i lidt ad gangen, og ælt dejen, til den er glat og smidig.

Rul dejen ud til en kvadrat på et mel-drysset bord. Skær ni firkanter, og læg lidt creme på midten af hver.

Fold enderne sammen på midten, og vend bollerne forsigtigt om på bagepapir og bageplade.

Lad bollerne hæve 40 minutter under et klæde.

Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem ved 220 grader i 12-15 minutter.

Afkøl bollerne, og pynt eventuelt med glasur eller smeltet chokolade og pynt.

Fastelavnsboller med chokolade

12 stk.

100 g smør

3 dl kærnemælk

25 g gær

100 g sukker

½ tsk salt

½ tsk stødt kardemomme

Ca. 500 g hvedemel

Ca. 100 g mørk chokolade

Lidt æg til pensling

Smørret smeltes og hældes i en skål.

Gæren smuldres i, og kærnemælken tilsættes.

Kom sukker, salt og kardemomme i, og tilsæt melet lidt ad gangen.

Ælt dejen, til den er glat og smidig.

Lad den hæve tildækket et lunt sted i 30 minutter.

Hak lidt af chokoladen groft, og form 12 boller, hvori der æltes lidt hakket chokolade.

Lad bollerne hæve 20 minutter, og pensl med lidt sammenpisket æg.

Bollerne bages ved 225 grader i ca. 12 minutter og pyntes med glasur eller smeltet chokolade og pynt.