4 hotte bloggere: "Vi vil booste din sundhed"
Brug for ny visuel inspiration til en sundere livsstil? Disse fire seje bloggere gør dig både klogere på mad uden kød, skønne tricks, hardcore træning og mental velvære. Vi er allerede fans!
HEALTHYSKINNYBITCH.DK
Sara Jin Smidt, 30 år, cand.scient. i human ernæring, personlig træner, kostvejleder, holdinstruktør og chefredaktør på fit living. Startede bloggen healthyskinnybitch.dk i 2013 og har 20-30.000 læsere om måneden.
Hvad er din mission med bloggen?
“‘Sundhed er et spørgsmål om balance’ − den sætning hører jeg ofte, og ja, der skal selvfølgelig være plads til kage og cocktails. Men det skal også være okay at sige nej tak. For balance handler lige så meget om at sparke sin røv af sted til den træning, som man havde planlagt, men ikke gider alligevel, fordi det regner.”
Hvor får du din inspiration fra?
“Mine følgere og mine fitnesspiger, som jeg snakker med i forbindelse med min holdtræning, kostvejledning og personlig træning. Og artikler og debatter i aviser, tv, blade, sociale medier og ny forskning.”
Hvad er din største blogoplevelse?
“Jeg har været i Go’morgen Danmark, udviklet morgenmad til Madklubben og proteinboller til Finax Sport og rejst til bl.a. New York. Det største er dog, at jeg arbejder med det, jeg elsker, og at jeg har mødt så mange fantastiske mennesker.”
Hvad har du fået mest respons på?
“Før-/efterbillederne af bootcamppigerne og debatindlæggene om bodyshaming. De fleste er positive, men der er også nogle, der har behov for at ytre, at man ikke må ønske sig fladere mave eller takke nej til kage af hensyn til vægten, hvis man allerede er slank. Jeg går ind for, at man har ret til at bestemme selv − tyk eller tynd.”
Saras bedste træningstip
“Find en træningsform, som du synes er sjov. Så er der meget større sandsynlighed for, at du faktisk kommer af sted.”
SE OGSÅ: Kom i bedre form sammen med Nike & Healthy Skinny Bitch
MYNEWROOTS.ORG
Sarah Britton, 33 år, holistisk ernæringsekspert og vegetarkok, blogger og underviser. Fra Toronto i Canada, bor i København med sin mand og søn på 2 år. Startede bloggen mynewroots.org i 2007 og har ca. 300.000 unikke besøgende hver måned.
Hvad er din mission med bloggen?
“På min uddannelse har jeg lært rigtig meget om, hvordan kroppen virker, og jeg fandt ud af, at jeg havde levet hele mit liv uden at forstå, hvordan min krop fungerer, og hvordan jeg passer på mig selv. Jeg tænkte, ’fortjener alle ikke at vide det?’ Så jeg startede bloggen for at sprede budskabet om det, jeg havde lært. Jeg vil gerne have folk tilbage i køkkenet, inspirere dem til at finde glæden ved madlavning og virkelig connecte med deres mad. For mad er så meget mere end kalorier.”
Hvor får du din inspiration fra?
“Naturen er øverst på min liste, og jeg bruger så meget tid som muligt udenfor. Sæsonernes skiften, farverne og lugtene prøver jeg at få med ind i min mad. Jeg bliver også inspireret af andre kokke og restauranter. Jeg rejser meget, og det er fantastisk at besøge restauranter over hele verden og opdage nye ting.”
Hvor meget tid bruger du på bloggen?
“Nærmest alle døgnets timer. Jeg ligger i sengen og læser kogebøger, og jeg drømmer om mad! Det er min hobby, så det optager både min fritid og mit arbejde. Det tager mig omkring 20 timer at lave et enkelt blogindlæg, når jeg skal udvikle opskriften, tage billeder og skrive.”
Hvad har været den største oplevelse med bloggen?
“At møde læserne. Der er folk, der skriver til mig, at de har ændret deres liv på grund af bloggen, og det er den slags oplevelser, der minder mig om, hvorfor jeg arbejder døgnet rundt på bloggen gratis. Jeg har også mødt nogle af mine bedste venner gennem bloggen, og uanset hvor jeg rejser hen, har jeg ’venner’, der tager godt imod mig.”
Hvad har du fået mest respons på?
“Det er en specifik opskrift, The Life-Changing Loaf of Bread, som jeg skrev for fire år siden. Det minder om et stenalderbrød, og jeg eksperimenterede meget med at finde en opskrift på et sundt brød, der kunne hamle op med det danske rugbrød. Det er min mest populære opskrift gange 10.”
Sarahs bedste sundhedstip
“Drik mere vand. Meget mere vand. Og vand er altså ikke juice, te eller kaffe. Og husk også at tygge maden mere! Man tygger ikke maden godt nok, når man ser tv eller kigger på sin mobil, og det går både ud over oplevelsen, næringen og fordøjelsen.”
SE OGSÅ: I køkkenet med Sarah Britton: Grøn med fyldt med energi
BEAUTYSPACE.DK
Anette Kristine Poulsen, 50 år, skønhedsredaktør på Dagbladet Børsen, forfatter, ekspert på TV 2 Go’morgen Danmark og blogger. Bor med mand og to børn ved Silkeborg. Startede bloggen beautyspace.dk i 2008 og har 40.000+ læsere om måneden og 120.000 klik.
Hvad er din mission med bloggen?
“Det startede faktisk tilfældigt i 2008, da fremtidsforsker Rolf Jensen fortalte mig, at han af og til bloggede, og makeupartist Sara Rostrup startede sin blog. De inspirerede mig til at kaste mig ud i det, der for mig er en blanding af en professionel dagbog inden for verdens bedste stofområde og appetitvækkere fra mit arbejde. Jeg vil gerne underholde mine læsere og give dem ny viden.”
Hvor får du din inspiration fra?
“Alt fra fædre, der sætter deres børn af ved skolen iført velcrosandaler til en hudlæge, der sagde til mig, at jeg var ved at komme i heksealderen ... for hvad er det lige? Mange læsere inspirerer mig, og det samme gør emnerne fra Børsen og TV 2.”
Hvor meget tid bruger du på at blogge?
“Jeg bruger minimum 1-2 timer om dagen på Beautyspace som helhed med research, tekst, billeder og bloggens nyhedskanal.”
Hvad har været din største oplevelse med bloggen?
“Det store er tit i det små, og for mig er bloggen det første, jeg kaster mig over hver morgen. Det er næsten magisk at sidde klokken 6 om morgenen alene med kig til skoven, friskbrygget kaffe og min computer − det er den bedste tid på dagen. Men de bedste oplevelser er at møde bloggens læsere, og det har jeg heldigvis tit mulighed for under foredrag og workshops.”
Hvad har du fået mest respons på?
“Når noget er brugbart, i øjenhøjde og tilgængeligt. Det kan være alt fra opskriften på pæne fødder, til hvorfor det er en god idé at kaste sig over Hudplejepyramiden®. Jeg får rigtig meget engageret feedback, også med stor interaktion læserne iblandt. Jeg er dybt afhængig af den fællesskabsfølelse, det giver.”
Anettes bedste skønhedstip
“Tænk beskyttelse og fugt om dagen til din hud, hvor den er udsat for sol og forurening. Om natten kan du have fokus på lysnende og udglattende pleje − en god kombination af vækstfaktorproteinet EGF (der fornyer cellerne), A-vitamin og frugtsyrer.”
SE OGSÅ: Spis dig til smuk hud med disse 11 fødevarer
KARENPALLISGAARD.COM
Karen Pallisgaard, 35 år, journalist, forfatter og yogalærer. Aktuel med Gravid Yogabogen og Langsom livsstil. Bor på Østerbro med sin forlovede og datter på 1,5 år. Stifter af yogamag.dk, men blogger nu på karenpallisgaard.com og huffingtonpost.com/karen-pallisgaard.
Hvad er din mission med bloggen?
“Jeg vil gerne dele al min viden om yoga og mental sundhed. Lad os yogaficere Danmark; det kan give ro, styrke og overskud både fysisk og følelsesmæssigt. Vi lever i en hektisk verden, og jeg oplever, at vi mere end nogensinde har brug for at finde fordybelse. Jeg er på en slags Mission Slow Down, og bloggen er et pusterum, hvor man kan tanke op på beroligende og opløftende inspiration. Med viden, simple tips og solid erfaring tager jeg også yoga fra måtten og gør den brugbar i en travl hverdag − i køkkenet, på kontoret osv.”
Hvor får du din inspiration fra?
“Jeg har gennem 10 år i magasinbranchen dækket kvindelivet fra de fleste vinkler, og i mit arbejde som yogalærer og forfatter har jeg brugt mange timer på at undersøge kvinders trivsel. Det er noget af det, der inspirerer mig. Jeg er desuden tilhænger af The Slow Movement, og jeg får også ideer fra min personlige yogapraksis.”
Hvor meget tid bruger du på bloggen?
“5-15 timer om ugen, vil jeg tro.”
Hvad har været din største oplevelse med bloggen?
“Netop i dag har min heltinde Elizabeth Gilbert liket et indlæg fra min Huffington Post-blog, hvor jeg har skrevet om, hvad bogen Eat Pray Love har betydet for mig. DET er stort for mig.”
Hvad har givet mest respons?
“Jeg skrev på et tidspunkt om at gå ned med stress og crashe fuldstændig. Det resulterede i et hav af mails fra læsere, der havde oplevet det samme eller var ved at gå ned i deres egen hverdag. Det viste mig, hvor vigtigt det er, at vi kvinder tør dele de mindre muntre aspekter af livet åbent og finde fællesskab i ærlighed uden at fælde dom over hinanden.”
SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du griner?
SE OGSÅ: Helsemathilde: "Mit liv er både smukt, grimt, sjovt og svært"
SE OGSÅ: 5 yogaøvelser til en flad mave