5:2, 6:1 og 4:3 – derfor hitter talkurene
Det er er blevet populært at holde fastedage i ugens løb. Få svaret på hvorfor her.
Vi er begyndt at tælle, når vi gerne vil tabe os. Ikke bare kalorier, som vi gjorde en gang, nu er vi begyndt at tælle dage. Efter den første bog med de magiske tal ”5:2” i titlen udkom sidste år, har slankeinteresserede gjort ugen op i to fastedage med få kalorier og fem dage, hvor der må spises igennem. Efter 5:2-kuren kom 6:1 kuren, der, som navnet afslører, foreskriver én ugentlig fastedag. Der er også dem, der med et glimt i øjet fortæller, at de er på 7:0-kuren, og aldrig har haft det bedre.
Den nyeste talkur i tabellen er 4:3 kuren, som vi skrev om her. Filosofien er, at du tre dage om ugen må øse højst 500 kalorier op på din tallerken, mens du ugens resterende fire dage må spise lige hvad, du har lyst til. Det skulle eftersigende give et vægttab på 6 kilo i løbet af 4 uger. Talkurene hitter. 5:2-kuren er for eksempel et af de mest søgte ord her på ALTfordamerne.dk, og lige nu er hele to bøger om 5:2-kuren blandt de bedst solgte hos boghandleren Arnold Busck.
LÆS OGSÅ: Ny fastekur: 4:3-kur lover vægttab uden sult
Forklædt som videnskab
Jakob Rachmanski, der er specialist i forbrugeradfærd hos reklamebureauet Relevans, mener, at en del af succesen skyldes, at talkurenes navne giver et indtryk af, at de er baseret på videnskab.
- Når noget bliver videnskabeliggjort, virker det mere troværdigt - ikke at det behøver at være videnskabeligt – men at man bruger tal, beskriver noget på en videnskabelig måde og det vækker en vis form for troværdighed, siger han.
Forbrugeren fristes altså til at tro, at der er beviser for, at talkurene virker. Samtidig gør talene også kurene mere overskuelige at gå til.
- Det er for at folk kan forstå, at ”du skal gøre sådan her de her dage, og så skal du gøre det her de andre dage,” siger adfærdsspecialisten og peger på, at der også er noget tiltalende ved, at man kan leve et normalt liv nogle af dagene samtidig med, at man taber sig.
LÆS OGSÅ: 5 fordele ved 5:2-kuren
Vi vil også nyde
Det er ekspert i forbruger- og madkultur Christian Stenbak Larsen, der er lektor ved Professionshøjskolen Metropol, enig i. Ifølge ham lever mange af os med dilemmaet om, om vi skal læne os tilbage og nyde, eller om vi skal lægge bånd på os selv og holde fingrene fra de fyldte chokolader, sovsen og kagebuffeten.
- Vi bliver tudet ørene fulde om, at vi skal nyde i reklamer og madprogrammer i tv, og det gør, at folk bliver nervøse og tænker: ”hvis jeg bare nyder løs, tager jeg på, så nu må jeg prøve at styre mig”, siger han.
- Vi lever i et spændingsfelt, hvor vi på den ene side synes vi skal begrænse os og beherske os og tage os ud som sunde mennesker udadtil, men på den anden side skal vi også nyde livet. Det kan man få opfyldt med sådan en kur, hvor man begrænser sig nogle dage og kan give sig hen andre dage.
Om chancen er større for at tabe sig og holde vægten med 5:2-, 6:1- eller 4:3-kuren end med en anden diæt har ALT for damerne ikke fundet beviser for, men chancen for at lykkes er ifølge Jakob Rachmanski højere, jo lettere en opgave er at gå til.
- Spisevaner er meget vanebaserede, så jo mindre man skal ændre sine vaner, jo lettere noget er at gå til, jo større succesrate har det sandsynligvis.
LÆS OGSÅ: 8 opskrifter til 5:2-kuren