4 myter om din søvn

4 myter om din søvn

Skal du helst sove en hel nat uden at vågne, og hjælper et varmt bad lige før sengetid? Du finder svaret her.

1. Din søvn skal være sammenhængende - FALSK

Ingen sover en helt nat uden at vågne. De hurtige opvågninger husker vi ikke dagen efter. Du skal være vågen i ti minutter eller mere, hvis du skal kunne huske det. Men heller ikke længere, vågne perioder ødelægger din søvn. Faktisk taler man meget om søvnens to faser, og det er helt naturligt at vågne op imellem dem. Det er også her, kroppen frigiver allermest af velværehormonet prolaktin. Så i stedet for at stresse over, at du vågner, så nyd, at du kan ligge under dynen og tænke dejlige tanker.

2. Søvnbehovet falder markant med alderen - FALSK

Søvnbehovet falder ikke ret meget, det gør derimod din evne til at sove godt. Derfor oplever mange ældre, at de sover mindre og dårligere. Hvor en 25-årig har ca. 25 % dyb søvn på en nat, har en 80-årig kun 5 %. Den dår-lige søvn er faktisk én af årsagerne til, at vi dør.

3. Motion om aftenen ødelægger din søvn - SANDT

Motion frigiver adrenalin, som er et stresshormon. Og stress og søvn går bare rigtig dårligt i spænd. Derfor kan du opleve at have svært ved at falde i søvn, hvis du dyrker motion op til tre timer før din sengetid. Yoga, meditation og en gåtur i naturen er den eneste aftenmotion, der gør noget godt for din søvn.

4. Et bad lige før sengetid hjælper dig med at falde i søvn - FALSK

Hvis du tager et bad lige inden sengetid, skal det være koldt. Når vi sover, falder vores kropstemperatur en lille smule. Et koldt bad fremskynder den proces og gør det lettere at falde i søvn. Af samme grund kan du tage dynen af om natten, hvis du ikke kan falde i søvn. Foretrækker du et varmt aftenbad, skal du tage det mindst 30 minutter før sengetid. På den måde får kroppen tid til at køle af − og den proces gør dig også træt.

SE OGSÅ: 6 madvarer, der stjæler din nattesøvn

SE OGSÅ: 21 myter om din sundhed

Eksperten

Mikael Rasmussen er søvnekspert og søvnkonsulent ved Center for Stress og Trivsel. Han er forfatter til bogen „Sov godt − hele natten” sammen med stressforsker Thomas Milsted. Her er der endnu flere gode råd at hente omkring søvn.