Sine Gerstenberg: "Moden er ikke dum og unødvendig"

De fleste har på et tidspunkt i løbet af dette forår haft lejlighed til at tage sit liv op til revision. ”Bruger jeg min tid rigtigt?” blev et dagligt spørgsmål for mange af os, da vi opdagede, at plejer omsider var død, og hverdagen var suspenderet.

Min søster, der arbejder som pædagog med psykisk handicappede i en døgninstitution, mærkede, hvor betydningsfuld hun er, ikke bare for beboerne, men også for deres familier. En af mine bedste veninder, som er sygeplejerske, behøvede ikke længere kun at lytte til sit indre kald, for der blev bønfaldt om hendes beredvillighed fra alle lag i samfundet.

Og selv de medarbejdere, der måske ikke anser sig selv som samfundsstøtter, såsom chaufførerne hos Nemlig.com og Aarstiderne – indså hurtigt, at de er en vigtig ingrediens i den lim, der får vores samfund til at hænge sammen. Men så var der også sådan nogle som mig og mine kolleger.

Os, der arbejder med mode eller skriver om den og designerne, der på den ene side kæmper for at opfinde nye bæredygtige måder at kreere de klæder på, der skal skabe os folk, men som samtidig har gjort sig afhængige af, at vi fristes et par gange eller mere i kvartalet til at kaste os ud i de nye farver og kjolelængder.

Hvordan kunne vi forsvare mode generelt og vores egen kærlighed til den i en tid, hvor al tekstilproduktion, der ikke gik til ansigtsmasker eller kitler, syntes forkælet og forkert? Min indre forsvarstale forstummede ikke.

Til trods for at karantænetiden gav mig verdens mest legitime undskyldning for at gå op i sådan cirka alt andet end netop tøj. Hvis bare jeg dokumenterede på Instagram, at jeg skam var i fuld gang med strikke-tøjet, surdejen, zoommøder og hjemmetræning, så betød det langt mindre (for alle andre i hvert fald), hvordan jeg så ud, mens jeg gjorde det.

Men sagen er bare den, at tøj IKKE viste sig at være ubetydeligt for mig. Tværtimod. Jeg opdagede ganske hurtigt, at selvom komforten var afgørende, når man både skulle arbejde, hjemmeskole, være husholderske og madmor, samtidig med at man skulle fordøje et konstant nyhedsflow af dommedagsprofetier, så vågnede ideen om beklædningens anden vigtige funktion også i mig.

Tøj kan virke som en gabestok, vi frivilligt sætter os i dag efter dag. Det signalerer øjeblikkeligt, hvor vi befinder os politisk, økonomisk, kulturelt og socialt. 

Derfor har jeg fanget mig selv i at tage en blazer og skjorte på til et møde, hvor jeg ville signalere, at jeg var tjekket. Jeg følte, jeg havde udklædningstøj på.

Jeg er taget til en fancy fest under modeugen i en kjole, der tvang mig til at trække maven ind og undlade at spise mig mæt i de mikroskopiske ”tapas”, de kaldte ”middag”.

Læs også: Klumme: “Hvorfor får jeg bumser? Jeg er jo voksen nu”

Og jeg er sågar taget hjem forbi lejligheden for at klæde om til en forældrekaffe i børnehaven for at nedtone min indre påfugl og ligne en fornuftig, hjemmestrikket mor. Under karantænen har jeg klædt mig på for mig selv. Og endte jeg så i kronisk hængerøv og slidte band-T-shirts? Absolut ikke.

Mode kan nemlig også støtte os og give håb i en usikker tid. Og for mig betyder det silkekjoler og kimonoer, bikinitoppe under tie-dye-kaftans og jumpsuits, kulørte strømper og alt for høje stiletter. Også derhjemme.

Moden er ikke dum og unødvendig. Tværtimod. Den er det korset, der kan hjælpe os med at holde sammen på vores krop, humør og vores kultur, når uvisheden udfordrer.