17 facts om dine spisevaner: Kan du genkende dig selv?
Hvis vi spiser fisk, spiser vi laks, vi vælger oftest takeaway med kød, og når vi handler, bliver vi mere og mere vilde med økologi. Her er 17 facts om danskernes spisevaner.
1.
Der er forskel på hverdage og weekender. I hvert fald i vores kostmønstre. I hver-dagen spiser vi langt mere hakkekød og koger vores kartofler, mens vi i weekenden går over til bøffer og stege og spiser vores kartofler stegte og flødegratinerede.
2.
Nemt og hurtigt – ja tak. 2,7 dage om ugen spiser vi takeaway, mens tre dage om ugen er dedikeret til færdigretter. 8 % af os benytter os af måltidkasser, mens 34 % af os handler online.
3.
Når vi handler, går 45 % af os efter økologimærket, mens 38 % går efter Nøglehulsmærket. Det er en stigning på henholdsvis 15 % og 12 % på syv år.
4.
Fra 2016 til 2019 er der sket en stigning i vores brug af for eksempel bælgfrugter, tofu og plantefars i vores aftensmåltider. Andelen af den type aftensmåltider er stadig lav, men der er sket en fordobling i hyppigheden.
5.
Andelen af aftensmåltider med kød eller fjerkræ er steget fra 75 % til 79 % de seneste tre år. Faktisk indgår kød i knap fire ud af fem aftensmåltider på de danske spiseborde.
6.
Det er især mælkeprodukter, æg, havregryn, mel samt frugt og grøntsager som gulerødder, tomater, bananer og citrusfrugter, vi køber økologisk. Den vare, vi mest sjældent køber økologisk, er kyllingen. Når der bliver solgt 100 kyllinger, er kun én af dem økologisk.
7.
Vi spiser i gennemsnit 43,8 kilo rødt kød om året og otte kilo fjerkræ. Hos de 35 til 75-årige danskere er den mest populære aftensmad svinekød, mens de 19 til 34-årige foretrækker kylling
8.
Vi elsker at se Bagedysten, men færre af os bager selv. I 2012 bagte 48 % af os derhjemme, mens det tal var faldet til 37 % i 2019.
9.
Vi er blevet mere ligeglade med prisen, når det gælder vores indkøb. I 2016 mente 35 %, at prisen skulle være lavest mulig, mens det tal var faldet til 26 % i 2019. Samtidig steg andelen af danskere, der gerne betaler mere for mærkevarer, fra 26 % til 31 %.
10.
Otte kilo. Så meget slik spiser vi hver især om året, mens vi i gennemsnit drikker 101 liter sodavand per person.
11.
45 % af os handler primært i discountbutikker, mens 54 % handler i almindelige supermarkeder. Andelen, der handler i discountbutikker, er lige stor for dem med størst husstands- indkomst som dem med lavest.
12.
Må vi kun vælge ét enkelt parameter, er smag det allervigtigste, når vi vælger fødevarer. Det betyder mest for 28 % af os. Mænd lægger oftere vægt på smag, mens kvinder lægger mest vægt på, at det er et sundt produkt.
13.
Vi er vilde med økologi, og salget af økologiske varer er fordoblet fra 2005 til 2015. I 2017 lå den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i Danmark på 13,3 %. Københavnerne køber flest økologiske varer, nemlig hele 20 % af deres samlede indkøb, mens det i kommunerne med det mindste øko- salg, ligger på 4 %.
14.
Kvinder er særligt glade for proteinbarer i forhold til mænd. 48 % af kvinder mellem 15 og 34 år spiser proteinbarer, mens det kun er 27 % mænd i samme aldersgruppe. 37 % af kvinderne spiser proteinbarer én til tre gange om måneden, mens 29 % gør det én til tre dage om ugen.
15.
Hele 88 % af danskerne fokuserer på at minimere madspild. Derfor udnytter vi også oftere vores rester til aftensmaden i dag end tilbage i 2016. Andelen af måltider lavet af rester er steget fra 16 % til 21 %.
16.
Laks og ørred er den type fisk, vi spiser hyppigst, og som er på top 10 blandt de 19 til 34-årige og de 55 til 75-årige. Mængden af aftensmåltider med fisk eller skaldyr er over de seneste tre år steget med 1 %, og de ældste aldersgrupper spiser fisk oftere end de yngre.
17.
De hyppigst spiste grøntsager til den varme aftensmad er salat, tomat, agurk og gulerødder.
Kilder: Annelect, Coop analyse, Danmarks Statistik, Dansk Erhverv, De nationale kostundersøgelser, Drum cph, DTU Fødevarerinstituttet, Ipsos Danmark, Landbrug og Fødevarer, Madkulturen, Tv2, YouGov