'Jeg vil ikke være en str. 38'

Bloggeren: Kurvede kvinder bliver glemt i modebilledet

Selv om man er en størrelse 46-48 i tøj, kan man sagtens være fashionabel og glad for sin krop, mener sygeplejerske og indehaver af bloggen Marylinscloset.dk, Ditte Vallø på 32 år.

Har du altid været glad for din krop?

– Jeg har altid set den som et plus, og det har altid været en stor del af min personlighed og min humor, at "sådan ser jeg ud". Det handler om at have selvironi, for selvfølgelig kunne jeg godt sætte mig ned og tude over det og synes, at det er helt forfærdeligt, at jeg ser ud, som jeg gør, og gå i stort tøj og gemme mig. Men det er sådan, jeg ser ud.

– Jeg har nemt ved at tage på, og hvis jeg skal have en krop, der ligner dem i magasinerne, så skal jeg lægge hele min livsstil om, og der har jeg valgt at prioritere. For jeg vil gerne leve livet, få god mad og en masse oplevelser. Men så hjælper det ikke at pive over, at jeg ikke har været i fitnesscentret fire gange i denne uge. Ikke, at jeg ikke gerne vil ned i vægt af sundhedsmæssige årsager, men jeg har valgt at sige, at jeg lige så godt kan være glad for at se ud, som jeg gør. Jeg har på ingen måde lyst til at være en størrelse 38, for det ligger ikke til mig. Jeg synes, jeg er pænest, når jeg har kurver.

Du blogger ligefrem om det at have former. Hvorfor har du valgt det?

– Jeg synes, at de kurvede kvinder blev glemt i modebilledet. Det blev tit sådan, at folk forventede, at man gik i stumpebukser, store skjorter og kun handlede i Zizzi. Så på min blog prøver jeg at skabe et forum, hvor man godt kan være fashionabel, selv om man er kurvet. Jeg vil have det samme tøjmærke i nakken som alle mine veninder. Jeg vil handle i de samme butikker og har ikke lyst til skulle stilles ud, fordi jeg vejer det ekstra. Man bliver en form for stigmatiseret, når man skal gå i specialbutikker. Du er lige pludselig ikke ligesom alle andre kvinder. Men med min blog prøver jeg at fortælle, at hvis man ved, hvordan man skal klæde sig, kan man sagtens blive glad for en kurvet krop.

Får du nogensinde kommentarer om, at du burde tabe dig?

– Ja, det får man jo altid. Det værste er, når det er fra folk, man kender godt. Men jeg har været rigtig heldig, og det er ofte, at jeg får det modsatte, hvor folk kommer hen og siger, at jeg ser dejlig ud. Så jeg tror, at folk er klar til også at se noget andet. Samtidig, hvis de måske har 2,5 kilo for meget, så kan de se på mig og tænke "okay, hende her har 20 kilo ekstra, og hun rocker – så kan jeg også klare mine 2,5 kilo!".

Du skriver på din blog, er der er et behov for at gøre op med kropstyranniet. Hvorfor det?

– Vi kvinder bliver så fokuserede på, at vi skal se perfekte ud, og når vi så ikke er perfekte – for nogle gange sker der naturlige ting i livet, hvor kroppen ændrer sig – så er det synd, at vi bruger så meget energi på at fortælle os selv, at vi ikke er gode nok. Vi ser på kvinder, der er perfekte, og tænker, "Hvorfor ser jeg ikke sådan ud?". Men de kvinder, vi kigger på, er kvinder, hvis job det er at se godt ud. Det er deres livsstil. Vi andre, der har et liv ved siden af, behøver ikke være perfekte, så lad være med at bruge al din energi på at fortælle dig selv, at du er forkert. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet for at have ét kvindeideal fandt ud af, at kvinder er smukke i mange forskellige størrelser. Jeg synes ikke nødvendigvis, at alle kvinder skal være kurvede, for helt tynde kvinder er også smukke. Det handler om at acceptere, at vi ser forskellige ud, og at hver forskellig kropsform har sine plusser.

Læs Ditte Valløs blog her: Marilynscloset.dk

Gå ikke glip af de nyeste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her