Nemt og billigt: Sådan laver du aftensmad til to for 16,50 kroner

Nemt og billigt: Sådan laver du aftensmad til to for 16,50 kroner

I takt med at fødevarepriserne stiger og stiger, kan det være en rigtig god ide at kigge på husholdningsbudgettet derhjemme. For udover himmelflugten på el og gaspriser er de helt basale madvarer, som vi køber i supermarkedet, blevet markant dyrere. Derfor lancerer forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad nu en serie nye opskrifter til at undgå madspild og spare penge.

Det er bevægelsens mangeårige ambassadør, kogebogsforfatter og sundhedsekspert Yvonne Luff Gottfredsen, der står bag de nye opskrifter, som kan hjælpe dig til at undgå madspild, og spare penge på madbudgettet. Længere nede finder du Yvonnes opskrift på en lækker blomkålssuppe til to personer, som du kan lave for kun 16,50 kr.

”Vi ser, at udgifterne til husholdningen er steget kraftigt over det seneste år. Det gælder især de basale fornødenheder såsom varme, el og benzin. Men også turen til supermarkedet er blevet dyrere - fx. når der står mælk, ost, brød og kaffe på indkøbsseddelen,”

Martin Kristian Brauer, Cheføkonom og Afdelingsleder i Samfunds- & Erhvervsøkonomisk Analyse hos Landbrug & Fødevarer.

"Man kan sagtens blive mæt på budget og samtidigt spise varieret og sundt. Mindre madspild betyder flere penge og mere luft i husholdningsbudgettet - og i disse tider med historiske prisstigninger, er det vigtigt at undgå spild. Din pengepung vil takke dig"

Yvonne Luff Gottfredsen, ambassadør for Stop Spild Af Mad bevægelsen, kogebogsforfatter og sundhedsekspert

Blomkålssuppe til to personer for 16,50 kr.

Blomkaalssuppe-billig-aftensmad.jpg
  • Det skal du bruge:
  • 400 gram blomkål, 5,50 kr.
  • 200 gram kartofler, 1,50 kr.
  • 1 fed hvidløg, 0,25 kr.
  • ½ løg 0,50 kr.
  • 500 ml. grøntsags bouillon, 0,50 kr.
  • ½-1 dl mælk eller 4% madlavningsfløde, 1,00-3,25 kr.
  • Lidt peber
  • 1 spsk. olivenolie, 0,50 kr.
  • ½ dåse/120 gram forkogte kikærter fra dåse (topping), 3,50 kr.
  • 2 skiver ristet rugbrød, 1,25 kr.
  • 2 store spsk. skyr naturel ca. 100 gram, 2 kr.
  • Topping: Ca. 120 gram panderistede kikærter, krydret med de krydderier du kan lide.
  1. Sådan gør du: Blomkålen skæres i tynde skiver. Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver. Løg og hvidløg hakkes groft.
  2. Kom ingredienserne i en gryde sammen med bouillonen (på nær olie, kikærter, skyr, rugbrød og mælken/fløden), og kog suppen i 10 min. til kartofler og blomkål er møre.
  3. Tilsæt mælk/fløde og lad simre i yderligere 2 minutter. Blend herefter til en jævn fin blød cremet suppe. Tilsæt evt. lidt mere grøntsags bouillon eller mælk/fløde til du får den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.
  4. Hæld væsken fra kikærterne og afmål 120 gram. Skyl kikærterne i koldt vand og lad dem dryppe af. Rist dem på en pande tilsat lidt olie, og krydr med dine yndlingskrydderier.
  5. Servér din blomkålssuppe med ristede krydrede kikærter og en klat skyr + en skive ristet rugbrød. Ristet rugbrød kan også erstattes af en grovbolle, grove knækbrød eller brødcroutoner.

NB: Madvarerne i retterne er købt ind i en discountkæde. Prisen for hver madvare er beregnet ud fra den mængde, der er brugt af madvaren. Opskrifterne er uden kød, men kød kan fint tilsættes som tilbehør i retterne eller som topping

Gode råd til at undgå madspild

  • Spidskål og blomkål har en lang holdbarhed. De opbevares bedst i køleskabet i en plastikpose.
  • Blomkål kan holde sig i op til 1 måned i køleskabet og 8 måneder i fryseren.
  • Blomkål kan have tendens til brune pletter på stok og overflade – det har ingen betydning, og kan spises.
  • Spidskålen kan holde sig i flere uger til måneder i køleskabet og ca. 1 år i fryseren. Skær tilkommen mug, råd og brune pletter væk. Resten af kålen kan fint spises.
  • Hvis du fryser blomkålen eller spidskålen, da lav gerne et kort opkog på 10 sekunder inden du fryser det ned.

PRØV OGSÅ: Blomkålsnøddepostej

Har du blomskål tilovers fra din suppe, så kan du bruge den til en lækker blomkålspostej med nødder. Den får du opskriften på her:

Blomkaalsnoeddepostej-billig-aftensmad.jpg

Blomkålsnøddepostej til to personer for 25,75 kr.

  • Ingredienser:
  • 300 gram blomkål, 4 kr.
  • 200 gram kartofler, 1,50 kr.
  • 1 gulerod, 100 gram, 1 kr.
  • 1/4 rød peberfrugt, 1,75 kr.
  • 2 fed hvidløg, 0,50 kr.
  • 1 løg 1 kr.
  • ½ æble, 1,25 kr.
  • 1 spsk. hakket persille, 2 kr.
  • 1 dl/60 g hasselnødder, 6,75 kr.
  • 2 æg, 3,50 kr.
  • 1 dl. grøntsags bouillon, 0,25 kr.
  • 1 dl mælk, 1 kr.
  • Smag til med salt og peber og evt. andre af dine yndlingskrydderier
  • Tilbehør: 2 skiver ristet rugbrød, 1,25 kr.
  1. Sådan gør du: Blomkålen skæres i tynde skiver. Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver. Kog i cirka. 10 min. til blomkål og kartofler er møre. Hæld vandet fra og lad det dryppe af til det er tørt.
  2. Løg og peberfrugt hakkes meget fint og gulerod og æble rives på et rivejern. Nødder og persille hakkes groft.
  3. Mos blomkål og kartofler, og rør det sammen med æg, mælk, bouillon, løg, hvidløg, nødder, rød peberfrugt, gulerod og hakkede krydderurter.
  4. Kom farsen i en smurt form og lad det hvile i ca. 15 min. – gerne længere.
  5. Bages i en forvarmet ovn i cirka 45-50 min. ved 200 grader.

Undgå madspild:

Postejen kan fryses ned i mindre portioner. Nøddepostejer er en god måde at få brugt sine grøntsagsrester, og diverse rester fra nødde-familien og/eller fra en rest kartofler eller ris. Lad fantasien trylle videre.

Om Stop Spild Af Mad

Sidste år lancerede forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad den landsdækkende portal til donation og modtagelse af overskudsmad, www.GratisMad.dk Portalens formål er at hjælpe madfattige borgere og økonomisk udsatte familier med muligheder for gratis overskudsmad i deres lokalområder. Siden portalens lancering i august er den allerede blevet besøgt over 119.000 gange.