Ugens gæstestylist: Pernille Rosendahl
Vi har håndplukket fire forskellige talenter med sans for mode og lokket dem til at vise deres bud på de mest cool trends lige nu – hver uge i ALT for damerne. I denne uge er det sangeren og stilikonet Pernille Rosendahl, der kreerer en modeserie med det tøj, hun selv bedst kan lide at gå i. Så det bli’r råt – og samtidig ultrafeminint.
Hvordan vil du beskrive din stil?
– Romantisk rock’n’roll. Jegelsker sort og går næsten aldrig i andet. Til gengæld elsker jeg kvinder, der fyrer den af med farver, det er bare ikke min boldgade. Højst neglelakken.
Hvorfor sagde du ja til at være gæstestylist i ALT for damerne?
- Det var en udfordring, jeg ganske enkelt ikke kunne takke nej til. Jeg er jo vant til at være den, der bliver klædt på, og det har virkelig været sjovt at stå på den anden side af kameraet for en gangs skyld. Jeg er gået til opgaven med stor ydmyghed og respekterer stylisternes arbejde enormt højt. Det er en kunstart, og jeg er glad for, at jeg har fået muligheden for at „øve“ mig lidt i ALT for damerne.
Hvad skal man bruge dine modeserier til?
– Først og fremmest håber jeg, de kan fungere som inspiration. Jeg har lagt vægt på, at man kan genkende mig som person i serierne. Men jeg vil også prøve at fortolke klassikere som f.eks. „den lille sorte“.
Hvis du skal sætte et par ord på den, du har lavet til dette nummer (41/2009, red)?
– Med modeserien her har jeg villet tage udgangspunkt i det tøj, jeg selv kunne finde på at gå i. Jeg kalder det „konservativ rock’n’roll“, da det jo ikke er helt avantgardistisk med nitter og sikkerhedsnåle. Men et look, der er baseret på at sætte noget råt sammen med noget ultra feminint. Og så lægger jeg vægt på at vise tøj fra forskellige prisklasser. Desuden kan meget af det tøj, jeg præsenterer, købes i diverse netshops.
Hvad er dennesæsons musthave for dig?
– Sorte lædergamacher. Jeg har længe ledt efter det perfekte par og fandt dem endelig hos Munderingskompagniet.
Hvad er dit forhold til mode?
– Det, at vi klæder os på en bestemt måde, er med til at kommunikere, hvem vi er som mennesker. Vores „uniform“ er noget af det første, der møder øjet, og derfor er signalværdien så stærk. Sådan er det over hele kloden, og det hylder jeg.
Hvad er dit forhold til ALT for damerne?
– Jeg husker ALT for damerne helt tilbage, fra jeg var barn. Det er det magasin, der har været en del af alle mine årtier, og derfor er det så unikt.
Hvordan opnår man ifølge dig et personligt look?
– Det gør man bl.a. ved at være meget bevidst om sine fordele – og understrege dem. Vi er alle skabt forskelligt, og det skal vi huske at understøtte. Personligt kan jeg da godt drømme om at få Freja Behas ben i mit næste liv, men lige nu er de altså halvt så lange som hendes. Ergo er det vidt forskellige ting, der klæder os.
– Og så elsker jeg, når man har ting, der går mange år tilbage – et arvet smykke, et læderbælte eller et par støvler af god kvalitet, som er slidt på en smuk måde, giver ens look meget personlighed.
Dit bedste stylingtip lige nu?
– Jeg elsker stadig det højtaljede look. Især når man ikke er den længste starut i byen. Det fungerer til alle aldersgrupper og understreger livet. Det, synes jeg, er ultrafeminint.
Hvilke trends tager du til dig fra denne sæson?
– Jeg er håbløs til at følge trends. Jeg tror inderligt på, at man skal følge sit eget instinkt og ud fra det bygge en god basisgarderobe. Så kan man altid gejle den lidt op med sæsonens tendenser. Men med kniven på struben så tror jeg ikke, at jeg kommer til at gå med lårlange støvler fra denne sæson. Jeg er ganske enkelt for kort.
Stilikon?
– Coco Chanel og den amerikanske societykvinde Edith Bouvier Beale fra dokumentarfilmen „Grey Gardens“ fra 1975.