5 veje til at elske den, du er
Gad du godt være typen, der hepper på dig selv i stedet for at lede efter alle fejlene? Så læs med her, hvor Katrine Axholm tager med en klient tilbage i tiden for at finde ud af, hvorfor hun i dag føler sig som en sur, træt og ulykkelig kvinde.
”Tusind tak for et fantastisk forløb. Hvad der ”bare” startede ud i mit hoved som parterapi og en redningsplanke for mit parforhold, er blevet begyndelsen på en lang rejse ind til mig og i mig selv. En rejse, der endnu ikke er slut – egentlig er den nok mest ”bare” begyndt.”
Sådan skriver Tina, da hun afslutter sit forløb hos mig. Men så afklaret er hun på ingen måde, da jeg møder hende allerførste gang. Faktisk er hun med egne ord blevet tilskuer til sit eget liv – og ikke en af den slags tilskuere, der klapper og hepper, men mere den negative type, der kommer med nedsættende buh-råb. Her er noget af det, hun fortæller om sig selv og sit liv under vores første møde.
– Jeg har SÅ svært ved at tage de gode ting ind og være glad for alt det, som lykkes i mit liv, og som jeg er taknemmelig for. Hold kæft, hvor er jeg blevet god til at huske hver en lille ligegyldig fejl eller dårlig oplevelse og så lige dunke mig selv med det hele tiden!
Hver aften finder jeg mig selv i sofaen med en pose chips. Jeg er blevet en sur, træt, indelukket, selvudslettende og sulten kvinde, der ikke kan finde vej i mit liv, og det gør mig så ulykkelig. Jeg var glad engang, men jeg har mistet mig selv, og jeg ved ikke, hvor jeg skal lede for at genfinde mit gamle jeg.
Forandret af forældrenes skilsmisse
Tina har taget sin mand med i parterapi, men det bliver hurtigt tydeligt, at det er hende, der bærer symptomerne på det, som foregår mellem dem. Hun keder sig. Er utilfreds. Frustreret. Hendes mand Henrik er omvendt glad for deres liv og deres familie og kan ikke helt forstå, hvad Tina er så utilfreds med.
Så efter den første samtale fortsætter Tina i individuel terapi i et stykke tid, før de igen kommer sammen for at arbejde med deres dynamikker. Det er aldrig kun den ene, som bidrager til det, som sker i forholdet, men ofte er det især den ene, som bærer symptomerne på det, der ikke fungerer.
Ligeledes forholder det sig med Tina og Henrik. I den individuelle terapi fortæller Tina om, hvordan hun i sin barndom gennem forældrenes skilsmisse lærte at lægge låg på sine behov og følelser for ikke at skabe mere drama, end der allerede var mellem dem.
I de år forandrede Tina sig markant fra at være en glad pige fuld af krudt og højt humør til at være indelukket og mut. Der var aldrig nogen, som spurgte ind til, hvordan hun havde det, som tog hende alvorligt eller opdagede, hvor meget hun faktisk lukkede ned for sig selv i den periode. Og det satte sine spor.
Annonse
Plads til det grimme
For børn er det vigtigste at bevare relationen til forældrene. Det er deres overlevelse. Derfor er børn loyale og finder sig i hvad som helst, indtil de når en vis alder, simpelthen fordi de er afhængige af forældrene.
Børn tager alt personligt, så hvis mor er ked af det, er det min skyld, og hvis far er vred, er det mig, som skal gøre det godt igen. Det kan have katastrofale konsekvenser for børns udvikling og oplevelse af, hvem de er, om de er værd at elske, eller om det er vigtigere at tage hensyn til andre end til sig selv.
Annonse
Tina havde nogle vilde år som teenager og op i 20’erne, men oplevelsen af at der ikke var plads til hende, at hun måtte skrue ned for sig selv for at få kærlighed, sad alligevel så dybt, at hun efter at have mødt Henrik, og de fik børn, var vendt tilbage til den indesluttede og mutte side af sig selv. Og det er også den Tina, jeg møder i terapien.
Læs også: "Jeg føler mig taget for givet"
For at ændre de mønstre vi har opbygget i barndommen, er vi nødt til at opdage, hvorfor vi har lært at gøre, som vi gør. Hvornår trækker vi os og hvorfor, og hvornår er det historien, som styrer vores adfærd? Når vi indser, at det, vi reagerer på i nutiden, i virkeligheden har bund i fortiden, kan vi handle mere frit. Tina formulerer det selv ret fint, da vi afslutter forløbet:
– Jeg kommer til at arbejde med mig selv og konsekvenserne af min opvækst resten af livet. Engang troede jeg, at jeg skulle fikses, men nu kan jeg godt se, at jeg ikke skal få det grimme til at gå væk. Jeg skal leve med det, fordi det også er det, som giver mig dybde, fortæller Tina og fortsætter:
– Jeg har lært, at det er mit eget ansvar, hvordan jeg har det, og bare det har givet mig en helt ny frihed. Nu kan jeg handle. Før var jeg lammet.
