Alkohol var ved at ødelægge deres forhold - indtil Lises mor tog fat i Peter
Jeg elskede Peter for hans livsglæde og store armbevægelser. Med tiden blev jeg dog opmærksom på, at der gemte sig et mørke bag hans glade smil, og til et selskab hos min mor, gik det så helt galt.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Katrine opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Når jeg tænker mig om, så var Peter faktisk allerede beruset, første gang, jeg mødte ham. Det var til en 50-års fødselsdag, min veninde holdt ude i sit kolonihavehus.
Her sad Peter med nogle af sine venner og diskuterede politik, og de var ikke kun småfulde, men også højlydte. Alle prøvede de at overgå hinanden i gode argumenter, mens de råbte og lo. Så jeg lagde ikke mærke til, at Peter stak ud. Jeg oplevede faktisk kun en glad, energisk og klog mand. Med sin høje latter, sit rødbrune og grå hår og skæg og sin tætbyggede krop fandt jeg ham også tiltrækkende.
Ud på aftenen blev der tændt bål i haven. Peter og jeg kom til at sidde ved siden af hinanden, og han lagde først sin jakke om mig og så sin arm, for at jeg ikke skulle fryse. Jeg lænede mig ind mod ham og følte, jeg var sejlet lige ind i en tryg favn.
En uge efter var vi kærester. Da vi var modne mennesker – Peter var 52 år, jeg 49 – og min søn for længst var flyttet hjemmefra, ville vi ikke spilde tiden. Vi flyttede derfor sammen i en lejlighed, vi købte, og fik etableret en hyggelig hverdag. Vi kunne begge lide at have dybe snakke og lave mad sammen, når vi kom trætte hjem fra arbejde.
Til hverdag tog Peter højest en øl og ikke mere. Jeg kan heller ikke mindes, at vi skændtes, og jeg følte mig utrolig heldig.
Så et halvt år efter fyldte en anden af mine veninder 50, og selvfølgelige skulle Peter med. Jeg så det som en kærkommen lejlighed til at præsentere ham for den del af min omgangskreds. Denne vennegruppe var mere stilfærdig, så her vakte det en del opsigt, da Peter tog godt fra sig af de våde varer under middagen og også begyndte at diskuterer højlydt med sin borddame. Jeg må indrømme, at han faktisk gjorde mig flov.
Senere larmede han en del på dansegulvet ved at synge højlydt og småfuld vælte rundt. Jeg prøvede at dysse ham ned og foreslog, vi tog hjem. Men Peter ville ikke hjem, og så endte jeg med at fare rundt i hælene på ham som en anden barnepige. Flov over, at han i et væk fyrede dårlige vittigheder af, klappede kvinderne i bagdelen og blandede sig i samtaler, han skulle have holdt sig fra.
Værtinden fra festen ringede mig op næste dage og spurgte, om jeg var okay, for hun var bekymret for mig, nu jeg havde fået ”så dominerende en kæreste”. Jeg svarede, at Peter kun var sådan, når han var fuld. En anden veninde fortalte senere, at indtil flere havde følt sig chikaneret og overfuset af ham. Igen sagde jeg, at det var alkoholens skyld. Og så talte jeg længe og alvorligt med Peter om, at han måtte holde op med at drikke så meget, når vi var ude sammen.
"Folk ser alle de forkerte sider af dig," sagde jeg.
Det blev han meget såret over, og vi havde vores første rigtige skænderi. Her spurgte han, om vi nu skulle til at lave hinanden om. Jeg svarede, at jeg bare gerne ville have, at andre så den Peter, jeg elskede. Hvis jeg elskede ham, måtte jeg tage alt ved ham med i købet, råbte han vredt tilbage og gik i byen og kom fuld hjem sent ud på natten.
Næste morgen lovede han dog bod og bedring og holdt sig da også i skindet til de næste sammenkomster. Derfor troede jeg da også roligt, at jeg kunne tage ham med til min mors 75-års fødselsdag.
Annonse
Han var ganske vist begyndt at drikke mere derhjemme især i weekenderne, fordi han havde konflikter på sit arbejde, som han rugede over. Jeg havde på det tidspunkt fået øje for, at Peter havde en del mindreværdskomplekser, som kunne gøre ham mentalt skrøbelig. Før vi tog afsted, understregede jeg, at det var særligt vigtigt, at han ikke blev for fuld ved den her middag. Det var jo min familie, og den betød noget særligt. Det nikkede han til. Han skulle nok være sød, sagde han.
Alt gik da også godt under middagen. Peter fik min mor til at grine og var neddæmpet, selv om han drak en del. Men så bagefter dumpede han ned ved siden af Bo, min politisk interesserede lillebror, som han aldrig havde mødt før. De begyndte at diskutere højlydt og hidsede sig op begge to. Min mor sendte dem venligt udenfor på terrassen, så de kunne køle af, for vi andre havde ærlig talt svært ved at få ørenlyd.
Pludselig gennem vinduet så jeg så til min skræk, at de var kommet op at slås. Det så alvorligt ud, og jeg bankede på ruden og råbte op. Min storebror for ud til dem og fik dem skilt ad. Bagefter sagde Bo, at det var Peter, der havde kørt tingene op og stukket ham en flad. Peter påstod, at det var Bo, der havde skubbet til ham først. Det hele endte med, at Peter og jeg tog tidligt hjem.
Bagefter var jeg rasende på Peter, men også på min familie, der bare automatisk gav ham skylden. Jeg følte mig forfærdeligt splittet. Peter sagde undskyld og kom med blomster. Han var skuffet over sig selv, sagde han. Ydmyg og kærlig brød han sammen og indrømmede, at han var bange for, at jeg nu ville gå fra ham. Jeg forsikrede ham dog om, at han ikke kom af med mig så nemt.
Min familie hørte jeg først fra efter nogle dage. Her ringede min mor og spurgte forsigtigt, om jeg var okay. Det viste sig, at hun og mine søskende havde talt om, at Peter nok en dag kunne finde på at slå mig, når han blev fuld nok.
"Han virker så aggressiv," sagde min mor forsigtigt. Hun syntes, jeg fortjente bedre, og at jeg skulle overveje at bryde forholdet, før jeg blev for såret.
Jeg var helt lammet, da jeg lagde røret på. Bagefter græd jeg og skrev med blødende hjerte et brev til min mor om, at jeg desværre ikke kunne se hende eller mine søskende, når de talte om min kæreste på den måde. Jeg følte mig så forrådt.
Med så stort et offer for vores forhold satte jeg dog Peter stolen for døren og krævede, at han skar ned på alkoholen. Allerhelst så jeg, at han holdt helt op. Han lovede så, at han ville prøve at drikke mere ”normalt”. Det løfte holdt kun en måned. Så var vi til fest med nogle af hans kolleger.
Der følte jeg ikke, jeg kunne holdes ansvarlig for, hvordan Peter opførte sig. Derfor slappede jeg mere af end længe. Sent på aftenen gik jeg ud på toilettet og nettede mig, da en kvinde kom ud og sagde, at min mand forfulgte hendes veninde.
"Du skulle tage at holde lidt bedre styr på ham," sagde hun vredt.
Jeg gik tilbage til festen og så Peter ude på dansegulvet stå lænet ind over en kvinde, som han holdt fast i og snakkede ophidset til, mens en mand ved siden af råbte ham ind i hovedet. Jeg for hen og tog fat i Peter og sagde: Nu tager vi hjem. Men han var så sanseløst fuld, at han ikke engang lagde mærke til, at det var mig. Hårdhændet skubbede han mig fra sig, så jeg faldt og slog hovedet i gulvet. Samtidig gik han til angreb på manden, og så havde jeg fået nok.
Jeg fik nogen til at ringe efter en taxa, tog direkte hjem og pakkede en taske og tog hjem til min mor. I ugevis prøvede Peter at få lov til at se mig, men jeg nægtede. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Vi havde været sammen i to år, og den eneste fest, jeg havde nydt rigtigt sammen med ham, var den allerførste, den, hvor vi mødte hinanden.
Hos min mor mærkede jeg, at jeg havde brug for ro og ikke for at gå og vogte over Peter og være barnepige for ham. Det gik også op for mig, at Peter også i hverdagen var begyndt at drikke mere, end jeg havde turde indrømme for mig selv. Min mor og jeg havde nogle lange gode snakke om det. Vi fik også talt om alt det, jeg virkelig elskede og satte pris på ved Peter, og at jeg savnede ham forfærdeligt.
"Hvis han betyder så meget for dig, synes jeg, du skal give ham en chance for at vise dig, hvor meget han er villig til at forbedre sig for jeres forholds skyld," sagde min mor.
Annonse
Jeg overtalte hende til, at hun også var til stede, når jeg skulle tale med Peter igen. Han havde jo en tendens til at få mig blødgjort lidt for nemt, og så glemte jeg alle mine krav. Det sagde hun ja til.
Peter kom hjem til min mor med blomster og var så charmerende som nogensinde. Faktisk friede han lige der foran min mor. Jeg var totalt overvældet. Heldigvis var min mor ikke sådan at løbe om hjørner med. Som vi havde aftalt, sagde hun, at jeg først ville flytte hjem igen, når han stoppede helt med at drikke og havde gået i AA i hvert fald i to måneder. Så kom fornuften også op i mig, og jeg sagde, at jeg måske kunne overveje at gifte mig med ham, når han havde holdt sig alkoholfri i et år.
Siden har Peter haft to tilbagefald, men han er hver gang kommet tilbage på sporet. For en måned siden havde han været ædru i et år, og på den dag giftede vi os ved et alkoholfrit bryllup. Jeg er nemlig selv holdt op med at drikke i solidaritet med ham.
Det har indrømmet ikke været nemt, og vi har også mistet nogle venner på den konto, fordi de synes, vi er blevet for hellige. Til gengæld har det vist sig at være en gave til vores forhold. For vi har det fantastisk sammen i dag, og sådan var det aldrig gået, hvis alkoholen fortsat var en lunefuld tredjepart i vores kærlighedsliv.
