kvinde i seng

Her er 7 sunde grunde til at faste

Faste er blevet en populær vej til at opnå et vægttab og få et sundere liv. Men bliver man ikke alt for sulten? Og er det overhovedet sundt? Få svar på spørgsmålene her.

Der findes et hav af forskellige fastetyper, og der kommer løbende flere til. Men selvom faste er blevet mere og mere populært – særligt de seneste år – så er det ikke en ny opfindelse.

I årtusinder har faste været en integreret del af forskellige religioner og en anerkendt vej til at opnå fysisk sundhed og højere spirituel refleksion. Også set fra en biologisk synsvinkel er kroppen fortrolig med at faste, idet man i tidligere tider ikke havde adgang til mad hver dag året rundt, blandt andet på grund af kulde, tørke, sygdom og krige.

Det fortæller Louise Bruun, der er ernæringsterapeut.

Ifølge hende er vores kroppe indrettet til at kunne klare sig godt igennem perioder med begrænsede forsyninger. Faktisk trives kroppen overraskende godt med det, selvom mange af os kan frygte for vores velbefindende uden indtag af mad.

"En lang række vigtige funktioner i kroppen bliver mere effektive, når maden er knap, fordi kroppen ikke skal fordøje store madmængder. Kroppen får ganske enkelt ro til at bringe sig i topform og hente ny føde. Mange af os har et spisemønster, hvor vi dagen igennem indtager rigtigt mange små måltider, som vi egentligt ikke har behov for."

"Vi spiser ikke, fordi vi mangler næring, men fordi vi f.eks. plejer at spise på et bestemt tidspunkt, fordi vi keder os, er nervøse, bekymrede eller rastløse. Når vi spiser større mængder og indtager flere kalorier, end kroppen har brug for, så belaster vi såvel fordøjelsessystemet som den hormonelle balance. Søvnen bliver dårligere, energien falder, og kroppen udvikler over tid ubalancer som følge af belastningen."

Ifølge Louise Bruun er den unødvendige mad ofte fyldt med sukker, som får blodsukkeret til at stige hurtigt for så at falde voldsomt bagefter, og disse udsving får kroppen til at producere skadelige stresshormoner. Den overflødige mad får os også til at tage på i vægt og påvirker humøret negativt. Desuden kan overspisning føre til, at produktionen af insulin og væksthormon bliver for stor – noget der på længere sigt kan øge risikoen for diabetes, hjertekarsygdomme og en række kræftsygdomme.

Du bør ikke faste, hvis du...

Faste er ikke for alle, og hvis du er i tvivl, om du skal faste, bør du tjekke med din læge, inden du begynder. Nogle oplever at få hovedpine, forstoppelse og andre problemer med maven. Samtidig kan det være svært at kombinere faste med et socialt liv, hvilket også kan gå ud over sundheden. Børn og teenagere bør ikke faste, og du bør heller ikke faste, hvis du: 

  • lider af en spiseforstyrrelse
  • er gravid, eller prøver at blive det
  • ammer
  • har diabetes
  • lider af en anden kronisk sygdom
  • træner til en ekstrem fysisk præstation, f.eks. et maraton

7 fordele ved at faste

1. Beskyttelse mod sygdomme

Forskningsresultater indikerer, at der er en sammenhæng mellem såkaldt periodisk faste og lavere blodtryk, lavere niveauer af blodsukker og insulin samt forbedret kolesteroltal. Det betyder, at fasten reducerer risikoen for at udvikle en række sygdomme som bl.a. diabetes og hjertekarsygdomme. Det tyder desuden på, at periodisk faste nedsætter risikoen for en række kræftformer.

2. Bedre fordøjelse

De fleste af os spiser mange måltider og mellemmåltider i løbet af en dag. Det bliver til meget mad, der skal fordøjes. Ved faste får fordøjelsen ro til at arbejde. For sundheden og vores velvære er det vigtigt, at maven fungerer. Når fordøjelsen bliver bedre, optager kroppen desuden meget bedre mineraler og vitaminer, og det påvirker din sundhed.

3. Øget hukommelse og læring

Undersøgelser viser, at der under faste sker flere ting, som ser ud til at påvirke de kognitive evner. Blandt andet har forsøg med mus vist, at faste øger dyrenes hukommelse og læring. Når maven er tom, udskilles sulthormonet ghrelin, som har en positiv effekt på hjernen, og som måske kan forklare den mentale skarphed, mange oplever under faste. Ghrelin har vist sig at beskytte hjerneceller mod aldring og at stimulere vækst af nye hjerneceller.

4. Mere energi

Vi spiser for at få energi, og vi har brug for mad for at kunne regenerere fysisk og psykisk. Men for meget eller forkert mad kan gøre det modsatte og dræne kroppen for energi. Når vi faster, udløser sulten adrenalin, som er appetitdæmpende, men også gør, at vi kommer lidt mere op på dupperne og kan præstere bedre.

5. Højere humør

Periodevis faste ser ud til at påvirke vores kognitive evner og hukommelse. For eksempel produceres ketonstoffer, der har betydning for hjernens hippocampus, og som også ser ud til at have indflydelse på vores humør. Desuden er faste med til at øge energien og stabilisere blodsukkeret, hvilket også påvirker humøret positivt.

6. Bedre søvn

Kvaliteten af din søvn er påvirket af din levevis. Hvis du i lang tid ikke har spist sundt eller har spist for meget, vil det stresse kroppen, og det påvirker søvnen. Drikker du kaffe eller alkohol og spiser søde sager, brød, pasta og ris om eftermiddagen eller aftenen, producerer kroppen mange stresshormoner. På dage med let faste slipper du kulhydraterne og sænker produktionen af stresshormoner, og det gavner din søvn.

7. Nemmere vægttab

Faste er også effektivt, hvis du gerne vil smide nogle overflødige kilo. Vægttabet skyldes først og fremmest, at du simpelthen spiser mindre og kommer i energiunderskud. Ved faste ændres desuden niveauerne for nogle af vækst- og sulthormonerne, og det ser ud til at påvirke cellernes stofskifte, så kroppen går i det, der hedder ketose, hvilket vil sige, at den efter at have tømt sine sukkerdepoter begynder at forbrænde fedt.

Kilder: Louise Bruun/ Louisebruun.dk Bogen ”Sund og slank med 5:2” af Louise Bruun og Birdie Bjerregaard Bogen ”1-dagskuren – i morgen kan du spise lige hvad du vil” af Anders Nedergaard, Michael Jeppesen og Martin Borch Jensen, netdoktor.dk, sundforskning.dk

De mest populære fastetyper

16:8

16:8, også kaldet ”intermittent fasting”, er meget simpel at følge: 8 timer i døgnet må du spise lige, hvad du vil, mens du i de resterende sidste 16 timer af døgnet skal faste. Du må dog gerne stadig drikke vand, kaffe eller te. Det er op til dig selv, hvilke 16 timer i døgnet du vil faste. Da du kun må spise i otte timer, er det fordelagtigt ikke at spise alt for tidligt på dagen, da det vil betyde, at du skal stoppe med at spise tidligt. Drik derfor et stort glas vand eller kaffe/te fra morgenen af.

5:2

5:2 går ud på, at du faster let to dage om ugen, mens du de andre fem dage spiser, som du plejer. På de to fastedage får du som kvinde 500 kalorier og som mand 600 kalorier. Du kan drikke væske, som du har lyst – bare den er uden kalorier. De to fastedage kan placeres, som det passer dig, men må ikke ligge i forlængelse af hinanden. De fleste vælger at spise to måltider på fastedagene og helt undgå mellemmåltider. Et måltid morgen eller formiddag og et måltid om aftenen er optimalt for mange.

1:1

Denne fastetype går ud på, at du faster helt hver anden dag, og til gengæld må spise, hvad du vil på de andre dage. Du må selvfølgelig drikke vand og andet væske uden kalorier på fastedage. Pointen er, at fordøjelsen får en pause, og at du ikke spiser det dobbelte på de dage, hvor du må spise, i forhold til på en almindelig dag uden faste.

Deldagsfaste

Denne betegnelse dækker over forskellige fastekoncepter, hvor man dagligt faster nogle timer og kun må spise inden for et bestemt tidsrum hver dag. Der findes mange udgaver af deldagsfaste, for eksempel 16:8 og 19:5, også kaldet ”Fast Five”, hvor man kun må spise inden for et tidsrum på fem timer dagligt. Du styrer selv, hvornår på dagen. Dog skal du som minimum have en periode på 15-16 timer, hvor du intet spiser, før der er tale om faste, og her tæller søvnperioden med.

12-timersfaste

En let form for faste er at sikre, at der går mindst 12 timer mellem aftensmad og morgenmad. Afslutter du aftensmad klokken 18.30, skal du altså ikke spise morgenmad før kl. 6.30. Med 12 timers faste spiser du din aftensmad lidt tidligere og undlader aftensnacks. Det giver maven ro og tid til at fordøje aftensmåltidet, hvilket gavner søvnen. Denne metode kræver ikke samme mentale overskud som andre fastetyper.