Her er den danske designer, som Disney ringer til, når de skal have designet kjoler
Der er især én ting, der kendetegner en Disney-kjole, mener designeren.
Når Disney skal have designet kjoler til deres Disney-prinsesser, har de altid en særlig dansk designer i tankerne. De ringer nemlig til Jesper Høvring, som i Danmark designer haute couture-brudekjoler. Vi mødte designeren til Disneyland Paris’ 25 års jubilæum til en snak om, hvordan dette særlige samarbejde egentlig er kommet i stand.
Designer Jesper Høvring. Foto: Franne Voigt
Hvordan startede dit samarbejde med Disney?
– Det startede for et par år siden, da Disney havde nogle Frost-arrangementer i København. Her kontaktede deres presseansvarlige mig og spurgte, om jeg kunne levere nogle kjoler til Elsa og Anna, som er hovedpersonerne i filmen Frost. De skulle bruges til et live-event på Nytorv i København.
Kristine Yde og Maria Lucia som Elsa og Anna fra Disney-tegneserien Frost i kjoler designet af Jesper Høvring. Foto: Mikkel Elbech.
– Anden gang blev jeg kontaktet, fordi de gerne ville have mig til at designe en kjole til Alice i Eventyrland i forbindelse med premieren på filmen Alice i Eventyrland 2. Kjolen blev bl.a. brugt til et af Disneys livsstilsevents i København. Senest har jeg designet en kjole til Belle fra Skønheden og Udyret, som blev brugt til et livsstilsevent i London.
Kjolen til venstre har Jesper Høvring designet til Belle fra Skønheden og Udyret. Kjolen til højre er den Belle bærer i filmen. Foto: Atelieroursabeille
LÆS OGSÅ: 15 babynavne inspireret af Disney
Hvordan er det at samarbejde med så anerkendt et brand som Disney?
– Det lyder simpelthen så fjollet at sige, for det står jo på deres signatur, men det er virkelig magisk. Jeg synes, det er helt forrygende. Da vi lavede kjolen til Alice i Eventyrland 2, var de noget bekymrede, for mit første oplæg var, at hun så helt nøgen ud, kun iført 746 sommerfugle på kjolen. De endte faktisk med at underbelyse den til eventet, men efterfølgende havde deres direktør for de europæiske og asiatiske lande, Francisca, den på til Bafta Awards, så mere gennemsigtig var den ikke. De blev så glade for den, at de brugte den flere gange.
Kjolen, som Jesper Høvring designede i forbindelse med premieren på Alice i Eventyrland 2.
LÆS OGSÅ: Disney genskaber 8 af deres bedste tegnefilm som rigtige spillefilm
Hvor mange designere får lov til at designe for Disney?
– Det ved jeg faktisk ikke. Der er nogle designere, der laver en linje for Disney, men det gør vi (Jesper Høvrings designere, red.) ikke. Vi har fået lov til at lave kjoler, som bliver brugt til deres events.
Hvordan er den kreative proces anderledes ved at designe kjoler for Disney?
– Jeg har valgt at lave voksenkjoler, så det vil sige, at det kan godt være, vi har skullet lave en, som var Alice i Eventyrland-agtig, og en som var Belle-agtig, men jeg har valgt den voksne vinkel på det. Især på Alice i Eventyrland, som var gennemsigtig. Jeg har virkelig fået kreativ og kunstnerisk frihed på alle måder. Jeg har simpelthen bare fremlagt en ide, og så har de sagt okay, go for it – og så har jeg tegnet den, og vi har lavet den på vores systue i København.
– For mig var det vigtigt, at det ikke var et kostume. Det skulle heller ikke være en kjole, der kunne bruges – det var sommerfugle-kjolen ikke, men vi skulle ikke bare lave et nyt kostume til Alice i Eventyrland, for det var slet ikke det, det drejede sig om. Vi skulle lade os inspirere af en lille forfilm vi så, og i den var der bl.a. en lille sommerfugl, som flakser igennem hele filmen.
– De så lidt blege ud, og jeg var sådan: ”Stol på mig, stol på mig”, og så sendte jeg et billede til dem, da der kun var 250 sommerfugle på – og så var de sådan: ”Jamen, vi tror på dig”. Og så kom resten af sommerfuglene på senere, så uanset hvor man ser på modellen, kan man ikke se noget som helst.
Hvad er Disney-effekten, når det kommer til kjoler?
– Den skal have voldsomt meget wow-effekt. Det ældste trick i bogen er naturligvis, at der er masser glimmer på, og volumen virker altid. Det handler om at gå all in – intet bliver for meget i den sammenhæng. Derudover skal du som designer ikke tænke på, om man kan gå i den, det kan man tage helt ud af ligningen. Den skal bare se smuk ud.
LÆS OGSÅ: 19-årige Ea blev så forelsket, at hun traf et valg, som på alle måder ændrede hendes liv
Hvad er det Disney kan, som er magisk?
– Jeg synes, de følger med. Parken her (Disneyland Paris, red.) er 25 år gammel, og det er stadig de samme figurer, selvom der selvfølgelig også er kommet nogle nye. De forstår at forny sig selv hele tiden, og så er det på så højt et niveau, så man er helt overvældet, hver gang man kommer. Selvom det har ligget her i mange år, bliver alt renoveret, så det er flot at se på.
Jesper Høvring i Disneyland Paris med sin familie, hvor journalisten mødte ham i forbindelse med Disneys 25 års jubilæum.
– Kostumemæssigt er jeg meget begejstret, fordi det er så fint lavet, og håndværket i kjolerne er perfekt. I virkeligheden tror jeg bare, at det er gennemført og gennemarbejdet. Man kan simpelthen ikke have en dårlig dag hernede, hvilket man også kan mærke på medarbejderne, som er så dedikerede. Alle er glade. Selv hvis det en dag regner udenfor, er alle på Disney-kontoret bare ekstremt glade, hver gang jeg kommer ind.
Hvor stammer vores fascination af kostumer fra?
– Jeg laver jo den flotteste udklædningskjole, alle kvinder har haft, nemlig brudekjolen. Der er den største mystik omkring den kjole i et år i forvejen - ingen må vide noget om, hvordan den ser ud. Så lukker man en masse mennesker ind i et rum, beder dem om at sætte sig og være HELT stille. Så starter musikken, så åbner dørene, og så kommer bruden. Gæsterne kigger ikke engang på gommen, for han har været der hele tiden. Det er da den største scene, man kan gå ind på og den største selviscenesættelse, man kan forestille sig, og det må være lidt kostume-agtigt.
Hvordan var dit forhold til Disney, før dette samarbejde blev til?
– Jeg så selvfølgelig filmene og Disney Show som barn, og jeg har været i Orlando (Disney World USA, red.) et par gange. Efter jeg har fået børn – jeg har en søn på 11 og en datter på 6 – er det blevet rigtig stort, for nu har jeg set alle filmene, og så har vi været i parkerne hernede i Paris.
– Jeg kendte ikke de her livsstils-events tidligere, for det er ’business to business’, men jeg er meget imponeret over, hvor voksent det kan være. Selvom det hele kører med Mickey og Minnie osv., så kan man stadig køre det voksent. Det har nogle dygtige designere i Danmark også bevist – fx WOOD WOOD, som har lavet nogle fede ting med dem. Så det behøver ikke altid kun være for børn.
For halvandet år siden fik du en rundvisning i Disneys skrædderstuer – hvordan var det?
– Jeg var så imponeret over den måde, de arbejder på. De ansætter jo håndværkere fra de største Chanel-huse, Dior-huse og de største couture-huse i Paris, så alt bliver håndlavet. Det er jo kostumer, som skal kunne ses både på afstand og tæt på, så der er ikke noget, der er limet her. De laver simpelthen couture på højeste plan, alt er perfekt lavet til mindste detalje, og på den måde er det meget sammenligneligt med den verden, som jeg skaber kjoler i.
Er det ligeså prestigefyldt at arbejde for Disney som at arbejde for de store modehuse som Chanel og Dior?
– Det tror jeg absolut, det er. Her i Frankrig, hvor man har systuerne ude bagved Disneyland, er det. Og det er jo kæmpestort, for de har jo vanvittigt mange kostumer. Håndværkerne, som sidder der, laver alt det, man ser rundt omkring i parken – fra alle vinduer, der er i Disneyland, til dukkerne i attraktionerne bliver klædt på i kostumer. Alt bliver vedligeholdt, så jeg er ikke i tvivl om, at det er ligeså prestigefyldt at sige.
LÆS OGSÅ: 5 grunde til, du aldrig skal flytte til udlandet som nyuddannet
LÆS OGSÅ: Har du prøvet Danmarks dyreste afternoon tea?
LÆS OGSÅ: Disney skaber historie med første homoseksuel karakter i ny storfilm