myter

21 myter om sundhed

Du skal have 7,5 times søvn hver nat, alkohol feder, og du må for guds skyld ikke drikke mælk… eller hvad? Det vrimler med udsagn om, hvordan du lever sundt, men hvad er fup, og hvad er fakta? Få svaret fra eksperterne her.

MYTE: Du skal have 7,5 times søvn hver nat

BÅDE FUP OG FAKTA! Det er en sandhed med modifikationer at sige, at du skal have 7,5 time hver nat. Syv til otte timers søvn er den generelle anbefaling, men det er individuelt, hvor meget søvn du har brug for. Nogle fungerer bedst med seks timer, andre skal have ni timer. Det vigtige er, at du i løbet af dagen føler dig frisk og veludhvilet. Så find dit personlige søvnbehov − og respekter det.

MYTE: Du kan ikke tabe dig ved styrketræning alene

FAKTA! Du vil altid skulle fokusere på din kost for at tabe dig. Kost og styrketræning kan godt stå alene, men det vil primært være kosten, du taber dig af. Styrketræning er et godt supplement, da det øger din muskelmasse, og jo mere muskelmasse du har, jo højere aktiv forbrænding.

MYTE: Mavebøjninger giver flad mave

FUP! I forhold til, hvor mange der laver mavebøjninger, skulle der være mange flere flade maver derude. Det er der ikke, for en flad mave kræver både sund kost, god vejrtrækning, funktionel træning med mange rotationer og ikke mindst en stærk og velfungerende bækkenbund.

MYTE: Sunde fedtstoffer feder ikke

FUP! Alle fedtstoffer feder lige meget. Det er måden, de påvirker kroppen på, der er forskellig. De gode olier, fedt fra fisk og frugter som avokado har en gavnlig effekt, fordi de reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme og mindsker kolesteroltallet.

MYTE: Du undgår skader, hvis du strækker ud

FUP! Der er endnu ingen evidens for, at udstrækning efter træning virker skadeforebyggende. Til gengæld øger det din blodcirkulation og er godt for din smidighed og dit velbehag, så stræk bare løs.

MYTE: Mørk chokolade er sundt

FAKTA! Så er der godt nyt til chokoladeelskerne, for mørk chokolade er sundt − det indeholder nemlig en række antioxidanter, der reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Det er dog meget små mængder, vi taler om, og chokoladen skal indeholde minimum 70 % kakao.

MYTE: Det er lige så sundt at gå 10 km som at løbe 10 km

FAKTA! Det tager bare længere tid at gå − det er forskellen.

MYTE: Du forbrænder lige så meget ved at danse som at løbe

FAKTA! Du kan danse så vildt, som det passer dig − og når det er sjovt, er det lettere at blive ved. Dans giver livsglæde, samhørighed med andre, og du får svedt godt og grundigt igennem.

MYTE: Det er lige meget, om du får dine vitaminer fra din mad eller tilskud

FUP! Du skal helst have dine vitaminer fra kosten − og jo mindre forarbejdet din mad er, jo bedre. Men kan du f.eks. ikke tåle sol og fisk, og dermed ikke får D-vitamin nok, kan en vitaminpille være fin, men tal med din læge først.

MYTE: Havregryn er ikke sund morgenmad

FUP! Det bliver diskuteret, om havregryn kan være kræftfremkaldende, men så længe du kun spiser det én gang om dagen, er fordelene større end ulemperne. Havregryn indeholder lidt mere fedt end det anbefalede, men det er de gode plantestoffer, og derfor karakteriseres havregryn stadig som en sund fødevare.

MYTE: For meget vand er usundt

FAKTA! Det er en gængs misforståelse, at jo mere vand, du drikker, jo bedre. For drikker du væske i meget store mængder eller sveder meget som ved f.eks. en spinningtime flere gange om ugen, kan du risikere at skylle og svede de gode salte ud af kroppen. På en almindelig dag skal du drikke 1,5 liter væske inkl. kaffe og te − på en varm sommerdag lidt mere.

MYTE: Mælk er usundt

FUP! Man kan godt leve uden mælk, men det er svært at få kalcium nok uden mælkeprodukter. Desuden er mælk en god kilde til protein, så mælk er sundt, men alting med måde. Hold dig til ½ liter om dagen, og hav fokus på fedtprocenterne, så det ikke er ren piskefløde, du drikker.

MYTE: Du kan kun meditere, hvis du kan tømme hovedet helt for tanker

FUP! Du må gerne tænke, mens du mediterer, men det gælder om at observere dine tanker uden at reagere på dem − og uden at gemme dem væk. Mediter gerne på flere forskellige tidspunkter af dagen, så du møder forskellige tanker, stemninger og følelser.

MYTE: Pasta, ris og brød er sundt, så længe det er fuldkorn

FAKTA! Hvis du vælger fuldkorn, får du kostfibre, mineraler og vitaminer, som er gode for kroppen, hvorimod de hvide produkter kun indeholder kalorier. Men du kan alligevel ikke spise løs, fordi det er fuldkorn. Pasta, ris og brød skal helst ikke fylde mere end ⅖ af den samlede kost.

MYTE: Er du i søvnunderskud, kan du bare indhente det i weekenden

FUP! Langt de fleste sover for lidt i hverdagene og indhenter det ved at sove lidt længere i weekenden. Men er det godt for dit helbred? Nej! Når du sover længe lørdag og søndag, rykker du ved din døgnrytme, og det giver et socialt jetlag, der påvirker dit præstationsniveau. Det allerbedste for din krop er at gå i seng og stå op på samme tid alle ugens syv dage.

MYTE: Yoga gør dig til en bedre løber

FAKTA! Yoga kan være et glimrende supplement til løb, fordi mange yogaøvelser styrker kredsløbet, åndedrætsfunktionen og musklerne. ➺

MYTE: Du kan kun blive stresset, hvis du har travlt

FUP! Det handler i bund og grund om balancen mellem dine ressourcer og krav. Hvis du har for mange krav, har du ikke ressourcerne til at klare belastningen, og så bliver du stresset. Men du kan også blive stresset af at have for få krav i forhold til dine ressourcer − det gælder f.eks. arbejdsløse. Hvis du vil undgå stress, skal du skabe en god balance mellem dine ressourcer og krav.

MYTE: Te er mindre usundt end kaffe

FAKTA! Te og kaffe er begge nydelsesmidler, så medmindre vi taler om urtete, er ingen af dem sunde for dig. Te er dog mindre usundt end kaffe, da det indeholder betydeligt mindre koffein − især grøn eller hvid te.

MYTE: Alkohol ødelægger din forbrænding

FAKTA! Alkohol får dit blodsukker til at stige helt vildt og dermed også din insulinbeholdning, og det nedsætter evnen til at forbrænde fedt.

MYTE: Du skal meditere i timevis, før det virker

FUP! Du afgør selv, hvor lang tid der skal til, før du synes, at meditation virker. Der er mange måder at meditere på − både hvor du sidder helt stille og mere dynamiske måder, hvor du går imens. Det afgørende er kvaliteten, så find den metode, der virker for dig.

MYTE: Du skal træne interval for at komme i bedre form

BÅDE FUP OG FAKTA! De fysiologiske fordele ved intervaltræning er, at du øger din kondition og iltoptagelse, men utrænede eller svært overvægtige vil kunne forbedre deres form ved bare at cykle, svømme eller gå en tur. Det er derfor individuelt, hvordan formen bliver bedre − det gælder om at tilpasse træningen til sit eget niveau.

SE OGSÅ: 3 kvinder fortæller: Her er vores bedste kur

SE OGSÅ: Det sker i kroppen, når du spiser sukker

SE OGSÅ: Derfor er løb så sundt for kvinder

EKSPERTER

Ida Krak: Personlig træner og kostvejleder.

Mikael Rasmussen: Søvnekspert, Center for Stress og Trivsel.

Camilla Netterstrøm: Yoga- og meditationslærer.

Vibeke Lund: Professionsbachelor i sundhed og ernæring.