Sådan tabte 28-årige Rie sig 55 kilo

Man kan ikke lade være med at hade Rie Randrups klassekammerater i midtsjælland en lille smule. Ja, ja. De var selvfølgelig "bare" børn og anede naturligvis ikke, hvordan øgenavne kan blive til den grimmeste tatovering i et andet menneskes sjæl. Men fornuft trænger ikke så let ind i den del af sindet, der er såret. Det, der kan nulstille barndommens sorte kapitler, er til gengæld, når det en sjælden gang lykkes at krænge mobberollen af – og træde frem i lyset som den, man gemmer indeni.

Det er præcis, hvad Rie Randrup har gjort.

Hun hilser på med en skarp page, som hun "får en pensioneret Stuhr-frisør til at klippe for at få kanterne knivskarpe og til at spille med brillekanten". Ud over et frisureskift og nye briller skulle der i Ries tilfælde krænges en masse fedt af, før transformationen fra forstemt til cool kunne finde sted.

Rie har tabt 55 kilo og hendes bog "My food day", der udkom i sidste måned, handler om processen. Den 28-årige blogger og forfatter har stået for alt i bogen selv – opskrifter, fotos, grafik og tekst. Det er en kollageagtig kogebog, der ligner en trykt version af hendes populære blog, Blogfood.dk, som før hed "ohso". Både her og der er omdrejningspunktet hendes liv som overvægtig og den vilde beslutning, det var at få en såkaldt gastric bypass-operation og tabe halvdelen af sin kropsvægt på et år.

Vægttabet gik i stå

Den grænseoverskridende beslutning om at takke ja til lægens tilbud om en fedmeoperation i 2010 førte ud over vægttabet en række "overraskelser" med sig, som Rie ikke rigtigt var forberedt på.

LÆS OGSÅ: Kristine Høeg: Vi vil ikke kaldes "store piger"

I dag spiser hun nærmest kun grøntsager og kød (intet med gluten, sukker og laktose), men "ikke for meget svinekød". Hun har fået fødevareallergi.

– En fedmeoperation er ikke kun et vidunderligt fix. Jeg var blevet advaret om, at man kan udvikle laktoseallergi og kan risikere ikke at kunne tåle mælk bagefter. Men jeg fik cøliaki, som er en kronisk tarmsygdom. Der gik et halvt år efter operationen, hvor jeg blev testet af lægerne for det ene og det andet, fordi man ikke mente, at man kunne få cøliaki som følge af en gastric bypass. Men det ved de nu, at man kan. Oven i det har jeg også laktoseallergi, siger Rie Randrup og forklarer, at det kan være svært at diagnosticere, fordi tarmen jo er generelt påvirket efter operationen.

Teknisk set er en fedmeoperation dog et relativ enkelt indgreb. Kirurgen mindsker mavesækkens størrelse og fjerner samtidig et stykke af tarmen, så personen bliver hurtigere mæt og ikke optager al næring og alle kalorier fra sine måltider. Men indgrebet påvirker også kroppens fordøjelsesarbejde, f.eks. evnen til at optage vitaminer og mineraler og til at producere enzymer i tarmen.

Rie Randrups mave- og tarmsystem reagerede voldsomt på indgrebet. Men hun tabte sig dog helt som forventet.

– Det var fedt, de første 25 kilo røg ret hurtigt. I tre måneder efter operationen må du må kun få kun flydende kost og højst en deciliter ad gangen. Mere end det kan den nye mavesæk ikke rumme. Men efter de første måneder gik vægttabet stille og roligt i stå, og da "hvedebrødsdagene" var ovre, manglede jeg stadigvæk 35 kilo for at nå ned på min normalvægt på 55 kilo.

Ries plan var at nå sin idealvægt på et år. Den del af rejsen var ingen dans på roser.

– Du skal nok have prøvet at være svært overvægtig for at forstå, hvor hårdt det er at tabe så mange kilo. Du rammer vægtplateauer, hvor der ikke sker noget på vægten. Desuden har de fleste overvægtige også tit psykologiske issues, de kæmper med. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at jeg konstant havde ondt i maven og var nødt til at tage tilskud af vitaminer og mineraler, forbi min krop ikke kunne få tilstrækkelig næring ud af maden efter operationen.

Rie Randrup glatter sin page i blæsten. Vindpustene rusker op både i håret og fortiden.

Hun kan stadigvæk mærke følelsen i maven af "at være ked af det", sådan som hun var mange timer af sin barndom og ungdom, fordi de andre ikke så hende. De havde mest øje for de mange ekstra kilo på hendes krop. Indimellem tog hun sig sammen og gik på kur, blev mindre tyk f.eks. engang i sommerferien mellem 7. og 8. klasse.

– Da jeg kom tilbage efter ferien og var 25 kilo lettere, blev jeg pludselig inviteret med til festerne. Det var, som om jeg havde været usynlig før. Men så begyndte jeg at spise igen, tog på, og så var alt ved det gamle.

Mærkeligt nok følte Rie Randrup sig ikke selv kæmpemæssig hele tiden.

– Det kan jeg jo se på billeder fra før operationen, at jeg var. Til mit bryllup havde jeg tabt mig "ned" til 81 kilo, hvilket jo er 25 kilo mere, end jeg vejer i dag, fortæller hun.

– Jeg var vant til at være tyk og have yoyovægt. Min første rigtigt alvorlige jeg-er-overvægtig-og-det-har-konsevenser-for-min-fremtid-oplevelse var, da jeg som 23-årig søgte mit drømmejob som fotograf og fik afslag, fordi de ikke mente, at "jeg ville kunne klare den fysiske del af jobbet". Hvordan klare?, tænkte jeg. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad de mente.

Den endelige beslutning om at få en fedmeoperation traf forfatteren, da hendes læge bedyrede, at det ville øge hendes chancer betragteligt for at blive gravid. Hun og hendes mand, Martin, havde prøvet uden held i nogle år.

– På det tidspunkt havde jeg et BMI på 40, hvilket dengang var grænsen for, at du kan få en gastric bypass. I dag er det 50, forklarer Rie Randrup.

Slank, men syg

Den store udfordring som eksovervægtig er at holde vægten. Rie har aftalt med sig selv, at hun skal holde sin nuværende vægt på 55 kilo i mindst fem år. Det er første store mål. Hun har foreløbig treårsjubilæum til oktober

– Før jeg fandt ud af, at jeg havde allergi og ikke kunne spise hvad som helst, var jeg en overgang ved at miste modet. Jeg følte, at det hele var drønuretfærdigt: Jeg var gået fra at være en rask overvægtig til at være en syg, evigt skrantende og slankere kvinde. Men hvad vil du helst? I dag føler jeg heldigvis, at jeg omsider har knækket koden og ved, hvordan jeg skal spise, og hvor meget jeg skal træne for at holde vægten. En af Ries faste principper er, at hun altid planlægger sine måltider – også de store festmåltider, når hun f.eks. skal i byen eller vil have det ekstra godt. Så sørger hun for at træne ekstra inden, ikke efter.

– Jeg er ekstremt disciplineret og målrettet. Det er jeg nødt til, ligesom jeg har valgt at være positiv over for mit nye liv med det besvær, det medfører ikke at kunne tåle en masse ting og evig og altid at skulle være på vagt over for kalorier. Det positive er: Jeg har tabt mig 55 kilo og er ikke længere en tikkende livsstilsbombe. Jeg kan blive mor, når Martin og jeg er klar. Og først og fremmest: Jeg har Martin, som elsker mig, og som har elsket og støttet mig hele vejen igennem, også dengang jeg vejede over 100 kilo. På en sær måde er allergien jo en ven. Den er jo med til at hjælpe mig med at holde vægten, uanset hvor besværligt det end er.

– I stedet for at have ondt af mig selv over alt det, jeg ikke kan længere, fokuserer jeg på, hvad jeg kan.

Det lyder let, men det var det på ingen måde, understreger Rie, som har arbejdet mindst lige så kreativt med sin egen mentale indstilling som i sit køkken med alternative opskrifter på en appetitlig kost uden sukker, gluten og laktose.

Nogle af opskrifterne er med i "My food day", som i øvrigt ikke er en slankebog – og dog. Undervejs har Rie Randrup uddannet sig til kostvejleder, så hun ved, hvad der skal til.

– Jeg har tabt mig masser af gange før, smidt 25-30 kilo måske femten gange. Det giver erfaring med, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Men jeg har også prøvet at tage det hele på igen. Denne gang har jeg erkendt, at prøvelsen ikke er at tabe sig, men at holde vægttabet, hvis du har været vant til at slingre vægtmæssigt. Den del kræver ekstrem disciplin både med hensyn til kost og med træning. Jeg træner tre gange om ugen – løb, cykling eller svømning. Det fungerer godt for mig. Lidt fanatisk kan man næsten ikke undgå at blive, indrømmer hun.

LÆS OGSÅ: Gwyneth Paltrow: Sund mad skal smage godt

– Min læge har fortalt, at kroppen aldrig glemmer, at den har været overvægtig og hele tiden vil prøve at komme tilbage til den velkendte, trygge tilstand af "rigelig fedt" på kroppen. Det er jo lidt af en advarsel. Jeg har været igennem en fase, hvor jeg var bange – for bange – for at miste grebet og for at tage alle kiloene på igen.

En af de ting, hun har fravalgt lige nu, er faktisk den graviditet, som oprindeligt fik hende motiveret til at tabe sig. Af hensyn til vægtstigningen og drømmen om at blive iværksætter.

Intet offer

Rie Randrup har genopfundet sig selv i mere end en forstand. Hun har altid været kreativ, men i dag går hun meget op i sit tøj, og oplever også, at mange af hendes bloglæsere vil vide, hvor hun har købt det ene og det andet. Det er med til at gøre hendes blog til et anderledes og personligt univers OG med til at bygge selvtilliden op, som hun jo har skullet etablere i en sen alder.

– Du får en operation, men du får jo ikke psykologhjælp med i pakken. Jeg ligner et andet menneske udefra i dag, men det er jeg jo ikke. Jeg fandt min gamle dagbog fra folkeskoleårene forleden. Det var virkelig trist læsning. Jeg kunne læse om de byttebilleder, jeg fandt i skraldespanden i klassen, hvor mine kammerater havde smidt dem ud, fordi de ikke ville have et portræt af "Rie-sen Grisen", som de kaldte mig, i deres samlemappe.

– Dag efter dag efter dag beskriver jeg, hvordan jeg bliver kaldt alt mulig nedsættende, mobbet, og hvordan de andre gjorde krumspring for at slippe for legeaftaler med mig, fortæller Rie Randrup, der helt klassisk trøstede sig selv med mad.

– Jeg gider til gengæld ikke at se på mig selv som et offer. Tværtimod. Du bliver sgu sej af at blive mobbet og af at være upopulær. Jeg føler, at jeg har været på et mentalt styrketræningskursus som yngre, fordi jeg har været så meget udenfor. Som overvægtigt barn lærer du mange ting, blandt andet ikke at vække for meget postyr – og du bliver god til at læse andre menneskers signaler og mærke stemninger. Du bliver en people-pleaser. Men det er ikke kun en dårlig ting, tværtimod, siger Rie Randrup, som lige har skullet vænne sig til en ting: At andre end Martin synes, hun er lækker.

– For mig er det en stor omvæltning pludselig at være synlig og opdage, at andre ser mig. Når du er tyk, er der ingen, der holder døren for dig. Første gang, det skete for mig, stod jeg stille og ventede på, hvem der mon skulle igennem døren, som åbenbart gik bag mig, for det kunne da ikke være mig, han holdt døren for.

Men det var det selvfølgelig.