"V-udskæringen er ens ven, når man er en størrelse 42-44"
Karina von d'Ahé ved alt om, hvad der virker, når du er en størrelse 42-44 – og hvor du skal shoppe, hvis du vil have hjælp af voksne mennesker.
Det var Karina von d'Ahé, der tidligere på året besluttede sig for at få taget en serie letpåklædte billeder - selv om hun er en størrelse 42-44. For Karina står ved sin krop, og hun ved også en ting eller to om, hvordan man klæder sig efter sine proportioner. Mød en modig og spontan shopper, der næsten aldrig laver fejlkøb.
Hvad kendetegner din stil?
– Jeg kan godt lide en klassisk stil, for eksempel et par jeans og en hvid skjorte. Det tvister jeg med masser af farver, mønstre og et par store, runde hoops-øreringe, der tilfører ansigtet noget feminint – jeg skal have krudt omkring mig.
Her i skjorte og jakke fra Isabel Marant Étoile, jeans fra Gina Tricot og sko fra Alexander Wang.
Hvilke designere inspirerer dig?
– Jeg elsker Etro og Matthew Williamsons print og modige farvevalg og synes, at Baum und Pferdgarten og Aiayu laver skønne ting. Finder også tit noget fra Isabel Marant, fordi hendes pasformer i f.eks. skjorter er gode til mig: der er plads, og de sidder ikke stramt.
Hvad har du typisk på en vinterdag?
– Jeg går meget i skjorter, da V-udskæringen er ens ven, når man er en størrelse 42-44. Så viser man lidt hud og bliver ikke for firkantet at se på. Jeg går også tit i stramme jeans, for det skaber gode proportioner med løst foroven og tætsiddende forneden.
TV: Festlook a la Karina med yndlingstop med sølvnitter fra By Malene Birger, sko fra Alexander Wang, læderleggings fra Magnolia og taske fra Chanel. TH: Karina blander teksturer som strik med silke og blonder. Cardigan fra Forte Forte, underkjole fra Marjolaine, strik fra Gucci og blondeskørt fra Marjolaine.
Har du en særlig shoppestrategi?
– Jeg ved i løbet af to sekunder, om der er noget, jeg kan lide eller ej. Så selvom jeg shopper meget spontant, når jeg for eksempel ser noget i et vindue på vej til et møde, laver jeg meget sjældent fejlkøb. Og jeg shopper altid alene, for jeg har ikke brug for andres mening – jeg kører min egen stil.
Hvor shopper du?
– Især hos Kassandra, der har de smukkeste sko, i netbutikken Leahmaria.dk, der har et stilsikkert udvalg, og i lingeributikken Anne Sax, hvor de er gode til at guide til den rigtige bh-størrelse. Her er det voksne kvinder, der hjælper i prøverummet, og ikke en 17-årig i størrelse 36.
Karinas skønhedsfavoritter er Bio Effect-kur, hårolie fra Icon, klassisk rød neglelak fra Chanel, cremer fra Skinceucals og multi-olie fra Aveda.
Taske fra Céline, sorte stiletter fra Alexander Wang og leopard-stiletter fra Gianvito Rossi. Sko med sten fra Prada, sølvsko fra Dolce & Gabbana og laksko fra Louboutin.
Lingeri fra Eres, Andres Sarda, Chantal Thomass og Marie Jo.
Hvad er dit bedste budgettrick?
– Brug dine penge på eksklusive accessories som dyre sko, smykker og tasker. Bomuld er altså ofte bomuld, lige meget hvad mærke det kommer fra, og jeg finder meget i Cos og Zara.
Hvad har du typisk på til fest?
– En enkel kjole eller et par læderleggings og en top kombineret med et par smukke sko, en lækker taske og et par vilde øreringe.
Karinas 3 bedste tips til din stil:
1/ Lad være med at købe noget, der først passer, når du har tabt fem kilo.
2/ En velsiddende bh er vigtig for dit look, så sørg for at blive guidet til den rigtige.
3/ Klæd dig efter din kropstype og ikke de nyeste trends.
LÆS OGSÅ: Modeforskeren: "Jeg køber tøj for 200 kr. om måneden"
LÆS OGSÅ: Smykkedronningen har 15 år gammelt tøj, der stadig holder
LÆS OGSÅ: Butiksejeren: Her er mit bedste budgettrick