Plus size: ”Vi er smukke, selv om vi ikke er en størrelse 34”
Maja Volmark har åbnet Danmarks første modelbureau med modeller over størrelse 40
Skønhed kommer i alle størrelser. Det fejrede modefirmaet Carmakoma i lørdags med et show, der samtidig markerede, at den københavnske modeuge ryger af stablen denne uge. Ned ad catwalken spankulerede den brasilianske model Fluvia Lacarda, der er med sin størrelse 48 har gjort international karriere. Og til at gøre hende selskab på podiet: en række af danske modeller, der alle havde størrelse 40 eller derover stående i nakken på det tøj, de viste frem. Og så var de alle tilknyttet Danmarks første modelbureau for den type modeller, der kaldes plus size.
Maja Volmark, der selv er en størrelse 42 og tidligere har passet en tøjstørrelse 44, har arbejdet som model gennem syv år, men da det lille modelbureau, hun var tilknyttet, blev slået sammen med et stort københavnsk bureau, blev hun fyret. Det nye bureau repræsenterede ikke modeller i hendes størrelse.
LÆS OGSÅ: Slut med unge modeller: Modehusene hyrer voksne kvinder
I de udenlandske modebyer, særligt i amerikanske New York, er det ved at være standard, at bureauerne også har en afdeling med modeller i plus-størrelse for at kunne servicere det voksende antal kunder, der laver tøj i store størrelser. Her hjemme er der ikke nogen af de store modelbureauer, der repræsentere kurvede modeller til trods for, at flere plus size-mærker dukker op i de danske butikker. Koncernen Bestseller åbnede for eksempel plus size-mærket Juna Rose sidste år, lige som italienske Marian Rinaldi, der aver luksusmode i plus size åbnede en butik i København.
Maja Volmark besluttede sig for at følge den internationale modebranches eksempel og åbnede sidste måned Volúme Model Management, der udelukkende repræsenterer kvinder, der passer en størrelse 40 eller derover.
Hvorfor har du startet et modelbureau for plus size-modeller?
- Jeg kalder det ikke plus size men curvy, for jeg synes ikke plus size er et positivt ord. Jeg var selv curvy model hos et bureau gennem syv år, som blev slået sammen med et større bureau, der ikke førte curvy modeller. Jeg syntes, det var et ærgerligt signal at sende, for der kommer flere og flere større piger på forsiderne af magasinerne, og der kommer mere og mere tøj til større piger. Jeg syntes, det gik i mod den retning, verden går. Jeg følte mig også lidt vraget selv, for vi er jo også smukke, selv om vi ikke er en størrelse 34. Det var startskuddet til, at jeg selv åbnede et bureau.
Hvad kræver det at blive model hos Volúme Model Management?
- Det kræver skønhed, lige som hvis man er model hos et andet bureau. Det er lidt større piger, så det kræver proportioner, og det kræver symmetri. Jeg er ret krævende, og det er jeg fordi, jeg ikke mener, modebranchen tager seriøst os. Curvy modeller bliver ikke betalt det samme som normale modeller, og nogle gange får de slet ikke løn. Jeg synes, det skal være seriøst. Vogue lavede i 2011 en hel billedserie med curvy modeller, og det var vildt flot. Jeg tror, der er fremtid i det, selv om det går langsomt.
Hvor stor er efterspørgelsen?
- Den er ikke kæmpe stor endnu, men der er flere og flere (modemedier og –firmaer, red.), der bevæger sig ud i det.
Hvorfor er der en efterspørgelse på curvy modeller lige nu?
- Jeg tror, der har været et behov længe, men det har været tabu at tale om at vise det, nogle vil kalde tykke piger på magasinforsiderne. Jeg tror, at det nu er blevet mindre tabu og vi har brug for curvy modeller, fordi unge piger har brug for nogle helt andre forbilleder. Man kan se, hvordan spiseforstyrrelser er skudt i vejret, og jeg har selv familie, der lider af det, jeg kalder MTV-syndrom: Man skal simpelthen være så åletynd og have rigtig numse og store bryster. Jeg tror, der er et behov, fordi unge piger og almindelige kvinder – også mig selv – døjer med at føle sig smuk nok og tynd nok i forhold, til hvordan idealet ser ud i medierne.
Der står på jeres hjemmeside, at der er behov for sunde rollemodeller. Hvorfor er man en sundere rollemodel som størrelse 48 end som størrelse 34?
- Det er mnage, der stiller mig det spørgsmål. Hvis man er en størrelse 48 og har proportioner, kan man sagtens dyrke motion og være sund, men måske bare have lyst til at spise lidt mere end andre. At man er en størrelse 48 betyder ikke nødvendigvis, at man sidder på McDonalds hver dag. Så længe man ser sund ud, synes jeg ikke det er forkert signal at sende. Jeg synes ikke den tøjstørrelse, der står i nakken af vores tøj har noget med sundhed at gøre.
Maja Volmark, curvy model og nu også modelbureauejer. Foto: Lars Wahl
LÆS OGSÅ: Sådan tabte 28-årige Rie sig 55 kilo