Anette fik en abort som 18-årig og fortrød: ”Jeg fik at vide, at det jo bare var en snotklat”

I 1986 gik jeg i 3.g, da jeg begyndte at kaste op. 

Tanken om, at jeg kunne være gravid, strejfede mig ikke, for jeg var på p-piller. 

Læs også

Thea var ked af sine store bryster – så tog hun en beslutning

Men i løbet af sommeren bemærkede min kæreste, at min krop forandrede sig. Mine bryster var vokset og var ømme, og til sidst foreslog han, at jeg tog en graviditetstest. 

Dengang foregik en test sådan, at man afleverede en urinprøve på apoteket om morgenen, og så kunne man ringe og få svar senere. Jeg kan tydeligt huske stemmen i røret: ”Ja, din test er positiv!”

Fredag tog min kæreste og jeg på Hvidovre Hospital. Jeg blev scannet og var 12 uger henne, og lægerne gav mig straks en tid til en abort om mandagen. Det skulle det gå stærkt, for ellers ville jeg være over abortgrænsen. Så jeg havde kun weekenden til at tænke over det.

Da vi kom ud, sagde min kæreste: ”Du skal have en abort!” Han var kun 18 år, boede stadig hjemme og var slet ikke klar til at blive far. 

Det gik hurtigt op for mig, at alle omkring mig – læger, veninder, familie – havde samme holdning: Jeg var for ung, en abort var det eneste rigtige. Men jeg mærkede allerede en kærlighed til ufødte barn, og den weekend lå jeg i min seng og græd og fantaserede om at stikke af og få barnet i hemmelighed. 

Jeg følte, at hvis jeg valgte barnet, ville jeg miste mine venner og min kæreste. Og være helt alene. Så om mandagen mødte jeg op, kom i hospitalstøjet og lå i et venteværelse sammen med fem-seks andre, hvorefter vi, helt samlebåndsagtigt, blev kørt ind til udskrabning på skift.

Da jeg vågnede fra narkose, havde jeg ondt i underlivet. Fordi jeg var så langt henne og ikke havde født før, havde det været et større indgreb. Fra da af led jeg af meget kraftige menstruationssmerter. 

Psykisk føltes det, som om min krop straffede mig.

Jeg sagde til min kæreste, at han havde slået mit barn ihjel. Til sidst slog jeg op med ham. Jeg var meget vred, fordi han havde sagt, at jeg skulle have en abort. 

Oveni havde jeg skyldfølelse, fordi jeg ikke havde sagt fra. Men jeg mødte ingen forståelse, fra mine venner fik jeg blot at vide, at jeg skulle komme videre; det var jo bare en ”snotklat” – ikke et rigtigt barn. 

For at finde ro lavede jeg en aftale med mig selv om aldrig igen få en abort, uanset omstændighederne.

Jeg tog ud at rejse og begyndte at læse medicin. Og som 20-årig fandt jeg sammen med min kæreste igen. I stedet for p-piller brugte vi pessar, for pillerne havde jo ikke virket. 

Det gjorde pessaret heller ikke, for jeg blev gravid igen. Min kæreste kendte betingelserne: Jeg ville aldrig mere have en abort. Så vi fik barnet. To år senere blev jeg gravid for tredje gang, med pessar. 

Tankerne om aborten kom væltende tilbage, jeg fik det dårligt psykisk, og vreden mod min kæreste begyndte igen at fylde ligesom skyldfølelsen og frygten for at abortere ufrivilligt som ”straf”.

Læs også

Eksperterne anbefaler: Disse 10 ting bør du tale med din læge om

Jeg begyndte til psykolog. Hun fik mig til at skrive et brev til det barn, jeg ikke havde fået, og hun fik mig også til at erkende, at det dybest set var mit ansvar, at jeg havde fået aborten – det var jo mig, der tog hen til hospitalet. 

Det hjalp i forhold til vreden.

Min mand og jeg har i dag fire børn og to børnebørn. Jeg er ikke vred længere, og aborten fylder ikke så meget, men jeg er aldrig holdt op med at tænke på det barn, jeg ikke fik. 

Da min ældste for nylig fyldte 36, tænkte jeg: ”Jeg kunne også have haft én på 38”. Jeg brugte også for nylig min oplevelse til at skabe en karakter i min roman, 'Kains Pille'. Det har været forløsende at genbesøge den, og den føles nu som et afsluttet kapitel. 

Jeg går 120 procent ind for fri abort, for alle skal bestemme over egen krop. Men jeg tror godt, jeg kan sige, at det ikke kommer uden omkostninger at få en abort.